Kvinde der ligger med sin mobil i sengen mens fyren sover.
Det blå lys fra mobilen påvirker din nattesøvn, mere end du måske tror. © Getty Images

4 løsninger til dig, der føler dig afhængig af din mobil

Du vil takke dig selv for dem!

8. marts 2020 af Helene Desirée Jørgensen

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vores mobil er blevet en utrolig stor del af vores liv. Vi slukker den nærmest aldrig, vi tager den med os overalt (ja, også når vi bare lige skal ned og købe en minimælk) – for ellers føler vi, at der mangler noget. 

Hvis du, ligesom os, gerne vil bryde dette mønster og være mere tilstede i hverdagen med de mennesker, du holder af, kan du blive inspireret af vores liste med løsningen nedenfor. Helt nøjagtigt har vi samlet fire løsninger til dig, der ønsker at slukke mobilen og skrue op for nærværet. 

1. Stop scrolling gennem nyheder uden grund

Du kender måske følelsen af at sidde i toget og tage dig selv i at sidde og scrolle løs gennem nyhederne på din telefon – af ingen anden grund end ren tidsfordriv. På den måde spilder du enormt meget af din tid, der kunne være brugt på andre sjovere (og måske mere givende) ting, men ved at lade være undgår du at fylde dit hoved med alle mulige deprimerende nyheder, der kunne gå hen og påvirke dit humør i lang tid. Win win.  

2. Indstil din mobil til at beskytte dig fra dine apps

Din mobil kan faktisk hjælpe dig med din mobilafhængighed (sjovt nok). Har du en iPhone, kan du under dine indstillinger installere tidsbegrænsninger for hver enkelt app, så din telefon ‘slukker’ appen, når der for eksempel er gået en time (du vælger selv tiden). 

 Vil du tage den endnu længere, kan du installere ‘skærmfri tid’, hvor det kun er telefonopkald og specifikke apps der vil være tilgængelige i et bestemt tidsinterval, du selvfølgelig selv bestemmer.  

3. Slet facebook fra mobilen, så du kun har det på computeren

Undersøgelser viser, at vi i gennemsnit bruger to timer og 24 minutter om dagen på at være på Facebook. Aftal med dem, du er sociale med online, at du først kan være på Facebook, når du kommer hjem. På den måde tager du ikke dig selv i at tjekke Facebook på mobilen for hundredeogsyttende gang. 

4. Hav mobilfri dag

Ja, det er faktisk muligt. Prøv at tvinge dig selv til at ‘glemme mobilen’ om morgenen, når du tager afsted på studie eller arbejde. Hvis dit ungdomskort er på mobilen, eller du af en eller anden grund har brug for den, kan du slukke for den og putte den i tasken og først tage den frem, når du skal hjem igen. Når du vænner dig til det, vil du indse, hvor dejligt det er ikke konstant at tænke på, om den ligger og vibrerer i lommen, og det vil føles som at være tilbage i 2006!

Kilder: Techjury 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.