Nem makeover
Små forandringer, der gør en stor forskel.© Instagram.com @simonelundquistofficial, Woman

9 nemme makeovers, der ikke engang kræver, at du skal have malerpenslen frem

Faktisk behøver du slet ikke at eje en værktøjskasse for at lave disse forandringer

25. februar 2021 af Sarah Østbjerg

Kunne du godt tænke dig at give dit hjem en lille makeover? Men synes du samtidig, at det virker som et meget tidskrævende og lidt uoverskueligt projekt at gå i gang med at male hele køkkenet? Så fortvivl ikke, for vi giver dig her ni tips til, hvordan du nemt skaber forandring i dit hjem. 

1. Gulvtæpper

Første punkt på listen er gulvtæpper. Du vil blive overrasket over, hvor meget forandring de kan skabe i et rum. Se bare, hvordan stuen her får et nyt udtryk blot ved, at der bliver tilføjet et gulvtæppe.

2. Lyspære

En simpel ting, som vil gøre en stor forskel, er at udskifte lyspæren i en lampe. Skift eksempelvis til en varmere tonere for mere hygge. Jo lavere Kelvin pæren har, des varmere lys får du.

3. Lyskæder

Fra et lystip til et andet. Lyskæder er den nemmeste måde at skabe hygge på, hvis du gerne vil undgå for mange levende lys i dit hjem. Og så synes vi altså bare, det er smart, at vi kan sno dem om vores hylder og møbler!

4. Avisudklip

Alt dette smarte trick kræver, er nogle gamle magasiner, en limstift og en saks. Og så er det ellers bare at gå i gang med at klippe de ting ud, der matcher det look, du går efter. Hvis du synes, det er lidt for meget at plastre et helt møbel ind, så kan du lave en smuk planche og udsmykke dit rum med den.

Psst... på diverse cafeer, biografer og teatre kan du finde postkort, som du kan bruge til at give din planche et smukt pift.

Kommode med plakater
Udsmyk din kommode med avisudklip.© Woman
Planche
Eller lav en smuk planche.© Frida Lydolph

5. Ommøblering

Det billigste trick i bogen! Men ikke desto mindre lige så brugbart. Prøv for eksempel at rykke din seng hen til vinduet, og mærk glæden ved at blive ramt af dagslysets stråler, når du ligger og kigger ud. 

Du kan også starte i det mindre og flytte rundt på pyntegenstandene på dine hylder, eller billederne på din væg. Du vil opleve dit rum helt anderledes blot ved en lille ændring som denne.

6. Planter

Giv dit hjem nyt liv ved at investere i en eller flere smukke planter. Start for eksempel i køkkenet – vælg nogle krydderurter, så kan du både nyde deres fine udseende og drage nytte af krydderurternes gode egenskaber.

Vi er i hvert fald sikre på, at de her yndige krydderurter i krukker ville pryde i vores køkken.

7. Bøger

Vi bliver lige lidt ved ting med flere funktioner. For udover at bøger kan underholde os og give os viden, så kan de faktisk også fungere som smuk dekoration i vores hjem. Du kan stable dem i en stak eller sætte dem op på et fint stafeli som herunder.

Bog på stafeli
Denne smukke bog fortjener jo at blive vist frem!© Kirstine Frobenius

8. Pudebetræk

Nye pudebetræk er det bedste tip, hvis du ønsker at give et rum et nyt farvemæssigt udtryk, men ikke har lyst til at ompolstre alle dine møbler. 

Får du overtalt dig selv til at gå med et lidt modigere farvevalg, så kan vi anbefale, at du finder nogle med lynlås. På den måde kan du nemt gå tilbage igen, hvis du skulle blive træt af at have valgt postkasserød.

9. Oprydning

Nogle gange er det, der skal til, egentlig bare, at vi får ryddet ud i de ting, vi har. Det giver fornyet energi til et rum, samtidig med at det skaber luft til, at vi kan lade os inspirere og få nye ting ind. 

Se denne lille video for at få gode tips til, hvordan du kommer i gang med oprydningen. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.