Pilea kinesisk pengetræ plante
Pilea Peperomioides – også kaldet kinesisk pengetræ. © Woman.dk, Getty Images

Sådan skal du vande din pilea – og 3 andre vigtige ting at vide om planten

Planten er en rigtig god luftrenser og er derfor perfekt at have stående i kontoret

21. juli 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

Den smukke grønne plante Pilea Peperomioides, også kendt under navnet kinesisk pengetræ eller under forkortelsen pilea, er uundværlig i hjemmet, hvis du er glad for planter. Den renser nemlig luften og er utrolig dekorativ.

Vi har talt med Erik Andersen fra Toksværd Planteskole, og han gør dig i artiklen her meget klogere på, hvordan du skal passe din pilea. 

1. Her skal du stille din pilea

Pilea er en tropisk plante, der er meget glad for lys og varme. Den er ikke glad for direkte sollys, så find den en plads lidt længere tilbage i rummet, hvor der stadig er masser af lys.

En pilea reagerer meget hurtigt på lyset, og derfor kan du med fordel vende den med jævne mellemrum, da den ellers bliver skæv. Hvis du skal omplante din pilea, skal du bruge en lys og luftig pottemuld. Du skal altid plante den i en potte med huller i. 

Planten pilea er en rigtig god luftrenser og er derfor perfekt at have stående i kontoret. 

Pilea plante i sol
Stil din pilea solrigt, men ikke i direkte sollys.© Getty Images

2. Sådan skal du vande din pilea

Vandingen er ofte den sværeste øvelse, fortæller Erik Andersen fra planteskolen. Eftersom pileaen er en tropisk bladplante, kræver den nemlig en del opmærksomhed. Du er nødt til at prøve dig lidt frem, for det kan nemlig ikke siges, hvor ofte din pilea skal have vand – det afhænger af placeringen, og hvor varmt det er. Jo lysere og varmere, jo større fordampning og derfor mere vanding. I vinterhalvåret skal du derfor ikke vande din pilea lige så ofte som om sommeren. 

Du skal som hovedregel sørge for, at vandet altid kan komme væk fra potten, når du har vandet din pilea. Derfor bør du altid bruge en potte med hul i bunden. Sætter du den i stedet i potteskjuler, skal du huske at hælde overskydende vand ud. 

3. Sådan gøder du din pilea

Fra foråret skal du starte med at gøde din pilea. Dette kan gøres på flere forskellige måder:

  • Du kan tilsætte flydende gødning til vandet, hver gang du vander.
  • Du kan give din pilea en osmocote tablet i starten af foråret. Denne tablet afgiver gødning til planten de næste fem til seks måneder. Det er en utrolig nem og effektiv måde at klare gødningen på. 
Pilea plante
Du kan med fordel gøde din pilea i foråret. © Getty Images

4. Formering og stiklinger af pilea

Formeringen kan ske på flere måder. Du kan skære stiklingen direkte på stammen, du kan tage stiklinger som rodskud, eller du kan lave bladstiklinger.

Uanset hvordan du vælger at ville formere din pilea, skal du gøre sådan:

  1. Placér stiklingerne i en lys og luftig pottemuld i en potte eller i en lille kasse. 
  2. Vand stiklingerne. 
  3. Dæk både stilinger og potte med plastic. Det skal helst være hvid plast. Luk godt omkring potten, men uden stiklingerne bliver klemt. 

Nu har du lavet sluttet luft, som betyder, at stiklingerne står i 100 procent luftfugtighed. Når vandet fordamper fra jorden, sætter det sig under plastikken, og når vanddråben er stor nok, falder den ned i igen og vander stiklingerne. 

Efter nogle uger kommer der rødder på pilea-stiklingerne, og der åbnes langsomt op for plastikken, så planterne får luft. På den måde lærer de at klare sig selv.

Efter stiklingerne har sat rødder, plantes de over i potter med huller i, og så har du nye, fine pilea-planter. 

Pilea stiklinger
Drømmer du om flere pilea-planter i hjemmet? Lav stiklinger!© Getty Images

Indretning med planten pilea

Nu ved du, hvordan du passer din pilea, men hvordan skal du indrette med din fine plante i hjemmet? Herunder har vi samlet en række billeder, der kan give dig inspiration til, hvor du skal stille din pilea (husk bare, den ikke skal stå i direkte sollys – det lærte vi jo i punkt et!). 

Stil din pilea på en hvid stol, så den kommer til sin ret

Giv din pilea selskab ved at placere den ved siden af andre grønne planter

Din pilea kan også fungere i en hængepotte ligesom en hjerteranke

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.