Guide: Billig indretning på SU

Sådan indretter du et billigt og superfedt hjem på SU

DIY-dronningen bag indretningsbloggen Living on a budget guider dig til billig indretning

7. september 2016 af Louise

Hvis du endnu ikke er nået til spørgsmålet "Og hvad så nu?" og derfor stadig er på skolebænken, kender du helt sikkert til det dårlige match: få penge og høje ambitioner for indretningen af din bolig.

Living on a budget

Bare rolig – dette er ikke en guide til, hvordan du nu skal tjene flere penge og derfor ender med stress og en depression på grund af din travle hverdag, fordi du gerne vil få råd til en stilren bolig fyldt med Arne Jacobsen-møbler. 

DIY-dronningen, Louise, som står bag DIY og boligindretningsbloggen Living on a budget, guider os nemlig her til at lave vores egen sofa og indrette boligen på SU – så find din indre handy-woman frem, for nu skal vi nemlig til at være kreative og gøre-det-selv!

Funktionelle møbler

Når du skal møblere en lille lejlighed eller et værelse, vil jeg råde dig til at finde møbler, som kan udgøre flere funktioner. Jeg er for eksempel vild med æblekasser, og de findes i alle afskygninger og prisklasser på loppemarkeder i hele landet, så der er gode muligheder for at gøre et kup. 

Kreativ med æblekasser

Æblekasserne kan både bruges som natbord (eventuelt med hjul under) og sofaborde, hvor man kan sætte to sammen med bunden mod hinanden og bruge hullerne til bøger og opbevaring. De kan også bruges som reoler eller som bordben med en plade hen over. 

To kasser i hver side under pladen – så har man både et spisebord og et skrivebord med opbevaringsplads. Jeg har både brugt vores æblekasser som skohylde, reoler og sengeborde.

Gæsteseng

En sovesofa er da meget praktisk, men typisk er de ret dyre. Daybeden har fået et kæmpe comeback og kan fint erstatte en stor sovesofa eller en almindelig sofa, som fylder meget i rummet, og så er der mulighed for at finde dem i en genbrug til ingen penge. Typisk ligger prislejet fra 200-1.500 kr. Ret billigt for et fint og funktionelt møbel, hvis du spørger mig. Og så er der plads til opbevaring under daybed'en – kæmpe plus i en lille lejlighed! De er superenkle og meget smukke og med nogle lækre stor puder i, så er sofaen hjemme, og det er gæstesengen i øvrigt også. 

TIP: De er supernemme at ombetrække, så de passer lige præcis ind i din stil. Det eneste, det kræver, er, stof og en hæftepistol til at klamme stoffet fast med. Hæftepistolen kan købes i et byggemarked til omkring 50 kr.

Lav din egen sofa

En anden mulighed for en billig og funktionel sofa, som man kan lave selv, er en pallesofa. Paller kan være ret billige. Jeg har købt mine brugt til 30 kroner stykket. Man kan nemt købe en billig madras og et fint lagen og pimpe sofaen med flotte puder, som ikke behøver at koste en formue. Du kan eventuelt prøve dig frem med tekstiltryk og opgradere kedelige ensfarvede puder med tryk fra blade eller kartoffeltryk, som du selv kan skære.

Der er masser af muligheder for at gå på lopperov, både hjemmefra på mobilen (DBA's app er jeg stor fan af) og på landets utallige loppemarkeder. 


Det fede ved lækre loppefund, er, at stilen bliver personlig, og så har du mulighed for at gøre et godt kup. Tjek eventuelt også Facebook for salgssider i dit område – her kan der være en masse guld at finde!

Louise står bag DIY og boligindretningsbloggen Living on a budget, som hun beskriver som sit kreative frirum. På bloggen kan du få et væld af inspiration til fine gør-det-selv løsninger til hjemmet, som ikke koster en formue. Louise har en stor passion for retro og genbrug, og I vil især finde et væld af teaktræ i hendes indretning. I kan også finde Living on a budget på Instagram under @livingonabudgetdk.