Blomsterbuket
Nyd blomsterne der, hvor de er smukkest – i naturen. © Getty Images

Må du plukke blomster i naturen?

Der er nogle helt klare regler

10. juli 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

‘De ville virkelig se smukke ud i en vase hjemme på spisebordet,’ tænker du sikkert om de farverige blomster, når du går en tur i naturen. Og vi er enige med dig! Det ville de helt klart, men før du plukker løs af blomster i naturen, skal du kende til reglerne, så du ikke gør noget ulovligt og ikke mindst skadeligt for naturen. 

Sjældne arter kræver helt særlige forhold

Naturstyrelsen har oplevet flere tilfælde, hvor folk har gravet blomster op i naturen. Det er ikke bare ulovligt og skadeligt for biodiversiteten, men også dumt, da mange sjældne arter kræver helt særlige forhold for at gro og leve.

Alle orkideer i Danmark er eksempelvis fredede, og de må hverken plukkes eller graves op.

Naturstyrelsen råder til nyde blomsterne der, hvor de er flottest – i naturen

“Det er ikke bare ulovligt og skadeligt for biodiversiteten at fjerne planter fra deres naturlige levesteder. Det er også dumt, da mange arter kræver helt særlige forhold for at gro og leve. Det er blandt andet tilfældet med Thy-gøgeurt, der kun findes meget få steder og som gror i en særlig symbiose med en svamp. Planten tåler derfor ikke at blive gravet op og plantet et andet sted,” siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen, da Naturstyrelsens lokale medarbejdere i Thy opdagede, at den sjældne orkide Thy-gøgeurt var gravet op og fjernet i Nationalpark Thy.

“Vi gør rigtig meget i vores fælles naturområder for at skabe optimale forhold for sjældne arter. Derfor er det rigtig ærgerligt, at nogen vælger at stjæle planterne. Brug i stedet sommerferien på at nyde blomsterne der, hvor de er flottest – ude i deres naturlige omgivelser,” fortæller Mads Jensen.

© Getty Images

Regler i naturen

  • Fredede planter må aldrig graves op eller plukkes – det gælder eksempelvis alle orkidearter.
  • Du må gerne plukke en buket af ikke- fredede planter i statens naturområder.

Du kan læse mere om fredede arter på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.