Pastaret og vietnamesisk salat
Mangler du madinspiration? Så følg disse danske madprofiler på Instagram. © camillemaja.dk, foodfanatic.dk

12 danske madprofiler, du skal følge på Instagram

Vi lover, du bliver helt sulten af denne liste!

29. oktober 2020 af Henny Müller Dahl

Mangler du ofte inspiration til, hvilke retter du kan lave til aftensmad, eller elsker du bare at se flotte madbilleder, når du scroller gennem Instagram? 

Her på redaktionen er vi skyldige i begge dele – og derfor har vi fundet frem til 12 danske madprofiler, du bliver nødt til at følge på Instagram, hvis du, ligesom os, slet ikke kan få nok af mad. Heller ikke på dit Insta-feed. 

1. Stinnagm

Bag Instagram-profilen stinnagm står aarhusianske Stinna Guldmann Marker, der blandt andet er madskribent, opskriftsudvikler og kogebogsforfatter. 

Stinna laver de lækreste vegetariske retter og har en masse gode opskrifter på sin blog, hvor du kan finde inspiration til vegetarmad, du selv kan diske op med. 

2. Louiogbearnaisen

En anden madprofil, vi her på redaktionen synes, alle skal kende, er louiogbernaisen. Bag profilen står nordjyske Louise Lyshøj, der er bosat i Aarhus og som til dagligt arbejder som blandt andet fuldtidsblogger og madfotograf. 

På sin Instagram-profil og på sin blog deler hun de flotteste madbilleder, der altid formår at gøre os sultne. 

3. Juliebruunsblog

Er du altid på jagt efter lækre opskrifter på alt fra gryderetter og tærter til pandekager og vafler? Så skal du følge juliebruunsblog! Den dygtige madblogger Julie Bruun har så fine opskrifter på både morgenmad, frokost, aftensmad og meget mere. 

På sin blog deler hun også nemme og overskuelige madplaner.

4. Camillemaja

Du skal kende den mad-begrejstrede og rejselystne blogger Camille Maja, der også står bag Instagram-profilen af samme navn. Her får du idéer til mad, der både er nem, hurtig og ukompliceret. Hun deler ikke fødevarer op som sunde og usunde, og der er plads til det hele. 

På Camille Majas profil finder du alt fra sprøde morgenmadsboller til appetitvækkende aftenmåltider. 

5. Albertestengaard

Er du vild med vegansk og plantebaseret mad, skal du uden tvivl følge albertestengaard på Instagram. Alberte Stengaard har også en blog, hvor hun deler ud af sine mega lækre opskrifter, som alle kan forstå. 

Har du et ønske om at spise flere måltider uden kød, og kunne du godt tænke dig at finde inspiration til, hvilke retter du kan lave, er denne profil det oplagte sted at gå på opdagelse. 

6. Foodfanaticdk

Nadia Mathiasen, der står bag Instagram-profilen Foodfanatic og bloggen af samme navn, er en virkelig rutineret journalist og kogebogsforfatter, som enhver madelsker skal kende. 

En af Nadias mange spidskompetencer er at lave lækker thaimad, så hvis du (ligesom os) har en svaghed for det thailandske køkken, vil du helt sikkert finde meget inspiration på denne profil. 

7. Groedgrisen

Kan du ikke få nok af flotte morgenmadsbilleder, er groedgrisen helt bestemt en profil, du bliver nødt til at følge på Instagram. Bag profilen står den dygtige Anna Nordenlund, der deler de lækreste billeder med idéer til, hvad du kan lave til brunch og morgenmad. 

På sin blog deler hun også ud af de fineste opskrifter til alt fra havegrød til pandekager. 

8. Annabartels 

Instagram-profilen annabartels vil uden tvivl give dig lyst til selv at eksperimentere med alle mulige retter i køkkenet. Vi nyder i hvert fald godt af at se den København-baserede madentusiasts mange fine opslag i vores egne Instagram-feeds. 

Anna Bartels driver også sin egen blog, hvor du finder alt fra hverdagsretter til bagværk og søde sager. 

9. Gourministeriet

Instagram-profilen og bloggen gourministeriet har faktisk kun eksisteret i lidt over et år, men allerede på så kort tid er den blevet en kæmpe succes med over 20.000 følgere. Og vi forstår så godt hvorfor! 

På profilen, der drives af Dianna Brinch, finder du nemlig inspiration til nemme, sunde og meget varierede retter, som heller ikke kræver de største kokkeegenskaber – og så udkommer der endda en splinterny opskrift hver dag! 

10. Mialindholm.dk

Hos Instagram-profilen mialindholm.dk og bloggen af samme navn finder du alt fra hverdagsretter til søde sager. Den Odense-baserede madentusiast Mia Lindholm leverer både nemme opskrifter og æstetisk flotte billeder. 

Mangler du idéer til, hvilke madlavningsprojekter du selv kan gå i gang med hjemme i dit eget køkken, bør du helt bestemt tjekke denne smukke profil ud! 

11. Vegetariskhverdag

Bag Instagram-profilen og bloggen vegetariskhverdag står madelskeren Camilla Skov, der præsenterer de smukkeste opskrifter og madbilleder, der får vores munde til at løbe i vand hver eneste gang. 

Alle opskrifter er, som navnet antyder, vegetariske, så der er masser af inspiration at hente, hvis du vil spise flere grønsagsbaserede retter. Vi ville ønske, vi selv kunne tage lige smukke billeder som Camilla. 

12. Vanloseblues 

Uanset om du selv er en haj til madlavning eller ej, vil du helt sikkert elske at følge den grønsagspassionerede Instagram-profil vanloseblues, der laver de flotteste, varierede retter. Prøv bare engang at se dette skønne billede af disse bløde og luftige bao buns – vi kan i hvert fald ikke stå for dem! 

Profilens lækre opskrifter finder du desuden på bloggen af samme navn. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.