Lækker burger og milkshakes
Lækker burger og milkshakes © Instagram @grillenburgerbar @andreacopenhagen

Elsker du milkshake og burger? Så skal du prøve disse 11 steder

Ikke meget andet går bedre med en stor og snasket burger end en lige så lækker milkshake!

9. februar 2020 af Helene Desirée Jørgensen

“Du er min burger, jeg er din milkshake.” Et mere klassisk makkerpar skal du da lede længe efter, og vi er fans! Du kan altid spise burger og milkshakes, og du skal heldigvis ikke så langt væk for at få fingrene i denne lækre kombi. Så om du skal have noget til at pleje tømmermændene med eller bare er i humør til en lækker, snasket burger med en milkshake, bliver du nødt til at besøge disse 12 steder. 

1. Den Originale Burgerrestaurant på Vesterbro

Hvis du er til en autentisk burgerrestaurant i urban omgivelser, skal du læse med her. Stort set alt på deres menukort er hjemmelavet, og her er der virkelig kræset for detaljerne. Så om du er til den klassiske burger eller den mere utraditionelle med eksempelvis blå ost eller chili-relish, har Den Originale Burgerrestaurant Vesterbro et spædende udvalg. Her kan du også smage den berømte vanilje-lakrids milkshake – den skal vi i hvert fald have næste gang! 

Findes også på Østerbro. 

2. Sallie's Restaurant & Snackbar i Albertslund 

Rejs tilbage i tiden, og oplev 1950'ernes unikke dinerstemning på Sallies Restaurant & Snackbar lige uden for København. Om du er til bøf, pulled pork eller kylling, har Sallies alt for en hver smag. Som bonus var det her, Danmarks første cheeseburger blev serveret i 1955, og dén kan du nyde med en Original Coffee-shake eller en af de mange andre hjemmelavede og velsmagende milkshakes fra menukortet. Vi tør næsten garantere, at du ikke går sulten derfra! 

3. Marcello's i Kolding

Hvis du er et ægte cafemenneske og elsker den særlige hyggestemning, skal du prøve en af de mange Marcellos-restauranter. Her er fokus på dejlige omgivelser og lækker mad med et tvist! Og hvis du har mod på det, kan du prøve deres specialburger med 800 gram kød. Derudover er der skruet max op for hyggen med det store desserkort (selvfølgelig), og du kan let blive fristet af en af de storslåede milkshakes toppet med donuts og Oreos!  

Findes også i Odense, Sønderborg, Vejle og Holstebro. 

4. Shakedown på Frederiksberg

Denne burgerbar i hjertet af Frederiksberg har måske det største udvalg af milkshakes i Danmark – helt nøjagtigt 17 slags med alt fra mango/passionsfrugt til Ferrero Rocher/Kinder Bueno – mums! Derudover kan du vælge, om du vil spise en stor burger eller tre små burgere, de berømte sliders – eller måske begge dele? Så hvis du mangler noget guf til din instastory, er Shakedown stedet, du skal tage hen! 

5. Chicago Burger i Odense 

Hvis du elsker meget mad for begrænset antal penge, er Chicago Burger stedet, du skal besøge. Den billigste burger koster kun 20 kroner, og med en stor og lækker milkshake bliver måltidet kun 70 kroner. Men det betyder ikke, at de er gået ned på kvalitet – tværtimod! Burgerne bliver tilberedt fra bunden og lavet ud af egne opskrifter, og deres milkshakes er udført i smukke farver og pyntet med blandt andet donuts og flødeskum. 

6. Café Min Olivia i Aalborg 

Sætningen “Vi mødes på Café Min Olivia” høres ofte blandt Aalborggenserne, og dét er der en grund til. Dette sted er både for børnefamilier, pensionister og studerende, og som ekstra bonus er der også studierabat! Her kan du sidde i en lys og åben indretning og nyde godt af det store udvalg af kvalitetsburgere og milkshakes – se bare lige billedet nedenfor – behøver vi sige mere? MUMS.

7. Backyard Burger i Herning

Bor du i Herning, eller er du på besøg, så bør du tjekke dette sted ud. Hos Backyard Burger kan du opleve den lækre, rustikke New Yorker-indretning, mens du nyder en af de hjemmelavede burgere og shakes (måske blåbær eller banan?). Også her er prisen super SU-venlig, da du kan komme afsted med et måltid for mellem 80-100 kroner. Det kan noget!  

Findes også i Frederica. 

8. Stacy's Diner i Køge

Befinder du dig i Køge og leder efter et lækkert måltid, bør du tjekke dette sted ud! I ægte retro stil med farverne lyserød og lyseblå, jukeboxen og 60'er-sangene i baggrunden, kan du ikke undgå at tro, at du er med i Grease. Her kan du prøve burgerne, navnkaldt efter amerikanske termer som Cadillac og Ford Mustang og en af de mange milkshakes toppet med flødeskum og krymmelEr der andet tilbage end at sige: Tell me about it, Stud?

Findes også i Næstved. 

9. Burgershack i Herning

Hvis du køber en lækker bruger og shake her, skal du på ingen måde have dårlig samvittighed! Burgershack er et kvalitetskoncept, der laver mad ud fra tre værdier: Økologi, bæredygtighed og dyrevelfærd. Faktisk burde du købe en burger her hver måned! 

Findes i Århus, Odense, København, Horsens, Silkeborg, Aalborg, Randers, Kolding og Vejle.  

10. Burgers Anarchy i Odense

Elsker du steder, der tør være lidt anderledes? Hos Burger Anarchy vil de være nytænkende, og mange af burgerne er lavet på opskrifter, du ikke har set før. Men bare rolig, selvfølgelig findes der også de mere traditionelle burgere, hvis du er til det. Prøv for eksempel månedens burger, der i denne måned hedder Jughead Jones (fra Riverdale) med en af de dødsenslækre milkshakes, der serveres i uhyggelige maskeglas.  

11. Grillen på Christianshavn 

I den hyggelige, brostensbelagte bydel på Christianshavn ligger Grillen. Her kan du sammensætte din menu bestående af en valgfri burger, fries og mayo til 89 kroner, og hvis du vil spice måltidet lidt op, anbefaler vi en af de lækre shakes Vanilla Caramel, Double Strawberry og Choco Chocolate. Og du bestemmer selv, om du vil spise i restauranten eller tage din burger og shake med og nyde den, mens du går langs Christianshavns kanaler – det kan ikke andet end at vække smil på dine læber!  

Findes også på Nørrebro, Amagerbro, Klosterport (Aarhus), Vesterbro, Aalborg, Vejle & Herning.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.