Jordbærsorbet og jordbær med chokoladeovertræk
Hvor skal vi starte? © Getty Images

9 lækre sommersnacks, du kan lave med jordbær

Hvem skal du lave disse jordbærsnacks med?

11. maj 2020 af Zenia Andine Kehlet

Hvis der er noget, vi forbinder med sommer, så er det danske, friske, søde jordbær! Det røde bær er genialt i koldskål, på morgenmaden eller som en sød snack med chokolade. Faktisk findes der en lang række lækre sommersnacks med jordbær, og vi har samlet nogle af dem her – velbekomme!

Vidste du forresten, at jordbær er rige på C-vitamin? Se syv interessante facts om jordbær i videoen herunder:

1. Jordbærchips

Ja, du læste rigtigt! Det er ikke kun æblechips, der kan noget. Jordbærchips er i den grad også lækkert. Bag dine jordbærchips i ovnen ved 100-120 grader, indtil de er helt tørre. Vend dem lige én gang undervejs, og så er der lækre jordbærchips!

2. Yoghurtdyppede jordbær

Dyp dine jordbær i en lækker yoghurt – du kan altid vælge din yndlings, men vi kan anbefale vanilje. Når det er gjort, så skal de bare i fryseren, og så er der lækre jordbær! 

3. Jordbærcheesecake på den lette måde

Den her er virkelig nem at lave, og samtidig er den helt vanvittigt lækker. 

Alt du skal bruge er: 

  • En masse jordbær
  • 200 g flødeost, natural 
  • 75 g flormelis 
  • 50 g stuetempereret smør
  • En smule vaniljesukker
  • En smule citronsaft

Bland det hele sammen og smag til, så er det bare at skære indmaden af jordbæret ud og fylde det op med cream cheese frostingen. 

4. Jordbærhjerter med chokolade

Nem og lækker snack, hvor du kun skal bruge jordbær, din yndlingschokolade og et grillspyd. Så skærer du bare toppen af jordbæret, så det ligner et hjerte, og så dypper du ellers bare løs. Pak dem ned, og tag dem med på date med en, du holder af.

5. Lav din egen plade chokolade med jordbær

Denne går ud til alle, der godt kan lide chokolade! Du kan nemlig vælge lige præcis din yndlingschokolade til dette formål. Start med at lave den første jordbærsnack her i artiklen – nemlig de lækre jordbærchips. Den er størstedelen af arbejdet. 

Derefter skal du smelte den chokolade, du har valgt, over et vandbad. Når chokoladen er smeltet, kan du hælde den ud i en form og derefter pynte med de tørrede jordbær. 

6. Mariehøne-jordbær

Denne er både sød og kreativ. Den kræver ikke det store, lidt smeltet chokolade og blåbær som hoved, så har du pludselig en hel sværm af mariehøns derhjemme. 

7. Champagnejordbær

Denne må siges at være en af vores favoritter – champagne og jordbær, hvad mere har vi brug for? Du er i hvert fald nødt til at prøve denne lækre snack.

Til denne snack skal du bruge:

  • Jordbær i skriver eller tern 
  • 2,5 dl Champagne, Cava eller en lækker mouserende hvidvin (Asti kan anbefales) 
  • 4-5 blade husblas
  • 100 g sukker (du kan variere lidt, alt efter hvor sød din champagne/vin er) 
  • 2,5 dl vand 
Sådan gør du:
  • Læg husblassen i vand, så den kan blive godt blød
  • Kog herefter en sukkerlage af vand og sukker
  • Vrid nu husblassen og kom den i lagen, så den smelter.
  • Lad det køle ned til stuetemperatur, inden du kommer champagnen i
  • Put jordbærrene i forme (muffinsforme af silikone er geniale) og hæld derefter din champagne over. 
  • Så skal de bare på køl til de er faste
Med denne snack bliver du helt sikkert sommerens værtinde. 

8. Jordbærsorbet

Det er slet ikke så svært, som det lyder! Jordbærsorbet kræver faktisk ikke det store af dig. Alt du skal bruge for at lave denne lækre, frosne snack er følgende: 

  • 500 g frosne jordbær
  • 1 dl vand eller juice
  • 2 tsk akacie honning (kan undlades)
  • Citronsaft

Alt du skal gøre for at lave din egen lækre jordbærsorbet er følgende:

  • Blend jordbærrene
  • Når de er blendet hælder du vand eller juice i, til du føler det har den rette konsistens (det skal samle sig, men uden at blive flydende!) 
  • Du kan herefter vælge at søde den med honning
  • Smag den til med citronsaft
  • Når du er tilfreds med smag og konsistens hælder du det i en form og putter den i fryseren. Voilà – en lækker jorbærsorbet

9. Glaserede jordbær

Vi troede ikke, at jordbær kunne blive bedre, men se nu lige her.

Du skal bare bruge sukker, vand, jordbær og et termometer. 

200 g sukker og 0,5 dl vand bringes i kog. Når sukkerlagen rammer 150 grader, skal du skrue ned for varmen. Nu er den klar til, at du kan dyppe dine jordbær.

Obs: Brug grillspyd, når du dypper dine jordbær, så du ikke brænder dig på sukkerlagen! Det er vigtigt at sukkerlagen når op på 150 grader, ellers når du ikke stadiet, hvor din sukker bliver sprød, når den køler ned igen.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.