Sjove facts om julesmåkager
Hvilken julesmåkage er din favorit? © Getty Images

7 sjove facts, du ikke vidste om julens lækre småkager og godter

Hvad er sammenhængen mellem hårdkogte æg og vaniljekranse?

5. december 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Pebernødder, brunkager, æbleskiver og vaniljekranse er bare nogle af de mange lækre julesmåkager og godter, som vi nyder (i store mængder) hver december. 

Men har du nogenside tænkt over, hvilken julekage der er ældst, eller hvem der har opfundet brunkagen? Det kan du finde ud af nu! 

Læs syv sjove facts om julekager og godter lige her. 

1. Pebernødder 

I gamle dage kunne folk ikke bare trykke på en knap, og så var ovnen 200 grader varm, ligesom vi kan i dag. Derfor skulle ovnens varme også udnyttes til fulde, når den endelig havde fået varme. Derfor brugte folk den sidste varme til at lave pebernødder, som blev til stenhårde kugler. Det var vores tandlæge vist ikke blevet for glad for.  

2. Klejner 

Klejnen er den ældste julekage, vi kender. Den er faktisk så gammel, at den kan spores helt tilbage til middelalderen. Wow, gad vide, om de også blev friturestegte dengang? 

3. Brunkager

Vi kan takke Danmark for, at vi i decembermåned kan nyde sprøde brunkager i lange baner. Det er nemlig en dansker, der i middelalderen opfandt den sprøde, brune småkage. Dengang gik den bare under navnet peberkage. 

4. Vaniljekranse

Mmm, de lækre, sprøde småkager med et sødt lille hul i midten – vi kender dem allesammen, nemlig vaniljekransene. Men vidste du, at opskrifter på vaniljekranse i 1895 indeholdte hårdkogte æg?! Det havde vi alligevel ikke gættet på. 

5. Æbleskiver

Har du nogenside tænkt over, hvorfor en æbleskive hedder en æbleskive, når der jo ikke er æbler i? Det kommer sig faktisk af, at æbleskiver i 1700-tallet bestod af tynde skiver af æbler vendt i mel og æg og efterfølgende stegt i smør. Så foretrækker vi nu alligevel den nutidige runde æbleskive. 

6. Risengrød

Har du nogenside tænkt over, hvorfor vi kun spiser risengrød i julen og ikke resten af året? 

Det er der nemlig en god grund til. Grød har altid været en del af danskernes spise, og op til jul ville familierne gerne gøre grøden lidt finere, og derfor fandt de på at koge den på mælk fremfor vand. Derfor er risengrød blevet forbundet med jul. 

7. Gløgg

Er julehygge uden gløgg overhovedet julehygge? Den lækre, varme drik blev opfundet af Romerne, som begyndte at varme vinen i vintertiden for at holde sig varme. Derudover var det også en måde, hvorpå de kunne gøre dårlig vin mere velsmagende – det er da smart!