En kvindes sunde hud pleje
© iStock

Spis dig til smuk, ren, klar hud

Skønhed kommer virkelig indefra!

13. februar 2018 af Mette Andrea Boesgaard og Amalie Kjær Boel

Dyre cremer, dampbade, omhyggelig afrensning af makeup og en god foundation er alt sammen meget godt, men det er kun delvis vejen til fejlfri hud a la den, Hollywood-stjerner og modeller lægger for dagen. Skønhed og en fejlfri hud kommer nemlig indefra, og især sidstnævnte har en hel del at gøre med den mad, du putter i munden. 

Woman giver dig her de fire gode kostråd til, hvordan du spiser dig til en strålende smuk hud.

1. Spar på det hvide brød

Ja, pommes fritter giver virkelig bumser - men ikke på grund af de store mængder af fedt i dem. Bumse-fremkalderen er derimod selve kartoflen, viser en tidligere undersøgelse. En gruppe forskere nærstuderede madvanerne hos 1.200 – 100 procent – bumsefri paraguyanske jægere og samleres, og de fandt frem til, at paraguyanerne spiser dramatisk anderledes end de fleste af os her i Vesten. 

Deres kost bestod nemlig stort set kun af protein, frugt og grønsager, og den var aldeles ribbet for simple kulhydrater som hvidt brød, pasta, ris, kartofler og slik – og det fylder jo som bekendt en del i vores kost. 

Deres konklusion var, at vores hang til simple kulhydrater får vores insulinniveau til at stige drastisk, og det leder til reaktioner, der i sidste ende medfører bumser. Hvis du vil have en fejlfri hud, skal du derfor erstatte de simple kulhydrater med fuldkornsbrød og pasta og brune ris – de nedbrydes langsommere og giver ikke den bumsefremkaldene insulin-rus som hvidt brød, pasta og ris gør. Og ellers kan du også høre hudlægens råd til, hvordan du kan slippe af med uren hud lige her

Hvidt brød er ikke sundt
© iStock

2. Spis masser af fisk

Fisk er rig på fedtsyrer som omega-3 og omega-6, der modvirker betændelsestilstande i kroppen. Betændelse får cellerne til at blokere porerne, og det giver akne – på længere sigt kan det også betyde rynker. Laks, makrel og tun giver flest af de sunde fedtsyrer, men hvis du ikke er så vild med fisk, kan du også finde de gode fedtsyrer i mandler, hasselnødder og hørfrø, som er en måde for dig at spise dig til en smuk, ren, klar hud. 

3. Farvel til rødme-maden

En anelse farve i kinderne er kønt – men blodrød rødmen fra isse til kraveben er ikke så klædeligt og ønskeligt. Hvis du har tendens til rødmen, så vær opmærksom på, at visse former for mad og drikke kan få dig til at rødme? Det drejer sig for eksempel om krydderier, saltet og røget kød, smagsforstærkere som det tredje krydderi (natriumglutamat) og alkohol (især rødvin).


Disse former for mad får nemlig blodkarene til at udvide sig, og det giver røde kinder og rødmende pletter på hals og bryst. Alle reagerer dog individuelt på mad, så hvis du vil undgå rødmen, så vær opmærksom på, hvad der får netop dig til at blusse op.

Kvinde med røde kinder
© iStock

4. Spis masser af olivenolie

Hvis du undgår fedtstoffer for at holde taljen slank og numsen blæver-fri, så kan det godt være, at dit ansigt betaler prisen. Mange unge kvinder har tør hud, der skaller og flager, fordi de ikke spiser nok fedtstoffer – hvis du får mindre end 20 gram fedt om dagen (ca. 2 spiseskefulde olie) er din hud nemlig ikke i stand til at smøre sig selv. 


Ikke nok med, at din hud ser tør og trist ud netop nu, fordi du undgår fedtstoffer – det kan faktisk også give rynker på sigt: Uden fedt kan din krop ikke optage A-vitaminer, og dem har din hud brug for for at forebygge aldring. Derfor: Smid nogle avocadoer og nødder i salaten og kom lidt olivenolie ovenpå – det skader ikke!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori