© iStock

Sundhedsmyter: Er brændt grillmad farligt?

Du griller, og din bøf bliver forkullet. Må du spise den alligevel? Vi har spurgt en ekspert

14. juli 2015 af Tine Sandorf

Det er næsten umuligt at grille, uden at noget af maden bliver så varm, at den i stedet for at få en lækker skorpe ender med sorte hjørner. Og der er da også noget virkelig autentisk og lækkert over den brændte grillsmag, der møder smagsløgene, når du kommer et overgrillet stykke mad i munden. Men er det egentlig farligt at spise noget, der er brændt?

“Generelt bør du undgå at spise mad, der er blevet så varmt, at det er brændt. Grunden til det er, at der dannes visse kræftfremkaldende stoffer, når fødevarer bliver udsat for alt for høj varme. Den brændte overflade, der ofte ses på grillet kød eller brød, er et dårligt tegn og bør kasseres,” siger klinisk diætist Maria Felding, der er cand. scient. i klinisk ernæring og har sin egen klinik.

 

Så gør, hvad du kan for at undgå, at maden bliver brændt, og er uheldet ude, så skær de sorte stykker af, og vær især opmærksom, hvis du er typen, der tænder op i grillen, så ofte du kan komme til det. For det er ikke sådan, at du får kræft af at spise brændt mad af og til, men du skal ikke gøre det for ofte.

 

Vær ekstra opmærksom på kød
Selv om al mad bliver mere usund af at blive så varm, at den bliver brændt, er det især kød, som, du skal være opmærksom på. For der dannes både stofferne HCA og PAH, som begge menes at være kræftfremkaldende.

“HCA dannes i selve kødet, og PAH dannes, når fedtstofferne i kødet rammer kullene og efterfølgende trænger ind i kødet gennem osen. Derfor kan det godt betale sig at vælge mere fedtfattigt kød til grillen, så der drypper mindre fedt ned på kullene,” siger Maria Felding.

Og så gælder det altså om at undgå at lægge maden på, når grillen er på sit allervarmeste og generelt holde godt øje med maden, når den ligger på risten.

Læs mere fra samme kategori