© iStock

Sundhedsmyter: Er jo mere protein jo bedre?

Protein er livsnødvendigt. Det ved du. Men ved du også, om du kan få for meget?

22. juli 2015 af Tine Sandorf

Proteiner er blevet in. Vi hører tit, at vi skal spise løs, og at det især gælder, når vi har trænet, men er det nu sandt?

“Ligesom det gælder med vitaminer, mineraler og andre essentielle næringsstoffer, så er mere ikke nødvendigvis bedre. Ofte tværtimod. Det gælder også protein,” siger klinisk diætist Maria Felding, som er cand. scient. i klinisk ernæring og ejer af sin egen klinik, og hun forklarer, at det faktisk ligefrem kan være skadeligt at spise for meget protein. For et højt proteinindtag er forbundet med øget risiko for kræft, diabetes, hjertekarsygdom, inflammatorisk tarmsygdom og andre alvorlige sygdomme.

Du skal altså ikke bare kaste i dig med kylling, oksekød, tun og skyr – også selvom du træner. Din krop har nemlig ikke brug for særlig meget. I praksis har en kvinde på 60 kilo brug for 45 gram om dagen, og langt de fleste af os får allerede langt mere end det.

 

Variation er vejen frem

Men der findes jo masser af slankekure og kostplaner, som forguder proteinerne, tænker du måske, så hvorfor er det så ikke sundt at spise løs?

“Det, man skal huske på, er, at selvom en kost rig på protein kan føre til vægttab, betyder det ikke, at det er en sund kostform at leve efter. Protein er en vigtig og uundgåelig del af en sund kost. Men protein i sig selv gør ikke kosten sund. Og mere er bestemt ikke bedre,” siger Maria Felding.

Til gengæld gør variation og kostfibre din kost sund – og kostfibre, som du for eksempel får fra grove grøntsager, bælgfrugter, bær og groft brød, er generelt noget, de fleste af os får alt for lidt af, selvom de er sundhedsfremmende.

Så gå efter at spise forskelligt hver dag. Så får du automatisk protein nok.

 

Læs mere fra samme kategori