Koldskål med kammerjunkere
Sommer er lig med litervis af koldskål!© Getty Images

6 ting, du sikkert ikke vidste om koldskål

Hvorfor hedder det egentlig kammerjunkere?

18. maj 2022 af Rie Kirkebjerg

Lige så snart sommeren rammer Danmark, skal vi til den igen: Den evige diskussion om kammerjunkere skal hele eller knækkede ned i koldskålen. Vi tager dog glædeligt del i diskussionen, hvis bare der er koldskål involveret, for der findes ikke noget mere sommerligt og forfriskende end den lækre spise!

Men hvad er koldskål egentlig? Og hvorfor hedder det kammerjunkere? Bliv klogere på din favoritsommersnack her.

1. I gamle dage blev koldskål lavet med øl

Engang var koldskål ret anderledes end den forfriskende kærnemælkskoldskål med kammerjunkere, vi kender i dag... I gamle dage blev koldskål nemlig lavet ved at krydre øl med sukker, citron og kanel – og herefter tykne det med rugtvebakker eller brød. 

Vi må ærligt indrømme, at den udgave, vi selv laver eller snupper fra hylderne i supermarkederne i dag, lyder langt mere lækker – så tager vi hellere en kold øl ved siden af, tak!

2. Kærnemælkskoldskål blev opfundet i slutningen af 1800-tallet

Vi er ret glade for, at øl-koldskålen er ude, og at kærnemælkskoldskålen er inde, og skiftet skete i slutningen af 1800-tallet, hvor kærnemælk blev opfundet. Kærnemælk er syrnet, og smagen kender du nok som syrlig og frisk. Perfekt i kombination med de søde kammerjunkere!

3. Vi spiser koldskål i jordbærsæsonen

Ifølge kommunikations- og analysechef i Coop, Lars Aarup, følger salget af koldskål jordbærsæsonen. Det skriver DR

Når vi (endelig!) kan finde danske jordbær i supermarkederne og i små boder på landevejen, får vi altså også mere lyst til at fylde køleskabet med koldskål. Og det giver egentlig rigtig god mening, for har du nogensinde prøvet koldskål med friske jordbær i? 

4. En kammerjunker er i familie med en tvebak

Hvad er en kammerjunker egentlig? Den er tør, den er sød, og så smager den bare vanvittigt godt sammen med den syrlige koldskål. 

Faktisk er en kammerjunker hverken en småkage eller en kiks, og det nærmeste, vi kommer på at kunne sætte en titel på det lækre bagværk, er en tvebak. I gamle dage blev kammerjunkerne nemlig altid bagt som små boller og derefter skåret over, hvorefter de røg i ovnen igen. Det er det samme, en tvebak skal igennem, så en kammerjunker kan godt siges at være i familie med tvebakken. 

5. Hvorfor hedder det kammerjunkere?

Det er svært at forestille sig en kammerjunker som andet end de lækre tvebakker (som vi lige har lært, at kammerjunkerne er i familie med), vi overøser vores koldsskål med om sommeren. Men faktisk blev ordet “kammerjunker” i gamle dage brugt om et embede i hoffet. 

En kammerjunker var under en kammerherre og lå derfor nederst i hierarkiet. Og hvad gjorde sådan en en kammerjunker så, tænker du måske? Opvartede de adelige og personer ved hoffet! 

6. Vi drikker over 1 million liter koldskål om ugen

... i sommermånederne altså! I en uge med varme temperaturer i Danmark kan det samlede koldskålssalg nemlig ryge op over en million liter – og sommetider 1,5 million. 

I sommer 2018, hvor varmen og tørken i Danmark var ubeskrivelig, slog salget af koldskål alle rekorder. Den sommer blev der fra april til og med august solgt svimlende 14,4 millioner liter koldskål!

Kilder: Dr.dk, Videnskab.dk, Arla.dk