De fleste af os synes nok ikke, at det er verdens sjoveste opgave at svinge støvsugeren på ugentlig basis (eller oftere eller sjældnere – vi dømmer ikke!). Alligevel kan de fleste af os nok blive enige om, at en støvsuger er en ret genial opfindelse og mega praktisk at eje!
Har du (ligesom os) tendens til at lade din støvsuger spise alt, hvad den kan komme i nærheden af af støv og andre (lidt ulækre) sager i dit hjem? Så vil du måske blive overrasket over, at det faktisk slet ikke altid er den bedste løsning.
Der er nemlig en række ting, du bør holde din støvsuger langt væk fra. Læs om syv ting, du faktisk slet ikke burde støvsuge, her.

1. Glasskår
Store glasskår kan ødelægge støvsugerposen og i værste tilfælde hele din støvsuger, da de skarpe skår kan sætte sig fast i slangen. Så medmindre du bare drømmer om at svinge forbi Harald Nyborg for at se efter en ny støvsuger, anbefales det altså, at du i stedet bruger en fejebakke til at fjerne skårene fra det vinglas, du kom til at vælte. Det er dog en god idé lige at lade støvsugeren fjerne de sidste glasrester, så du undgår at træde i små skår senere.
2. Pottemuld, planter og jord
Enhver plantemors værste mareridt er, at ens plantebabyer skal komme til skade. Desværre er det alligevel dét, der sker engang imellem. Taber du en af dine potteplanter på gulvet, så er det ikke nogen god idé at bruge støvsugeren til at fjerne resterne af planten eller jorden. Du kan risikere, at der kommer bakterievækst eller endda skimmelvækst i selve støvsugeren – og det lyder bestemt ikke lækkert!

3. Våd mad
Hvis du kommer til at tabe din tallerken med spaghetti og kødsauce eller din skål med suppe på gulvet (vi græder med dig!), bør du også undgå at finde støvsugeren frem. Vand og våde eller fugtige genstande er heller ikke venner med din støvsuger – og ligesom med punkt nummer to kan der også her komme bakterie- og skimmelvækst. Endnu mere ad!
4. Makeuprester
Én ting, som er mindst lige så irriterende som at tabe din tallerken med spaghetti på gulvet, er at tabe den splinternye pudder, du netop har fået med dig hjem. Du bør dog undgå at lade støvsugeren få fat i resterne, da de faktisk kan smelte og ødelægge din støvsuger. Dét vidste vi ikke!
5. Store totter af hår
Har du fået din veninde til at klippe dit hår hjemme i køkkenet, så bør du benytte en fejebakke til at fjerne de største hårtotter, som helt sikkert vil pryde dit gulv efterfølgende. De store totter kan nemlig skabe propper i støvsugeren, som vil gøre, at den ikke vil fungere lige så godt fremadrettet (nogle gange vil du dog godt kunne fjerne hårbolden igen).

6. Aske, savsmuld og andet fint støv
Har du en brændeovn derhjemme, bør du ikke støvsuge asken op, da den oftest vil være for fin til overhovedet at kunne være i støvsugeren. I stedet vil den typisk ende tilbage ude i rummet, hvor du prøvede at fjerne den fra. Det gælder også for savsmuld og andet fint støv, som også kan tilstoppe din støvsuger og få den til at brænde sammen.
7. Hårnåle og andre småting
Hvem har ikke prøvet at miste en hårnål, en LEGO-klods eller en ørering til støvsugerens gab? Udover at uheldet er mega irriterende, og at du ofte vil forsøge at lede hele støvsugerposen igennem, hvis du er desperat, så kan de små dele faktisk også skade motoren i støvsugeren. Så kast altid lige et ekstra blik på gulvet, inden du sætter den larmende maskine i stikkontakten.
Kilde: Boligmagasinet.dk, idenyt.dk