Cher fra Clueless
Det kan godt være en uoverskuelig opgave at rydde op, men det betaler sig. © Paramount Pictures

7 ulækre fejl, vi alle begår i soveværelset

Støvsugeren skal vist i gang noget oftere

10. marts 2019 af Amalia Kristiansen

Du tænker måske ikke over det, men din seng huser altså andre gæster end dem, du selv inviterer. Støvmider er en velkendt gæst i din seng, og bare tanken om, at de næsten er uundgåelige, giver os myrekryb. 

Måske gik du og troede, at du faktisk havde helt styr på rengøringen i soveværelset, men har du nu også det? 

Vi har samlet syv fejl, som vi i hvert fald selv kan nikke genkendende til at have begået.  

1. Du lufter for lidt ud

Indeklimaet i soveværelset bliver hurtigt fugtigt, og derfor er det nødvendigt at lufte ud. Du lufter sikkert allerede ud, men du skal faktisk gøre det mere, end du tror. 

Det anbefales af Sengezonen, at du lufter ud minimum tre gange dagligt og i mindst fem-ti minutter ad gangen, så luften bliver udskiftet jævnligt. Du kan med fordel gøre det, mens du børster tænder. Husker du desuden at skifte din tandbørste ud? Vi har også samlet ulækre fejl, som vi begår på badeværelset

2. Du har det for varmt

Luften i dit soveværelse skal have en ganske bestemt temperatur, for at det er sundest for dig. Det skal hverken være for varmt eller for koldt, men en god middeltemperatur på omkring de 15-20 grader. 

Både hvis det bliver for varmt eller for koldt, kan du nemlig risikere af få besøg af fugtskader og støvproblemer. Fugtskader kan i værste fald resultere i skimmelsvamp, og det er absolut ikke en særlig rar gæst i hjemmet. 

3. Du skifter sengetøj for sjældent

Det anbefales, at du som minimum skifter sengetøj hver 14. dag. Det kommer dog også an på, hvor meget du sveder i løbet af din dag. Hvis du er meget fysisk aktiv (og måske skipper badet efter træning), skal sengetøjet altså skiftes endnu oftere. 

Når du sover, udskiller du nemlig døde hudceller, og støvmiderne i din seng lever af døde hudceller. Så jo længere du har dit sengetøj på, jo flere støvmider kommer der. 

4. Du vasker aldrig din dyne og pude

Dine dyner og puder skal også have en vask engang imellem og som udgangspunkt ved minimum 60 grader. Husk dog lige at tjekke vaskeanvisningen først, så du sikrer dig, at de ikke bliver ødelagt. 
Det anbefales, at du vasker både din dyne og pude mindst fire gange om året, og de skal have en gang i tørretumbleren efterfølgende, så fjerene puffes op igen. 

5. Dit tøj hænger fremme

Det ser jo så vanvittig flot ud, når tøjet hænger helt farvekoordineret på tøjstativet, men det er altså en støvmagnet, der vil noget. 

Når dit tøj hænger fremme, støver det nemlig mere, end når det er lagt sammen i et skab. Støvet spreder sig ud i soveværelset, og pludselig er der støv overalt – selvom du lige støvsugede i går. 

6. Du bruger pladsen under sengen som opbevaring

… hvilket er fint, hvis du sorterer tingene i kasser. 

Selvom det er nemt at smide tøjet under sengen, når du rydder op, så er det altså ikke særlig smart. Pladsen under sengen samler nemlig utroligt meget støv, så du skal gerne have støvsugeren derind mindst to gange om ugen for at forhindre, at støvmiderne holder fest under din seng. 

7. Du støvsuger for sjældent

Du tænker måske, at én eller to gange om ugen er nok, men der tager du faktisk fejl. Sengezonen anbefaler nemlig, at vi skal støvsuge i soveværelset hver evig eneste dag. 

Støv består af døde hudceller og hår, og det elsker støvmiderne. Vil du derfor mindske mængden af støvmider, så kan du med fordel støvsuge mere. (Hvis du støvsuger mere, så samler der sig heller ikke lige så meget støv under sengen). 

Det kan være, at rengøringsfreaken Monica fra Venner blegner, når du går i gang med rengøringen efter den her artikel. Vi har i hvert fald givet den ekstra gas til forårsrengøringen! 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori