Sådan sparer du mere tid om morgenen (så du kan sove lidt længere)

Nu kan du snooze med god samvittighed

21. oktober 2016 af Amalie Caroline Møller Bonde

Elsker du din seng liiiiidt for højt?, og sukker du dybt, når uret ringer (alt for) tidligt om morgenen? Så læs med her.

Vi har samlet seks gode råd til, hvordan du med god samvittighed kan snooze om morgen. Det eneste, det kræver, er et par minutters forberedelse om aftenen.

1. Læg tøj frem om aftenen

Tøjkrise om morgenen er oftes det, der stjæler mest tid, inden du skal ud døren. Planlæg derfor dit outfit om aftenen, og læg det klar, så det er lige til at hoppe i. Du vil virkelig takke dig selv!

2. Pak din taske

Pak dine studiebøger, nøgler, vanter, og hvad du ellers skal have med dig på farten. Så sparer du værdifulde minutter, som kan bruges meget bedre: i din seng.

Snooze med god samvittighed | find tøjet frem
© iStock

3. Gå i bad om aftenen

Tag badet om aftenen, og tør hår, smør dig ind i creme og så videre, før sengetid. Så er der mellem en halv og en hel time ekstra at hente... til dejlig søvn! Ahh!

4. Læg din makeup frem 

Det er virkelig ærgerligt, at man ikke kan tage sin makeup på om aftenen. Det ville blive noget pænere end det hastværk, der ofte kun er tid til fra morgenstunden. Men du kan gøre det næstbedste: Gør alt klar, så dine produkter ligger klar ved spejæet. Så slipper du for at grave febrilsk rundt i din makeup-pung efter BB-creme og vælte vatpindene ud over hele gulvet (come on, indrøm nu bare: det har du også gjort!). 

Du vil føle dig så tjekket, og vigtigst er, at du sparer fem minutter, som du kan snooze for.

Snooze med god samvittighed | makeup
© iStock

5. Lav en dobbelt portion aftensmad

Der er ikke noget værre end de dage, hvor du ikke liiige har fået lavet madpakke og derfor ender med bruge 30 kr. på at købe noget, der egentlig ikke er lækkert. Lav derfor en ekstra stor portion af kødsovsen, som du alligevel spiser til aftensmad. Mmm, hjemmelavet frokost. So good!

6. Gør morgenmaden klar

Uden at lyde helt fanatisk, kan du også spare en del tid (eller ja okay, bare et par sekunder), hvis du sætter din tallerken til havregrynene frem om aftenen (nej, du skal ikke hælde mælk i), kaffekop eller hvad du nu ellers plejer at spise om morgenen. Du får følelsen af, at morgenen bare glider... og som vi ved af erfaring, tæller hvert sekund jo, når man gerne vil sove længere om morgenen!

Snooze med god samvittighed | gør morgenmaden klar
© iStock