Bæredygtighed er på alles læber, og det er vigtigere end nogensinde, at vi alle forsøger at blive bedre til at passe på miljøet. Og nogle gange kan mange af os have vildt dårlig samvittighed over, at vi alligevel ikke gør nok.
Men det behøver ikke kun at være mega uoverskueligt at skabe en lidt mere bæredygtig hverdag. Der er nemlig mange simple ting, vi kan gøre for at skåne vores kære Moder Jord.
Start i hjemmet
Faktisk er det en god idé at starte med at kigge rundt i dit eget hjem – for der findes masser af ting i netop hjemmet, som ret nemt kan erstattes af mere miljøvenlige alternativer. Og i det hele taget er det ofte muligt at spare nogle penge, når du først går i gang med at omlægge dine vaner.
På listen herunder har vi samlet nogle af de ting i hjemmet, som let kan blive mere miljøvenlige.
1. Sugerør af metal, glas eller bambus
Kan du (ligesom os) heller ikke drikke en eneste tår af din vand eller Pepsi Max uden et sugerør, er det en god idé at investere i nogle, der ikke er lavet af plastik. Vælg hellere sugerør lavet i metal, glas eller bambus.
2. Indkøbsposer af stof
Vil du spare nogle kroner for en plastikpose i Bilka og samtidig skåne miljøet, kan du i stedet vælge en indkøbspose lavet af stof. Er du en haj til at sy, kan du også lave en af den gamle dug, du har liggende, og som du har arvet af din farmor. Men hvis du i forvejen har plastikposer liggende, kan du med fordel bruge dem om og om igen!
3. Opvaskebørster i naturlige materialer
Vi ville ønske, at vi aldrig behøvede at vaske op... Men når vi nu ikke har en personlig opvasker (bortset fra vores kærester), så vælger vi at investere i en opvaskebørste uden plastik. En opvaskebørste af træ er et godt alternativ, og ofte kan du købe en med udskifteligt hoved, så du ikke skal smide hele børsten væk, når den engang har skrubbet lidt for mange tallerkener med lasagnerester.
4. Genanvendelige isterningbakker
De typiske isterningeposer af plastisk er ikke særlig gode for miljøet, og i stedet kan du vælge nogle isterningbakker, som holder i længere tid – eksempelvis disse søde silikoneformer med kattehoveder. Meow.
5. Servietter af stof
I stedet for at bruge papirservietter når du skal diske op med det helt store måltid til middagen med veninderne, kan det være en god – og smuk – løsning af vælge nogle flotte stof-servietter.
6. Tandbørster i naturlige materialer
Tandbørsten er et fast inventar på badeværelset, og når vi lige husker at udskifte den med jævne mellemrum, bliver det hurtigt en hel del plastik, vi smider ud. Her kan en tandbørste af eksempelvis bambus være en god løsning.
7. Miljøvenligere barberskrabere
Hvis vi skal barbere vores ben, vil vi gerne vælge en barberskraber af eksempelvis metal, hvor vi kun behøver at udskifte barberbladene. Den vil typisk holde i rigtig mange år!
8. Genanvendelige vatrondeller
Vi tør slet ikke tænke på, hvor mange vatrondeller vi har smidt i skraldespanden gennem årene – men det må være rigtig mange! Som et alternativ kan det i stedet være smart at vælge nogle genanvendelige af slagsen, som nemt kan smides i vaskemaskinen.
9. Genanvendelige drikkedunke
Kan du heller ikke undvære din daglige kaffedosis, og er du også dybt afhængig af at kunne have den med på farten? Og kan du nooogle gange også finde på at drikke lidt vand? Så er det en god idé at investere i drikkedunke, der både fungerer til varme og kolde drikke. Stay hydrated!
10. Skærebrætter i træ
Når du skal afprøve dine skills i køkkenet og skære tomater og agurker i lange baner, er det smart at gøre det på et skærebræt i træ hellere end plastik. Og så pynter træ-skærebrætter også rigtig meget!
11. Madpapir af bivoks
De såkaldte bee's wraps er ret geniale og et godt alternativ til eksempelvis sølvpapir. Ofte findes de i mange flotte farver, motiver og størrelser. Og de kan bruges flere gange! Vildt smart!
12. Genanvendelige opbevaringsposer
Hvis du ønsker at undgå unødvendig plastik, når du skal opbevare mad på hylder, i skuffer eller i køleskabet, kan du vælge nogle opbevaringsposer, som du nemt kan vaske og bruge igen og igen.
13. Velduftende sæbebarrer
Sæbebarrer som den, din mormor med garanti altid havde liggende på badeværelset, da du var barn, er blevet populære igen. De er nu også ret smarte og mindsker brugen af plastik på badeværelset. Og så dufter de dejligt og ser ofte flotte ud!
14. Menstruationskopper
Måske har du allerede udskiftet de traditionelle bind og tamponer med den populære menstruationskop. Og det er et godt valg i forhold til både pengepungen og miljøet!
15. Stempelkander
Når kaffen skal brygges, kan det være en god idé med en stempelkande i stedet for engangskaffefiltre eller kapsler. Alternativt er det også en mulighed at investere i genanvendelige kaffefiltre.
16. Smarte vaskeæg
Når du skal bruge hele din tømmermændsramte søndag på at vaske tøj, kan du i stedet for vaskepulver bruge et smart vaskeæg. Det kan genbruges flere hundrede gange – og koster ikke særlig meget!
17. Te-æg af metal
Vi kan nogle gange finde på at skifte kaffen ud med te – bare for at variere det hele en lille smule. Et te-æg er en god erstatning til de almindelige te-poser, der ofte indeholder en hel del mikroplast, som hverken er godt for os eller miljøet.
18. Bambusplastre
Let's face it – vi kommer alle til skade af og til (nogle måske liiidt mere end andre). Men når uheldet er ude, er bambusplastre en alternativ løsning til de andre forbindinger, der ikke er lige miljøvenlige.