Kvinde der sover i sin seng
Din skønhedssøvn er ikke noget du skal gå på kompromis med. © Getty Images

8 tips til at sove bedre i dit soveværelse

Forvandl dit soveværelse til boligens lækreste rum med disse tips!

17. marts 2020 af Helene Desirée Jørgensen

Kender du det, når du vågner op om natten mega frisk og bare ikke kan sove videre? Du vender og drejer dig, og når du så (desværre) kommer til at kigge på klokken, indser du, at du har ligget søvnløs i to timer. Så kunne det være et tegn på, at det er på tide at give dit elskede soveværelse et nyt og forbedret løft, da indretning, farver og temperaturen faktisk påvirker din søvn mere, end du måske lige tror.

Men hvor skal du så starte? Frygt ej! Vi har samlet de bedste tips til netop denne opgave, da et smukt og indbydende soveværelse er selvforkælelse på højt niveau! Og er der noget, vi elsker, så er det selvforkælelse – og søvn!

1. Hold dit værelse koldt 

Først og fremmest skal du passe på med ikke at have det for varmt om natten. Hvis du vil sove godt, skal du skrue ned for radiatoren, da den optimale temperatur ligger mellem 15 og 22 grader. Derudover er det vigtigt at få luftet ordentligt igennem, så start eventuelt din morgen med at åbne vinduet. 

2. Sluk lyset 

Et mørkt værelse er forbundet med en god nattesøvn. Hvis der er mørkt, tænker kroppen automatisk, at det er på tide at gå i seng, og jo mørkere rummet er, jo større chance for at falde i søvn! 

Med et par gode mørklægningsgardiner kan du selv kontrollere sollyset. Af lamper anbefales det, at du investerer i nogle med en lyddæmpende funktion, så du kan skabe en hyggelig atmosfære. Og husk at slukke for al elektronik og lade være med at tjekke din mobil lige inden sengetid, da det kunstige lys vil forværre din nattesøvn. 

3. Skru ned for lyden

Både høje og lave lyde er med til at forstyrre din søvn, så derfor skal du fjerne alt, hvad der giver lyd i soveværelse. Hvis lyden kommer udefra, kan du købe lydisolering – som eksempelvis akustikplader – til væggen. Hvis det er helt umuligt, er der altid muligheden for ørepropper, som er nogle geniale små ting, der virkelig kan gøre underværker for dig. 

4. Hold dit værelse pænt og rent

Det er meget vigtigt, at du holder orden i dit soveværelse, da det er her, du lader op og får ny energi. Du kan for eksempel organisere dine ting i nogle flotte kasser i dit klædeskab, samle dine smykker i et smykkeskrin og fjerne alt fra gulvet. Sørg også for at du får støvsuget, så dit soveværelse bliver rent og frisk at sove i. 

5. Brug kun sengen til at sove i

Din seng er din hellige base, når det kommer til søvn. Hvis der ligger alle mulige ting i den, som tøj og makeup, kan det betyde, at du ikke kommer til at ligge ordentligt. Hvem har lyst til at vågne op på en læbestift?

6. Mal væggene i den rigtige farve

Farven på dine vægge i soveværelset påvirker din søvn mere, end du måske lige går rundt og tror. De skaber stemninger, og det handler om at finde den stemning, der er bedst for dig. 

Undersøgelser viser, at farver som hvid, beige, laks og lyserød i rolige nuancer virker bedst til at give det varme og bløde skær i kroppen, når du skal sove. Hvis disse farver ikke hører under dine favoritter, kan lys blå og lys grøn også bruges, da de har en beroligende effekt på dit nervesystem og kan derfor geare kroppen ned. 

7. Feng Suei skal der til

Ifølge Feng Shui har sengens placering stor betydning for at skabe ro og harmoni i dit liv, så du derfor også sover meget bedre. Placer sengen, så hovedgærdet står op ad en væg, og helst så du har udsigt til både døre og vinduer. Det skaber størst tryghed og derfor bedre søvn. Og husk ingen hylder og billeder over sengen. Derudover skal du sørge for, at du ikke sover i dørens “skudlinje", der er det område foran døren, da det forstyrrer din energi. 

En anden vigtig del af Feng Shui er symmetri. Du skal helst have to af hver ting; ens natborde, ens natlamper og ens sengetøj, da det støtter op om parforholdet. 

8. Rent sengetøj er et must 

Der er ingen bedre følelse end at ligge sig i en seng med nyvasket sengetøj, og det er der en grund til. Beskidt sengetøj er ikke godt for din krop, da vi både sveder, savler, og ja, det der er værre om natten. Derfor bør du vaske sit sengetøj hver 14. dag for at kunne ligge blødt, rart og med god samvittighed.  

Kilder: Gørdetselv, Boligmagasinet, Isabellakreutzfelt, Bobedre, Everydayhealth

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.