Kvinde er træt af sin flirt
Kan du genkende nogle af tegnene?© Getty Images

10 små tegn på, at du er blevet træt af den, du dater

Bliver du lettet, hvis din flirt aflyser jeres aftale?

29. marts 2023 af Amalie Kjær Boel

Det kan være så skønt at have en sød person i sit liv. Ja, det er faktisk rigtigt rart at date, men nogle gange viser det sig, at det ikke skal være jer to alligevel. Eksempelvis hvis du går hen og bliver en lille smule træt af personen – eller omvendt. Det sker også til tider, at vi ikke helt selv kan se, at det ikke fungerer...

Vi har derfor samlet en liste med 10 små tegn på, at du er blevet træt af den, du dater. Hvis du kan genkende nogle af dem, kan det være, at I måske har brug for en lille pause, så du ikke går og er irriteret på ham eller hende hele tiden. 

1. Du taler ikke om din date med veninderne

En af de mere synlige tegn på, at du er blevet træt af den, du dater, er, hvis du ikke snakker om personen. Det er fair nok, hvis du ikke hele tiden taler om, hvor sødt det var, da han eller hun gav dig blomster, men hvis du slet ikke nævner personen for veninderne længere, er det måske et tegn på, at du er blevet lidt træt af jeres relation...

2. Du spørger ikke lige så ofte, hvornår personen kan ses

Det er normalt ikke at spørge, hvis du ikke har tiden til det. Det kan være, du har en eksamen rundt om hjørnet, har en deadline på arbejdet eller bare virkelig gerne vil bingewatche en Netflix-serie alene. Men hvis det er noget, der har stået på længe, så kan det godt være, du lige skal spørge dig selv, hvorfor du ikke skriver til personen. 

3. Du kommer for sent til jeres aftaler

Mange af os har nok prøvet at komme lidt for sent ud ad døren til en aftale, fordi vi havde en kæmpe tøjkrise... En anden ting er, hvis vi vælger at se to afsnit af Venner, fordi vi ikke gider ud ad døren, og derfor kommer alt for sent til en aftale. Ja, hvis det sker lidt for ofte for dig, kan det være, at du bare er mere interesseret i din Netflix end din flirt?

4. Du starter ligegyldige skænderier

Det er skam helt okay at skændes, og for de fleste kan det også være sundt. Men der forskel på at skændes over, at der er for meget salt i maden, og at du ikke gider med til din flirts fætters konfirmation, fordi du ikke magter vedkommendes familie. Så vælg dine kampe med måde, ellers er det ikke sjovt for nogen af jer. 

5. Du dropper ikke andre aftaler for at ses med personen

I starten droppede du sikkert alle aftaler for, at I kunne ses, fordi du var helt skudt i personen. Du planlagde måske endda din hverdag, så du kunne se ham eller hende så meget som muligt. Sådan er det måske bare ikke længere. Det kan være, at du nu foretrækker at hygge alene, tage i biografen med veninderne eller tage ned at træne. Du dropper i hvert fald ikke dine aftaler med din familie eller veninder til fordel for, at I kan ses nu. Det er selvfølgelig heller ikke godt at droppe alle andre i dit liv til fordel for din flirt, men tænk over, om der er sket en ændring på dét punkt. 

6. Du bliver faktisk lettet, hvis personen aflyser en aftale

Du har sikkert også prøvet at have nogle uger, der har været totalt booket med aftaler, arbejde og alt for mange arrangementer. Så kan det altså være ret så rart, hvis din flirt aflyser jeres aftale. Det er nemlig lige så vigtigt, at du får tid til bare at hygge om dig selv – Netflix og is fungerer nogle gange lige så godt som en flirt, hvis ikke bedre. 

7. Du magter egentlig ikke at snakke

Det kan nogle gange virke uoverskueligt at skulle snakke og være på toppen efter en lang dag på studiet eller arbejdet, hvor du måske ikke har lavet andet end at snakke. Det kan derfor være rart bare at ligge og nyde hinandens selskab eller være alene. Og hvis du endelig er sammen med den, du dater, og personen gerne vil snakke, kan du altså godt tillade dig at sige, du simpelthen ikke har overskud til at snakke om alt mellem himmel og jord den dag.  

8. Du gider ikke længere at kysse med din flirt offentligt

Det er lige meget, om din undskyldning er, at du har et forkølelsessår, eller du bare ikke har lyst. Der er nogen, der har en generel holdning til, at de ikke gider at kysse offentligt. Hvis I altid har elsket at vise folk på gaden, hvor gode I er til at kysse hinanden og lige pludselig ikke gør det så meget, er det måske et tydeligt tegn på, at tingene ikke er, som de plejede at være... 

9. Du har ikke lyst til sex på samme måde som før

Alle har det forskelligt med sex. Nogle foretrækker det flere gange om dagen, og andre har det fint med en gang om ugen eller med længere mellemrum. I nogle perioder vil du måske føle, at du har mere lyst end andre, og så skal du da bare udnytte det, hvis din flirt også gerne vil. Men hvis din sexlyst næsten er væk, og du ikke føler dig tiltrukket af vedkommende mere, så er det måske et tegn på, at du er blevet en smule træt af ham eller hende. 

10. Du bliver irriteret over det mindste

Det værste er næsten, når alting personen gør, går dig på! Hvis han eller hun sætter skoene på den forkerte side af måtten, lader brættet være oppe eller eksempelvis ikke lægger mærke til, at du har købt en ny plante... Det kan være, du blot er sulten, og derfor er blevet hangry, og så giver det rigtig god mening, at du bliver irriteret. Men hvis det er en generel tendens, du har, når du er sammen med personen, kan det være, I bør tage en snak, så du kan finde ud af, hvad der foregår i jeres forhold.