Du behøver ikke meningsmålingerne fra dine veninder, den mandlige side af sagen fra deres kærester eller din cykelsmeds eller frisørs holdning. Du behøver bare din egen kvindelige intuition til at fortælle dig det, du måske godt ved, men ikke har lyst til at se i øjnene: Han virker ikke interesseret i dig mere.
Hvis du alligevel er for forblændet til at finde hoved og hale i hans signaler, og er i tvivl om, om han er interesseret i dig, så får du her fem tegn på, at du skal finde en anden godte at kaste din kærlighed på.
1. Han har for travlt til dig
En mand er et simpelt væsen. Er han vild med en kvinde, vil han løbe et marathon for hende. Om han så er USAs præsident, har han tid til at se dig og svare på dine opkald og sms’er, hvis han er interesseret i dig.
Mænd finder det tilfredsstillende at gå efter det, de vil have – og hvis de vil have dig, går de efter dig. Hvis han hele tiden har en undskyldning for, at I ikke kan ses, eller der går flere dage imellem, du hører fra ham, er det helt sikkert på tide at droppe ham.
2. Han svarer ikke på dine sms'er
Er hans beskeder let krydrede med søde smileyer, og slutter de med nye åbne spørgsmål, er han helt sikkert interesseret i dig og vil gerne holde samtalen kørende. Det kan være, at du er ekspert i at sende ham lige præcis den slags sms'er, han gerne vil modtage fra dig?
Men er sms’erne fra ham derimod præget af korte, lukkede svar med et kedeligt punktum i enden, eller 'glemmer' han helt at svare dig, kan du lige så godt glemme ham.
3. Han ignorerer dine pæne hentydninger
Fortæl ham om en koncert du gerne vil gå til, eller en film du gerne vil se, og tilføj så at du desværre ikke kan finde nogen, der vil tage med dig. Hvis han ikke griber chancen og tilbyder at tage med dig, så er der desværre ikke meget at komme efter.
4. Han afviser dine invitationer
Inviter ham med, hvis du holder en fest for dine venner, eller hvis du selv er inviteret til fest. Hvis han hellere vil blive hjemme og se temalørdag om konvoluttens historie på DR2, eller hvis han slet ikke svarer på din invitation, er han ikke værd at spilde mere tid på, for så er han helt åbenlyst ikke interesseret i dig.
5. Måske tvivler han på dine intentioner
Er du bekymret for, om hans afholdenhed skyldes, at han er i tvivl om, hvad du vil? Så sørg for at sende ham et helt klart signal. Efter han har sagt noget sjovt, kan du for eksempel sige “Du er sjov, jeg kan godt lide dig” – på samme naturlige måde som du ville have komplimenteret hans sko.
Når han ved, at du kan lide ham, og at du nyder hans selskab, så behøver han altså ikke mere info for at vide, at det er okay for ham at gå efter dig.

Du skal ikke tage det personligt
Selvom det kan være utrolig svært, så er det vigtigt, at du husker, at der ikke er nogen grund til at tage en afvisning personligt. Det er ikke dig, der er noget galt med – I er bare ikke det rigtige par.
Du kan sikkert nemt bilde dig selv ind, at ham du ikke kan få er Mr. Right. Men der findes helt sikkert en mand, der er endnu dejligere end den uopnåelige – som jo alligevel ikke er interesseret i dig.
Der er ingen grund til at prøve at lokke en mand på krogen, hvis han ikke selv viser interesse, så lad være med at snyde dig selv ved at tro, at han nok skal blive vild med dig på et tidspunkt. Du skal jo heller ikke byde dig selv at være sammen med en, som ikke fatter, hvor dejlig du er – det vil kun resultere i et dårligt og helt forkert forhold.
Tag en snak med ham
Når alt dette er sagt, så er det selvfølgelig også vigtigt at huske, at det er forskelligt fra mand til mand, hvordan han reagerer og udviser interesse for en kvinde. Hvis du virkelig er i tvivl, om han er interesseret i dig, eller om han bare er dårlig til at vise det, så kan du forsøge at tage en snak med ham, hvor du fortæller ham om dine frustrationer.
Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.