Et par er på date
Du kan sagtens afbryde en date på en god og høflig måde. © Getty Images

6 skånsomme måder at afbryde en date på

Det behøver slet ikke at være så besværligt

10. oktober 2018 af Michelle Andersen

Dating er spændende, sjovt og til tider lidt nervepirrende... Men vi kan desværre ikke komme udenom, at nogle dates bare går en tand bedre end andre. Hvis du har prøvet at være på en date, som du egentlig allerhelst ville slippe væk fra hurtigst muligt, så er du langt fra den eneste.

Og der er absolut ingen skam i at afbryde en date. Så spilder du hverken din egen eller din dates tid. Men i stedet for at bruge det klassiske trick hvor din veninde pludselig ringer og har akut brug for din “hjælp”, fordi hun har “brækket lillefingeren”, findes der altså nogle mere skånsomme måder at gøre det på, så du både undgår dårlig samvittighed og er nogenlunde ærlig over for ham, du er på date med – og de måder har vi samlet til dig her.

1. Fortæl din date, at du har en aftale om en halv time

Hvis du fornemmer, at der ikke er synderligt meget kemi mellem jer, og du derfor egentlig hellere vil bruge resten af din søndag eftermiddag med veninderne eller med dine yndlingsserier på Netflix, så kan du fortælle din date, at du har en anden aftale om en halv time.

Det er naturligvis altid bedst at være ærlig over for din date, men hvis I sidder på en café, vil han sandsynligvis ikke synes, at det er så skånsomt, at du offentligt fortæller, hvorfor du slet ikke kan se ham og dig sammen, og så kan du overveje at fortælle, at du har en aftale. Senere kan du skrive til ham, hvad du egentlig føler, så han ikke tror, du vil mere, end du egentlig vil.  

2. Fortæl din date, at du synes, I har god kemi som venner

Hvis du har givet din date en chance, men stadig ikke fornemmer den slags kemi, som giver dig et sug i maven, så kan du sagtens være ærlig og fortælle ham det. Du kan sige, at du ikke kan se jer som kærester, men at du synes, at I har god kemi som venner.

På den måde lægger du kortene på bordet og giver ham ingen falske forventninger. Og så bliver daten i hvert fald afsluttet på en respektfuld og ærlig måde. 

En kvinde og en mand er er på date og drikker kaffe
Ikke alle dates går lige godt – men heldigvis kan du sagtens afbryde en date høfligt. © Getty Images

3. Fortæl din date, at du har fået det dårligt

Det er selvfølgelig aldrig en særlig god idé at lyve, men lige i den her situation er det altså okay at fyre en lille hvid løgn af for at skåne din date. Hvis du ikke har lyst til at fortsætte daten, så kan du forsigtigt fortælle, at du har fået det dårligt. På den måde har du en undskyldning for at tage hjem. 

Om det er mavepine, hovedpine, ondt i halsen eller noget helt fjerde, der er skyld i, at du må afbryde daten, vurderer du selvfølgelig selv – men husk bare, at din pludselige skavank skal være realistisk, så han ikke gennemskuer dig og bliver såret. 

Brug lidt tid til at tænke over det, og giv så din date klar besked efterfølgende, så han ikke får falske forhåbninger.

4. Fortæl din date, at du synes, han er sød – men...

... at du ikke kan mærke kemien mellem jer. Ved at give ham et lille kompliment inden du fortæller, at du ikke kan fornemme gnisten, bløder du hele situationen lidt op – og så vil han garanteret ikke tage afvisningen lige så personligt. På den måde kan du gå fra daten uden at have dårlig samvittighed.

5. Fortæl din date, at du har haft en lang dag

Den her måde at afbryde daten på går selvfølgelig ikke, hvis I er ude og spise brunch – eller andre former for morgenaktiviteter. Men hvis I er på date en eftermiddag eller aften, så kan du godt bruge din træthed som undskyldning for at sige tak for denne gang. 

Han vil sikkert kunne forstå, hvis du fortæller ham, at du har haft en virkelig lang dag og derfor bare har brug for at komme hjem og slappe af. Du kan dog risikere, at han inviterer dig ud igen en anden dag, hvor du ikke er “træt” – så hvis du vil have en mere holdbar løsning, er det måske bedre at gøre som i punkt to eller fire. 

En kvinde og en mand sidder på en café og snakker
Hvis du er hensynsfuld, når du afbryder daten, så kan du godt gå derfra med god samvittighed. © Getty Images

6. Fortæl din date, at du ikke er klar 

Hvis daten ikke går særlig godt, og du derfor ikke har lyst til at fortsætte den, så kan du fortælle, at du kan mærke på dig selv, at du endnu ikke er helt klar til at date. Uanset om du er det eller ej, så er det en skånsom undskyldning for at afslutte daten. 

Når du åbner op og fortæller, hvordan du har det med at date, så vil han højst sandsynligt ikke tage det så personligt, at du ikke har lyst til at fortsætte. På den måde kan du afslutte daten på en respektfuld måde – og uden at han bliver såret. 

Når det så er sagt...

Når alt dette er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt, at du vurderer den enkelte situation og den enkelte mand, du er på date med. Alle dates er forskellige – og det er alle fyre altså også. Derfor findes der også rigtig mange forskellige måder at afbryde en date på, og hvad der fungerer den ene gang fungerer måske ikke næste gang. Det er op til dig at vurdere, hvad du føler er bedst.

Og husk så lige at uanset hvor håbløst det kan føles at tage på en mislykket date, så lærer du noget af det hver gang. Og faktisk er der også en hel del, du selv kan gøre for at få en god date

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori