En mand med sit barn leger
Om de er søde, skøre eller skrupumulige, så er hans børn en del af pakken. © Getty Images

7 vigtige ting, du skal vide, inden du dater en mand, der allerede har børn

Vi har spurgt en parterapeut til råds

7. december 2018 af Freyja S. Anderberg

Har du netop mødt en meget interessant mand, som virkelig godt kunne være noget for dig? Måske svæver du allerede højt oppe på lyserøde skyer, mens du fantaserer om jeres fremtid sammen...

Men der er måske lige en 'lille’ ting, der muligvis kunne udfordre glansbilledet lidt. Han har nemlig børn fra et tidligere forhold, og det var måske ikke lige det, du forestillede dig, at drømmemanden skulle have med sig i bagagen. Det er dog ikke nødvendigvis en negativ ting, at han allerede er far, for det betyder, at han allerede er fyldt med ansvar og kærlighed. 

Men det betyder samtidigt, at der også lige er et par ting, du måske skal overveje, inden du indleder et seriøst forhold med ham. 

Vi har talt med parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht, som har hjulpet os med at sætte ord på de vigtige ting, du bør tænke over, hvis du vil date en mand, der allerede har børn.

1. Hans børn er en del af pakken

Det kan godt være, at du netop har mødt manden i dit liv, og at han bare lever op til alle dine drømme og forventninger, men hvis han allerede har et eller flere børn fra tidligere forhold, ja, så er de børn en del af din drømmemands-pakke, uanset om det stod på din ønskeliste eller ej.

Ifølge Christiane bør du først blive introduceret for hans børn, når I er sikre på, at det skal være jer, og når I mener, at jeres forhold er seriøst. Og det er af hensyn til hans børn. Det betyder også, at jeres forhold (i starten) vil være begrænset til den tid, hvor hans børn er hos deres mor. 

En mand med solbriller på spiller trommer sammen med sit barn der også har solbriller på.
Hans børn vil altid være en del af ham, men der er også plads til dig. © Getty Images

2. Han har (regelmæssig) kontakt til sin eks

Og det er der jo en helt særlig (og meget god) grund til. For hans børn må – og skal – komme i første række, og derfor skal han have det til at fungere med barnets/børnenes mor. Og det er noget, du er nødt til at acceptere, forklarer Christiane.

Hvis du er meget jaloux anlagt, og helst ikke vil konfronteres med hans fortid, så må du gøre op med dig selv, om han er det værd, når nu hans fortid er en så vigtig del af hans hverdag. 

3. Han har (nok) ikke samme frihed som dig

Og netop fordi hans børn er en del af pakken, så har han et ansvar over for dem, som indebærer at han har mindre af den fritid, som du måske har. For han kan ikke nødvendigvis bare rejse spontant væk med dig, og han kan nok heller ikke lige komme over til dig, hvis ikke det er aftalt på forhånd – i hvert fald ikke når børnene er hos ham. Og det samme gælder jul og højtider – de er sikkert også reserveret til hans børn.

Som Christiane også nævner, så kommer det selvfølgelig helt an på, hvilken ordning han har med børnenes mor, men du kan med garanti godt regne med, at han ikke altid vil være tilgængelig for dig. 

En far og hans datter ser på telefonen i et telt under dyner
Han kan nok ikke lige tage en spontan tur til London med dig, men måske en telttur i haven. © Getty Images

4. Han vil (og bør) prioritere sine børn højest

Og det betyder, at du måske kan komme til at føle dig vraget, fortæller Christiane. Men det kan også være, at barnet vil føle sig vraget, fordi din mand vil vælge dig først, og det bør ifølge Christiane aldrig være tilfældet. 

Det er derfor også noget, som du er nødt til at respektere, hvis din drømmemand allerede er far. Og du er nødt til at huske på, at det er dig, der er den voksne, og derfor skal du også gøre dit for, at barnet ikke føler sig tilsidesat til fordel for dig. Det gælder også, hvis din nye kæreste måske kan have svært ved at prioritere en gang imellem – for han er jo også fyldt med følelser af forelskelse for dig. 

5. Der vil komme konflikter 

Christiane understreger også, at der sikkert vil komme konflikter. For børnene har ikke selv valgt deres situation, og de er sårbare. Hans børn vil, som så mange andre skilsmissebørn, sikkert gå rundt med forhåbninger om, at mor og far finder sammen igen. Og derfor kan det gøre ondt på dem at se deres far sammen med dig. 

Christiane fortæller også, at skrækscenariet jo er, at du ikke kan holde børnene ud, eller at de ikke kan lide dig, og så vil han være splittet mellem jer. 

Så hun forklarer, at det er vigtigt, at du anerkender børnenes følelser. Hvis de er 'umulige’, så er det ikke personligt rettet mod dig, men det handler i virkeligheden om deres indre frustration, som de har svært ved at sætte ord på. Og her er det vigtigt, at du ikke selv bliver frustreret, understreger Christiane. 

Hun foreslår, at du istedet hjælper til ved at skabe situationer og lave ting med ham og børnene, hvor du også selv har det sjovt og dejligt, for det vil smitte af på hans børn, og det vil knytte jer tættere. 

en far krammer sin datter
Der vil helt sikkert opstå konflikter, fortæller parterapeut Christiane Meulengracht. © Getty Images

6. Det er ikke dit ansvar at opdrage hans børn

Og her forklarer Christiane, at der er forskel på at opdrage og støtte børnene. Er du i et seriøst forhold med børnenes far, så har du en rolle i deres liv, men det skal ikke være en opdragende rolle. Du skal støtte dem og skabe nogle trygge rammer, men det er ikke din opgave at opdrage hans børn – heller ikke hvis de er i dit hjem, eller hvis I er flyttet sammen. 

7. Du skal heller ikke forvente at skulle være “mor”

Dette hænger også sammen med punktet ovenover. For når du er en fast og pålidelig voksen i børnenes liv, så skal du være der for dem, men du skal ikke agere deres mor. 

Christiane fortæller, at du selvfølgelig vil få et ansvar over for hans børn, for voksne har altid et ansvar over for børn, men du kan være en ven og en støtte frem for en “reserve mor”. 

Og hvis du en dag flytter sammen med manden, så vil du blandt andet have et ansvar for at skabe nogle rammer, der tilgodeser og respekterer hans børn.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori