Aldrig har der været så mange singler i Danmark før, som der er nu – til trods for, at online-dating har gjort det mere tilgængeligt at finde en partner. Online-dating har i det hele taget ændret ved normerne omkring dating, og derfor kan det være svært at navigere i tilværelsen som single.
‘Hvilken emoji skal jeg sende? Hvad siger jeg på en første date? Og hvad er ghosting egentlig?’ Disse spørgsmål har du måske stillet dig selv eller en anden. Uanset hvad kan det være underholdende at lytte til podcasts om singlelivet, nu hvor det er så foranderligt. og normerne er i konstant udvikling.
Vi har derfor samlet fem podcasts, du kan lytte til henover madlavningen, på turen til og fra arbejde, eller hvornår du ellers lytter til podcasts.
1. Ditte dater dig
Ditte Marie Brandstrup, som du måske kender fra første sæson af TV-programmet Fede Forhold, lavede en podcast-serie tilbage i 2021. Når du lytter til podcasten, er du med Ditte på date. Du er simpelthen fluen på væggen, når hun sidder på første date med forskellige mænd. Det er både underholdende og sjovt at lytte til – og kan give anledning til at reflektere over sit eget datingliv.
Der kommer dog ikke flere afsnit, da Ditte (SPOILER ALERT) faktisk fandt kærligheden i sin podcast, og parret er nu blevet forældre til en pige! Parret venter desuden endnu et barn, tillykke!
Du kan lytte til Ditte dater dig på Spotify, Podtail og Apple Podcasts.

2. Søger noget seriøst: Fra dating til kærlighed og kæreste
Steven Højlund startede sin podcastserie tilbage i 2021, efter hans nytårsforsæt om at finde en kæreste gik i vasken. I Stevens jagt efter kærlighed, snakker han både med eksperter og andre singler i sin podcast. Hver episode har et tema eller dilemma, som mange kan relatere til – blandt andet frygt for afvisning, aldersforskel og Tinder.
Denne podcastserie er for dig, der gerne vil blive klogere på single- og datinglivet på en oplysende og underholdende måde.
Du kan lytte til Søger noget seriøst: Fra dating til kærlighed og kæreste på Spotify, Podimo, Apple Podcasts og Podtail.

3. Datingmissionen
Frida Bolm fik desværre ikke den sidste rose af Philip i sæson 2 af Bachelor, der i 2022 blev sendt på TV2. Det endte dog heldigvis ud med en sjov podcastserie om datinglivet, hvor Frida B sammen med sine to veninder Signe og Caroline, beretter om deres datingliv. Podcasten går ud på, at kvinderne hver uge skal tage på hver deres date med en fyr. I podcastserien hører vi beretningerne herfra og lydklip optaget på de faktiske dates. I slutningen af hver episode giver de hinanden en udfordring til næste uge. Der findes to sæsoner af Datingmissionen, og der kommer desværre ikke flere afsnit.
Du kan lytte til Datingmissionen på Podimo og Apple Podcasts.

4. Single igen
Uden at vi spoiler for meget af Datingmissionen, Frida Bolms første podcastserie, er Single Igen en spin-off podcast. Podcasten handler fortsat om, at Frida skal på forskellige dates, men den adskiller sig alligevel en del fra Datingmissionen. I Single Igen trækker Frida forskellige eksperter og bekendtskaber med i studiet for at blive klogere på sit datingmønster. Blandt andet har hun besøg af Boris Hiort fra Bachelorette, der i afsnittet offentliggør noget spændende sladder om sig selv!
Du kan lytte til Single Igen på Podimo.

5. TINDER GREATEST
Hvis du endnu ikke har lyttet til TINDER GREATEST med kvinderne bag Fries Before Guys, skal du se at komme i gang! Podcasten er centreret omkring, at lytterne indsender historier fra deres datingliv – og der er næsten udelukkende vildt sjove historier. Værterne, Nanna og Josephine, er desuden skønne at lytte til!
ADVARSEL: Du kommer nok til at grine højlydt, så hvis du ikke kan lide at grine alene på åben gade, skal du nok gemme podcasten til, at du kommer hjem.
Du kan lytte til TINDER GREATEST på Podimo, Apple Podcasts og Podtail.

Kilder: Information.dk