Blair og Chuck fra Gossip Girl
Dating fungerer bedst, når du følger din hjerte -og mavefornemmelse og ikke følger en regelsæt © 17th Street Productions, Alloy Entertainment, CBS Paramount Network Television, CBS Television Studios, College Hill Pictures Inc., Warner Bros. Television

5 datingregler, der skal brydes nu

Du skal lave dine egne regler!

1. april 2020 af Helene Desirée Jørgensen

Selvom Sex and The City ofte får dating til at ligne en leg, ved vi godt, at det ikke altid er lige så let. Vi er i hvert fald gode til at fylde vores hoveder med spørgsmål og kan overtænke selv de mindste ting. Én ting er nu helt sikkert: De første dates må meget gerne være spændende, og de kan give dig en fornemmelse af, hvad din date vil i fremtiden, og om det passer med det, du vil.

Den eneste regel er, at du skal være dig selv og ikke være styret af alle de uskrevne datingregler, du måske har hørt om, og som vi synes skal brydes nu:

1. “Manden tager det første skridt”

Hvis der er en mand eller kvinde, som du kan lide, skal du ikke være bange for at starte en samtale op eller flirte med dem. Vi er alle sammen bare mennesker, og det kan være, at den anden part er mindst lige så nervøs. Bare fordi du tager det første skridt, betyder det bestemt ikke, at din date ikke er interesseret. 

2. “Du skal spille kostbar”

Okay, vi siger ikke, at du skal kime din date ned, men vi er i 2020, og det betyder, at vi mere eller mindre altid har vores telefon eller computer i nærheden. Hvis du har lyst til at skrive til nogen, skal du gøre det, når det føles rigtigt for dig. Så drop ventetiden, og skriv eller ring dagen efter, I har set hinanden!

3. “Hav ikke sex, før I har datet X gange”

Når det kommer til dating og sex, er der ikke noget facit, da det er et meget personligt emne. Du har sikkert hørt rådet om, at hvis du leder efter noget seriøst, skal I ikke have sex på første date.

Alle forhold er forskellige, og der er ikke en regel om, hvor mange gange I skal date, før I har sex. Det vigtigste er, at du har hjertet med, og gør hvad der føles rigtigt for dig – og at du fra starten af er ærlig omkring, hvad du søger, så I kan forventningsafstemme.

4. “Du skal ligne en million hele tiden”

Hvis du endelig har landet en date med din drømmepartner, er det naturligt, at du vil tænke over, hvordan du ser ud. Film og serier har lært os, at vi skal ligne nogle, der skal gå på den røde løber på første date. Men det behøver du altså ikke. Du skal tage noget på, som DU har det godt i (overvej dog lige en ekstra gang, om det skal være det lækre jumpsuit med kaninører). 

Når du har det godt i det, du har på, vil du automatisk være mere afslappet på din date. Og hvis du ER til høje hæle, kjoler og læbestift er det bare det, du skal gøre! Pointen er, at der ingen regler er, når det kommer til dit outfit på din date. 

5. “At tale om ekskærester er et no go”

Nu tænker du sikkert, at du i hvert fald ikke gider høre om din dates tidligere forhold, men tro det eller ej: Ekskæreste-snakken kan faktisk lære dig rigtig meget om en person. Selvfølgelig behøver I ikke gå i detaljer, da det nemt kan ødelægge romantikken, men et par diskrete spørgsmål kan være afslørende. Spørg for eksempel om, hvorfor forholdet sluttede, eller om de stadig har kontakt til deres ekskærester. Måden en person håndterer et break up på eller behandler folk, som de engang var meget tæt med, fortæller meget om en persons integritet. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her