En kvinde flirter med en fyr på gaden
Selvfølgelig kan du også tage initiativ til at tale med en sød fyr, du ser på gaden. © Getty Images

Dét kan du sige som icebreaker til en sød fyr på gaden

... for selvfølgelig kan du også tage initiativ!

23. september 2018 af Freyja S. Anderberg

Mange kvinder tænker måske, at det er ham, der skal tage det første skridt, når I ser hinanden for første gang. Men hvorfor er det egentlig sådan? 

Selvfølgelig kan vi kvinder også tage initiativ til at sige hej – også hvis det er en interessant fyr, som vi ser på gaden, i byen, på studiet eller andre steder derude. Hvad har vi at miste...? Kun chancen for at det måske kunne blive til noget... Så spring ud i det! Ser du en sød fyr på gaden, så tag kontakt til ham! 

Her får du tre søde måder, du kan få hans opmærksomhed på, og hvem ved – måske er dét det eneste (men vigtigste) skridt, som du behøver at tage... 

1. De søde, uskyldige komplimenter 

Ser han sød eller godt ud? Så komplimentér ham. Du kan blandt andet sige noget i retning af:

  • “Hej! Jeg synes bare, at du skal vide, at du ser virkelig sød ud”, eller “Hey! Du ser virkelig godt ud i... (den farve/bluse/solbriller) – det klæder dig virkelig godt!”. 
  • Du kan også prøve en lidt atypisk variant: “Du minder mig virkelig om...” (en flot kendis – hvor han helt sikkert vil tage det som et kompliment). 
  • For at komplimentere hans personlighed (som du jo desværre ikke kender endnu) kan du sige “Det var virkelig pænt af dig”, hvis han lader en ældre dame komme foran i køen eller lignende.

Hvem ville ikke blive vanvittigt glad for at få sådan et sødt og uskyldigt kompliment? Uanset om I befinder jer på gaden, i en butik, på en cafe eller på studiet, så er det en sød åbningsreplik, som ikke virker påtrængende eller som en decideret scorereplik – og derfor vil det måske ikke føles lige så nerverpirrende, som hvis du spurgte efter hans nummer, hvis du er nervøs for det.

Det er endda et kompliment, som du sagtens kan øve dig med på en fremmed kvinde – for hun ville helt sikkert også blive glad. Tænk på, at det kan være lige dét kompliment som redder en anden persons dag. 

En kvinde komplimenterer en fyr på gaden
Han kan da kun blive glad for et kompliment fra sådan en sød kvinde som dig! © Getty Images

2. Bed ham om hjælp

Har du lidt svært ved at komplimentere ham, så kan du helt sikkert få hans opmærksomhed ved at bede ham om hjælp eller om et godt råd.

I fitnesscenteret: Spørg ham om hjælp til at løfte eller flytte noget tungt eller til at indstille en maskine – det vil han med garanti gerne. 

I et supermarked: Spørg ham, om han er vintypen, og om han kan anbefale dig en god vin til venindemiddagen (gør ham opmærksom på, at det (bare) er til veninder og ikke en anden date). 

I en butik: Spørg ham til råds om en gave – til din bror, vel at mærke!

Du kan også altid spørge ham om klokken eller om vejvisning – det skaber kontakt og opmærksomhed – og så kan du jo altid supplere med et kompliment. 

Et par flirter i fitnesscenteret
Bed ham om hjælp til noget – det kan være en nemmere måde at falde i snak med ham. © Getty Images

3. Spørg ham (mere) direkte

Tør du godt at spørge ham mere eller mindre direkte om hans navn eller nummer, så er det bare med at kaste dig ud i det! Det værste, der kan ske, er jo bare, at du kan få et nej (som i langt de fleste tilfælde vil være en sød afvisning, og som sikkert ikke vil gøre så ondt, som du måske forestiller dig). 

Vil du bevæge dig forsigtigt frem, så kan du prøve med noget a la: 

  • “Hej, jeg tænkte på, om du mon har lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” (eller måske nu, hvis han sidder på en cafe/på studiet...)
  • Har du mod på at gå mere direkte til værks (for han er bare så flot, at du simpelthen ikke må gå glip af chancen – og hvad har du lige at tabe?), så spørg ham direkte om hans nummer, eller om ikke du må finde ham på Facebook, Instagram eller andre sociale medier – om ikke andet så vil han helt sikkert blive glad og tage det som et kompliment. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori