Gæsteblog: Den onde stedmor

Hvis man for blot et år siden, havde kigget dybt i krystalkuglen og fortalt mig, at jeg om ganske kort tid ville date en mand med to børn på et seriøst plan, havde jeg skreget af grin (kan roligt forestille mig min omgangskreds gøre det samme!)

Mine mange første møder med M var udelukkende basseret på sex. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der skulle blive mere mellem os, således var det heller ikke noget problem for mig, at han havde børn. Det var ikke noget der fyldte i mine tanker, og når M hver anden weekend skulle være far, kunne jeg passende slå et hul i jorden på den lokale med tøserne.

Alt var fint og ukompliceret- indtil manden slog benene væk under mig....!

Min kæreste er nogens far....
Hvis jeg ganske kort skal opridse min forhistorie med børn, kan den simpelt opsummeres til ikke-eksisterende. En veninde påpegede en dag da det fintfølende emne blev bragt på banen, at det da var ”fint hvis man ikke selv vil have børn, så kan man få dem på den måde”. Jeg gloede som var hun åndssvag. Hvis jeg ikke selv vil have børn, hvorfor skulle jeg så ville have andres?

Anyway, i starten virkede det egentlig ikke så slemt. Jeg forsøgte på bedste vis at ignorere, at min kæreste også var nogens far, hvilket fungerede fint.
 Jeg talte en dag med en bekendt, der syntes det var umådeligt sjovt at kalde mig ”stedmor”, hvilket med det samme sendte mig i forsvarsposition. ”Jeg er ikke var nogens stedmor!” forklarede jeg med store ord, ”desuden har jeg slet ingen intention om at blive involveret i børnene”. Min ven skraldgrinede af mig med vise ord om, at jeg ville blive klogere, og at det var uundgåeligt hvis det blev seriøst mellem M og jeg.

Hvor fik han ret.

”Fars kæreste kan ikke lide os”
En dag skete der noget, som seriøst fik mig til at genoverveje min holdning.
 Jeg kan ikke huske sammenhængen, men i hvert fald kom der en henkastet bemærkning fra M, ”børnene tror ikke du kan lide dem”.
 Den dårlige samvittighed ramte mig som et slag i ansigtet. 
Det havde aldrig strejfet mig, at ungerne kunne opfatte mit fravær, eller min akavethed ved deres tilstedeværelse som en afvisning (ja ja set i bakspejlet gir’ det mening!).
 Beklagende ringede jeg til min veninde ”jeg tror jeg mangler et eller andet mor-gen. Noget der aktiveres i andre kvinder, når de er omkring børn, noget der gør det naturligt for dem”. Det værste var min venindes svar ”det kan sgu godt være du har ret” funderede hun.

Sagen gik mig på, og samme uge styrtede jeg ud, og købte de to største julekalendere, der kunne opdrives. Samtidig tog jeg mig sammen og foreslog fælles juledekorations-dag. Således endte jeg med at tilbringe en dag med M og ungerne, hvor vi lavede julehygge der b.la. indebar en tur i skoven på jagt efter mos (jeg forklarede M, at det altså kunne købes i Netto for KUN 20 kr, men han insisterede på “hyggen ved at finde det selv”)- Pisse koldt var det.

Efterfølgende stod den på pizzaspisning og filmen Frost (nu fan af moderne børnefilm). Selvom jeg vidst nok havde et lille sammebrud efter ungernes sengetid, hvor jeg ynkede til min kæreste, at jeg ”ikke egnede mig” og nok var ”bedre til bare at drikke shots”, fik han beroliget mig. Set i bakspejlet må jeg indrømme, han havde ret- dagen var faktisk gået fint.

Ikke helt uegnet?
En ting er sikkert. Er man heldig nok til at møde en man bliver glad for, opstår viljen også til at rykke nogle grænser, selvom billedet ikke altid ser helt ud som forventet. 
Og så skal jeg hilse og sige, at selvom mit mor-gen helt sikkert stadig mangler- er der altså noget sexet over at se en mand som far (hvilket han helt sikkert fik at mærke efter ungerne var lagt i seng.......)

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Læs mere fra samme kategori