En kvinde sidder alene på en cafe med en kop kaffe
Vidste du, at du kan have angst for at date? © Getty Images

Har du angst for at date? Sådan overvinder du den

Få psykologens gode råd her

15. oktober 2018 af Freyja S. Anderberg

Der er mennesker, som døjer med en angst for at date, og det er en angst, som udspringer af social angst. Har du angst for at date, så er du altså mere end bare nervøs for at skulle på en date, fordi du bliver særligt presset af sociale sammenkomster. 

Men hvad vil det sige at have social angst, og hvordan påvirkes du af den, når du for eksempel skal på date? Vi har spurgt Maja Vain Gilbert, som er autoriseret psykolog hos UngTerapi, til råds om den sociale angst og angsten for at date. 

Hvad er social angst?

Ifølge Maja Vain Gilbert er social angst, når du får angst af at være sammen med andre mennesker. Det behøver ikke kun være fremmede mennesker, for du kan også sagtens få angst af at være sammen med nogen, du kender – og ofte kan alene dét at befinde sig i et rum med mange mennesker fremprovokere angsten.

Social angst og dating

Maja fortæller, at du sagtens kan have angst for at date eller i det hele taget at møde nye mennesker. Her handler det om, at du føler ubehag ved at være sammen med andre, fordi du føler dig socialt utilstrækkelig. Du vil konstant være bange for at gøre noget galt, blive til grin eller blive afsløret som utilstrækkelig. 

På en date skal du have energi og overskud til at være sammen med et helt fremmed menneske, og det kan godt være svært at håndtere, når du har angst. På en date vil der nok også være nogle sociale forventninger til dig og din opførsel, og det er også med til at gøre en date til en meget følsom og skrøbelig situation for en som har social angst.

En kvinde og en mand på date udenfor
En date kan være en meget følsom og skrøbelig situation for en person med angst. © Getty Images

Angstsymptomerne

Når du er sammen med andre mennesker, får du det fysisk dårligt, hvis du er angst. Du kan opleve hjertebanken, åndenød, svedige håndflader og rysteture. Så angsten viser sig markant på din krop, og den kan derfor også være mere end bare mentalt hæmmende. 

Men du kan også få voldsomme, mentale angstsymptomer. For du kan blandt andet opleve, at dine tanker blive umulige at kontrollere, og at de eskalerer i katastrofescenarier, som du gennemspiller oppe i hovedet.  

En kvinde isolerer sig selv derhjemme med sin computer
En person med social angst har tendens til at isolere sig fra andre mennesker. © Getty Images

Hvad skal du gøre, hvis du har social angst?

Oplever du social angst i så høj en grad, at du er decideret hæmmet af det, er det en god idé at søge professionel hjælp hos en psykolog. For Maja fortæller, at det er vigtigt at komme ordentligt til bunds i, hvorfor din angst er opstået, og hvad det er, som fremprovokerer den.

Skal du på date eller til et socialt arrangement? Hvis du egentlig har det godt, og angsten ikke afholder dig fra at gå ud af døren, så råder Maja dig til at forsøge at lokke dig selv afsted, selvom du måske ikke har lyst. Men pas på, du ikke presser dig selv for hårdt – så kan du komme til at gøre det værre for dig selv. 

En kvinde slapper af med en kop kaffe og musik i ørerne
Skal du på date på trods af angsten? Så prøv at slappe af med noget behagligt musik. © Getty Images

Gode råd til hvis du vil date, på trods af angsten

Kan du godt lokke dig selv ud af døren? Så er Majas råd til dig:

  • Sørg for, at du har en ven eller veninde med dig. Han eller hun kan opholde sig lige i nærheden, hvis du får brug for det. 
  • Vælg et sted til daten, som du kender (godt) på forhånd.
  • Lær dig selv nogle vejrtrækningsøvelser, som du kan lave, hvis du mærker panikken komme snigende. 
  • Kan du mærke uroen komme nærmere inden daten? Så find et roligt sted, eller sæt dig med musik i ørerne, så du kan få styr på din hjerterytme. 
  • Vigtigst er måske nok, at du fortæller dine nærmeste om din angst, så de ved, hvordan du har det, og på den måde kan hjælpe dig, hvis du får det skidt, når I er ude – både når det bare er jer, der er sammen, og når de er i nærheden, når du er på date.  

Men Maja forklarer også, at hvis du har decideret social angst, så er det nok ikke er den bedste idé at tage på date – især hvis du bliver hårdt ramt af både en fysisk såvel som en mental reaktion. Det er derfor nok en god idé at tale med en psykolog, inden du kaster dig ud i at overvinde angsten på egen hånd. 

En kvinde og en mand er på date udenfor
Er du meget nervøs, men ikke decideret angst for dates? Så er der gode råd til dig her. © Getty Images

Gode råd til dig der er meget nervøs – men ikke angst

Har du ikke decideret angst, men blot stor nervøsitet, så er der også et par råd til dig: 

  • Lyt til noget behageligt musik inden daten, så du bliver afslappet og får nemmere ved at hvile i dig selv og i situationen. 
  • Slip tanken om, at det hele skal være perfekt: For hverken du eller din date er perfekte, men det skal I heller ikke være – I er bare mennesker. 
  • Øv dig i at stille spørgsmål og small talkedu kan blandt andet få råd til det her.
  • Hav det sjovt – du har kun den sjov, du selv skaber, så måske skulle du planlægge daten, så I skal lave noget, du synes er sjovt, så du glemmer din nervøsitet...

  • Grin og smil, hvis det føles naturligt, også selvom det skal hjælpes lidt på vej. Det vil få dig til at slappe mere af.
  • Hav tillid til dig selv, og vær ærlig hvis du får brug for det. Du kan meget mere end du selv tror, og tænk så på, at hvis du får det skidt, så fortæl din date om det, som det er – det vil helt sikkert hjælpe jer begge i situationen

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori