Mænd afslører: Her er de mærkeligste dates, vi har været på

Skrappe veninder og geder i én pærevælling

27. juli 2016 af Maria Denise Christoffersen
Vi har bedt læserne af M! om at fortælle os deres mærkeligste date-oplevelser. Og det er ikke så lidt, de kære mænd har været udsat for...


Gedefangeren 

“Jeg skulle hjælpe med at fange hendes forældres geder, som var stukket af.” -Mads.

Nej tak herfra 

“Hun spurgte over kaffe, om jeg også gik ind for dødsstraf.” -Joakim.

Drengevennen

“Da jeg trådte ind ad døren til caféen, hvor vi skulle mødes, sad der en fyr i stedet. Han var hendes drengeven, og han var sendt for at sige god for mig. Det gad jeg ikke stå model til, så jeg skred.” -Patrick.

Den sultne

“Da hun kom hjem til mig for første gang, hældte hun en portion havregryn med mælk op til sig selv og begyndte at spise.” -Peter.

Fido-godkendelse

“Min date sagde, at jeg var nødt til at gå med hjem til hende og møde hendes hund. For hvis den ikke kunne lide mig, var der ingen grund til at spilde tiden på at ses igen til date nummer to.” -Jesper.

Vær lige lidt sur

“Jeg har prøvet at blive efterladt midt på daten, fordi hun sagde, at jeg var for glad. Det kunne hun ikke holde ud.” -Jeppe.

Falsk reklame 

“Jeg havde skrevet sammen med en fantastisk smuk kvinde på Tinder, og da jeg stod og ventede på hende, kom der en anden kvinde imod mig, smilende. Jeg smilede kort tilbage og kiggede så videre efter min date. Men den smilende kvinde kom helt hen til mig og sagde: “Hej Lasse!”. Jeg fik et chok, da det gik op for mig, at det var hende. Hendes profilbilleder viste sig at være 5-6 år gamle, og hun var nu tyve kilo tykkere og så slet ikke sådan ud længere. Jeg gav en kop kaffe, og så smuttede jeg.” -Lasse.

Den mobilafhængige

“Pigen, jeg var ude med, sad konstant på sin mobil og havde svært ved at holde øjenkontakt, fordi hun hele tiden skulle se, hvad der foregik på den.” -Dennis.

Skuespilleren

“Vi sad og snakkede og hyggede os, da hun fik det klassiske rednings-panikopkald fra sin veninde. Jeg sad overfor hende, mens hun spillede chokeret og sagde ting som: “Er du okay? Jeg kommer straks!”, og så gik hun, mens jeg sad der som en idiot.” -Morten.

Fugletække

“Det var ikke pigens skyld, men pludselig blev jeg overfaldet af måger.” -Thomas.

Freud

“Hun snakkede om døde familiemedlemmer hele vores date. Jeg var åbenbart billigere end en psykolog.” -Jon.

Krydsforhør

“Hendes veninder viste sig “tilfældigvis” at være på den samme café, som vi havde valgt til vores første date. De kom over og begyndte at udspørge mig om alt muligt.” -Anders.

Den ivrige

“Mens vi var på date, rendte vi ind i hendes eks og hans nye kæreste. Min date præsenterede mig som sin kæreste, selvom det kun var vores anden eller tredje aftale. Da de var gået, sagde hun: “Ja, jeg ser det da kun gå én vej, gør du ikke?”. Man kunne ikke se min røv for bare skosåler!” -Jeppe.

Av for faen

“Hun gav mig en lussing og spurgte, om jeg tændte på dét, for så kunne vi jo prøve det senere i sengen. Lad os bare sige, at jeg ikke ser hende mere.” -Magnus.

Læs mere fra samme kategori