Hvis du har prøvet at bruge online datingapps som Tinder og Happn til at lede efter dit livs kærlighed, har du med garanti måttet sparke dig vej gennem lidt af en losseplads af sleske typer, upassende henvendelser og mænd, vi med et godt, norsk SKAM-udtryk ville kalde for ‘føkkboys’.
Men hvis du søger ægte kærlighed, hvordan slipper du så for at spilde tiden på én, der kun er ude efter sex?
Sådan ser du straks tegnene
Vi har interviewet vores søde kollegaer på M!-redaktionen, så du kan blive klogere på sagen. Og husk: Du kan også bare vælge at bruge Tinder som drukspil – det er i hvert fald altid sjovt!
1. Han har kun få billeder af sig selv.
“En ægte player vækker din interesse med ganske få, gode fotos, hvor du kan se hans ansigt og krop. Der er ingen grund til at dele yderligere information ud om hobbyer eller rejser, når han kun vil lære dig at kende for én ting. Det gælder jo også om at være lidt mystisk for at fange din opmærksomhed, ikke?”
2. Teksten er kort – og handler om hans krop.
“Beskriver han for eksempel sin højde? At han har gennemført en ironman? Hvor tunge vægte, han løfter? Så er budskabet tydeligt: Han beskriver for dig, hvad han har at tilbyde... med sin krop. Hans interesse i dig er derfor også krop fremfor hjerne. Ellers ville han fokusere mere på værdier og interesser.”
3. Han skriver hurtigt til dig.
“Hvorfor spille kostbar og vente på initiativ fra dig, når målet er at få aftalen i hus? Han har ingen interesse i at skrive frem og tilbage i dagevis, høre om weekendturen med din kære, lille niece, eller hvilke bøger, du kan lide at læse. Det handler om én ting: At mødes så snart som muligt, så I kan have sex.”
4. Hans første besked til dig ligner noget copy-paste.
“Lyder hans allerførste besked lidt konstrueret? Står der for eksempel hej + en sød kompliment, der lige så godt kunne have været til en af dine veninder? Måske en vittighed og nogle emojier? Er beskeden i det hele taget for lang og for gennemtænkt, når man tænker på, at I ingen kontakt har haft endnu? Så er det sandsynligvis en kladde, han sender til alle. Hvilket er fair nok, men dét, at han skyder med spredehagl, kunne godt tyde på, at han primært søger sex.”
5. Du bliver inviteret på filmaften.
“Skriver han, at han bare elsker et godt Netflix-maraton, og tilbyder han tilmed, at du må vælge filmen på jeres første date? Så skal du nok regne med, at han forventer at pakke andet end en pose chokofanter ud. Mænd, der inviterer på filmaften som det første, håber 100 procent på sex. De har skåret dating-delen væk og går lige til sagen.”
6. Han skriver kl. 23... eller senere.
“Modtager du beskeder fra ham, når andre mennesker er gået i seng på hverdage? Eller hører du fra ham om natten i weekenden? Så er det et bootycall fra en Tinder-player. Hvis han håber på noget seriøst, så signalerer man det ved at invitere på date lørdag formiddag eller på et andet normalt tidspunkt, der ikke skriger “skal vi knalde?”.”
7. Han er meget optaget af sin mobil.
“Hvis han er typen, der har det store net ude efter kvindeligt selskab, skal han jo holde gryden i kog, selvom han er sammen med dig. Så hvis I er taget på date, og du kan se, at han får mange notifikationer og beskeder, mens I er ude, skal du nok ikke regne med, at han kun drømmer om at lære dig bedre at kende. Hvilket er fint, hvis du også er mest til noget uforpligtende. For det er han.”
8. Han siger det.
“De fleste mænd er totalt ærlige om, hvad de søger, hvis du bare spørger dem ligeud. Hvem gider lyve om, at han vil have en kæreste, når Tinder jo er det oplagte sted at lede efter nogen, der søger sex – og kun sex? Så vær ikke bange for at afklare, om han er interesseret i dating eller et uforpligtende møde. Så er der rene linjer mellem jer fra starten – og så kan I bedre nyde det, uanset om I skal på romantisk date eller noget mere tilfældigt.”
Vil du have flere brugbare artikler om kærlighed og dating? Så få Womans nyhedsbrev direkte i mailboksen. Klik her.