Kærestepar på en date
Der er mange gode måder at sikre en vellykket date. © iStock

Sådan får du en god date

Dating kan være vanskeligt! Her er guiden til en succesfuld date

22. juli 2018 af Mette Andrea Boesgaard og Simone Overgaard Aaberg

Det kan være så svært at date. Først skal du finde en mand, der tænder dig nok til, at du rent faktisk kan overskue at sidde gennem en hel kande kaffe (eller flere) med ham – og så skal du dælme på en første date med alle de udfordringer, det medfører, inden du får ham i nettet.

Vil du have guiden til, hvordan du får en god date? Så læs med her. 

Hvad skal du forvente på første date?

Der er dem, der kun går på date med mænd, de er helt sikre på, at de tænder på – og så er der andre, der går på date mest for at prøve, om de passer... 

Uanset hvilken type du er, så husk, at det er meningen, at dating skal være sjovt og ikke en sur pligt. Hvis det bliver en sur pligt eller en overvindelse for dig, fører din date helt sikkert ikke til noget – det vil nemlig ose ud af dig, at du har det skidt med situationen.

Der er flere do's and don'ts på den første date, og så er det vigtigt at huske på særligt to ting: 

  • Det er naturligt at være nervøs. Der er ikke noget unormalt i at være en smule anspændt. Især hvis han virkelig betyder noget for dig.
  • Skru ned for forventningerne. Hvis du drager afsted med forventningen om at møde din sjæleven og faren til dine børn, bliver du sikkert skuffet – og endnu mere nervøs! Tag det i stedet som en oplevelse: Hvis I ikke bliver gift, kan I i det mindste have en sjov aften sammen.
Lyshåret kvinde med blå skjorte drikker kaffe på en date
Vælg et dating-spot, hvor I har mulighed for at lære hinanden bedre at kende. © iStock

Hvor skal daten foregå? 

Måske inviterer han dig på date et givent sted – så er det bare at råbe hurra, tage dit fineste tøj på og dukke op. Men hvis du skal bestemme eller har nogen indflydelse på, hvor turen skal gå hen, så hold dig tre ting for øje:

  1. Vælg et offentligt sted. Særligt hvis du ikke kender ham så godt. Så er der nemlig altid hjælp at hente, hvis situationen bliver akavet.
  2. Vælg et sted, hvor det hele ikke går op i fest. Det er svært at lære ham at kende, hvis støjniveauet er så højt, at I skal råbe til hinanden.
  3. Vælg et sted du kender. Så kender du sikkert til støj- og aktivitetsniveauet, og du skal ikke bekymre dig om, hvordan du kommer derhen, og hvad du skal drikke eller spise. Vær dog opmærksom på, at det måske ikke er så smart at vælge dit stamsted, hvor du risikerer at rende ind i alle dine venner og bekendte – tusinde afbrydelser er ikke sundt for samtalen, og måske vil du gerne lige lære din date lidt bedre at kende, inden du introducerer ham til alle og enhver.

Hvad skal du have på?

Det absolut vigtigste, når du vælger tøj til en date, er, at du vælger noget gennemprøvet, som du ved, du føler dig godt tilpas i. Hvis du føler dig godt tilpas, oser du også lækkerhed – og så undgår du at skulle sidde at rette nervøst på tøjet hele tiden.

Nogle gode påklædningstips er: 

  • Smukt lingeri (som du ved, du har det godt i) kan booste din selvfølelse. Så tag det endelig på, også selvom du ikke umiddelbart har planer om at smide tøjet for ham (men det kan jo ske...)
  • Pas på med at overdosere parfumen. En let duft, når han kysser dig, er frækt og lokkende – for meget giver hovedpine og afstand.

Kvinde prøver tøj foran hendes veninde
Du kan eventuelt spørge en veninde til råds, hvis du er i tvivl om outfittet. © iStock

Hvad skal I spise og drikke?

Mad og drikke er i mange tilfælde en selvfølge på en date. Men der er flere ting, som er værd at tage højde for, når du skal vælge fra menukortet – for din egen skyld! 

  • Pas på med alkoholen! Det er okay at drikke en eller to øl med din flamme, så du slapper af, men stadig er dig selv og har din dømmekraft i behold. Lad være med at drikke dig i hegnet – du risikerer at gøre noget, du fortryder, eller at ende i deciderede farlige situationer, fordi du tager chancer og for eksempel går hjem med en mand, du ikke kender.
  • Tænk over madens svinefaktor, inden du bestiller. Du behøver ikke sidde og nippe til en feminin salat – vælg endelig noget, du har lyst til, det viser en sund appetit på livet i al almindelighed. Men pasta med tomatsovs eller en stor burger kan ende med pletter på tøjet og fedtede fingre. 

Hvad skal I sige til hinanden?

Det kræver takt og tålmodighed at lære en ny mand at kende, og du kan ikke forvente at gå fra jeres første stævnemøde og vide præcis, hvem han er – det finder du kun gradvis ud af i dagene, ugerne, månederne og årene, der kommer. 

Se samtalen mere som et hurtigt overblik over, hvad han er for en type, og hvordan I svinger sammen. Til det er der gode og dårlige emner at tage op på første date:   

  • Gode emner at tale om: De gode emner er harmløse, men sigende ting som: Hvad laver han, hvilke hobbyer har han, hvad for noget musik lytter han til, hvilke film kan han godt lide? Hvis du mangler inspiration til samtalen, så er der fem spørgsmål, der kan redde den akavede stilhed
  • Undgå disse emner: De mere tricky emner er ting, som du gerne vil vide på sigt, men som kan føre til uretmæssigt ophedede debatter og dårlige indtryk, hvis I diskuterer dem på første date. Undgå snakken om eks'er, politik, religion, penge og fremtiden (I hvert fald i detaljer, da det kan virke påtrængende). 

Lyshåret kvinde og mørkhåret mand drikker øl i solen
Alkohol kan være med til at løsne stemningen – men pas på med at drikke for meget. © iStock

Fire huskeregler til en god samtale

Når samtaleemnerne er på plads, kan du tænke over, hvordan selve samtalen skal forløbe. Til det er der fire ting, der er værd at huske på, når du sidder over for din date: 

  1. Stil masser af åbne hv-spørgsmål. Hvad laver du? Hvorfor? Hvilke bands kan du godt lide? Det giver ham mulighed for at fortælle.
  2. Lyt til ham. Kig ham i øjnene, og giv ham din fulde opmærksomhed. Han vil elske dig for det, for mange elsker at tale om sig selv, og så lærer du en hel masse om ham med din aktive lytning.
  3. Vær positiv. Lad være med at tale om dårlige forhold, brud, hvor meget du hader din eks eller at tale nedladende om dit arbejde eller venner. Det skriger dårlig stil.
  4. Vær ærlig. Hvis jeres forhold bliver til noget, er det dumt at blive fanget i en triviel løgn. Pas også på ikke at blive FOR ærlig: Du skræmmer ham sikkert væk, hvis du plaprer op om underlivsinfektioner.

Hvad er god dating-stil?

Du skal være over for din date på samme måde, som du ønsker, at din date skal være over for dig. Det vil sige: 

  • Kom til tiden. Det er uhøfligt at lade ham vente.
  • Sæt telefonen på lydløs. Lad være med at sms'e eller snakke med andre på mobilen, med mindre det er nødvendigt, (undtagelsen er selvfølgelig, hvis du har aftalt med en veninde, at hun skal ringe efter 20 minutter, så du kan stikke af, hvis det er nødvendigt).
  • Vær dig selv. Lad være med at prøve at være den, du tror, han ønsker sig – det kan du ikke blive ved med at være i al evighed, hvis jeres forhold bliver til noget.

Hvem skal betale regningen? 

Da din mor datede din far, var der helt klare regler for den slags: Selvfølgelig skulle manden da betale! Sådan er det ikke længere. Nogle mænd insisterer på at give. Nogle kvinder hader at modtage. Og andre igen synes bare, det er mest fair, at I deler regningen. Hvad skal du gøre?

Den gyldne middelvej er altid at tilbyde at betale – i hvert fald din egen del. Men mærk lige efter, hvad der føles rigtigt for dig, inden du overhovedet tager afsted på date: Er du typen, der bestemt mener, at manden skal betale – og er det et make eller break for jeres forhold, om han gør det? Eller bryder du dig ikke om at tage imod? 

Mand med kreditkort betaler regningen på café
Der kan være forskellige holdninger til, hvem der betaler regningen på jeres date. © iStock

Når din holdning er klar, så se på situationen: Hvis han har opsøgt dig og inviteret dig på middag, ligger det i luften, at han betaler. Hvis I begge studerer – og altså implicit har en skidt økonomi – er det meget fair, at I deler regningen (ellers kan det jo betyde, at aftenen slutter, før I er klar til at sige farvel).

Mænd er også forskellige: Nogle mænd bliver sure over at skulle hoste op med det hele – særligt hvis du end ikke tilbyder at betale eller siger tak. Andre synes, det er noget pjat, at du insisterer på at betale selv. 

Se, om du kan lure ham, og vær så klar til at indgå jeres forholds allerførste kompromis, så I finder en løsning, der passer jer begge.

Uanset hvad: Hvis han betaler, så husk at sige tak – det er nemlig god stil!

Hvordan siger I farvel efter jeres date?

Det øjeblik, der kan vise sig at blive mest akavet, er når I skal sige farvel efter en date – for er det kys, kram, håndtryk eller skal du med ham hjem? 

Når du kan mærke, at jeres date lakker mod enden, så lav et hurtigt eftersyn af daten: Var det sjovt? Er han noget? Og vil du gerne se mere til ham? Så har du nemlig et glimrende pejlemærke på, hvordan du skal sige farvel til ham.

  • Hvis du kan mærke, at han ikke er noget for dig. Så lad være med at smide en afvisning direkte i hovedet på ham – du risikerer at få sagt noget, du fortryder. Gå hjem og tænk over det, og giv ham så et afslag over telefonen, når du har mærket efter og fået formuleret et fornuftigt afslag. Hvis du allerede, inden I går hver til sit, ved, at det ikke skal være jer, så lad være med at sende de forkerte signaler med lange kys og kram. Et håndtryk eller et kort knus er vejen frem.
  • Hvis du kan mærke, at han er lige dig. Så overvej, hvad der nu skal ske. Måske er I så tiltrukket af hinanden, at I bare MÅ flå tøjet af hinanden og knalde igennem – gør det, men vær opmærksom på, at det (helt uretmæssigt, men sigende om ham) kan ændre hans opfattelse af dig. Et kram eller et kys er en god middelvej til at finde ud af, om han smager af mere. Husk, at fortælle ham, at du havde det sjovt i hans selskab, og at du gerne vil se ham igen, hvis det er tilfældet – hvis du ikke siger det helt klart, risikerer du at misse muligheden for en anden date.
Mand og kvinde kysser i solen
Et forsigtigt kys kan være en god måde at afslutte daten på – hvis du vil se ham igen. © iStock

Hvad skal du vide, når daten er forbi?

Pyh, hjemme igen. Jeres date er forbi, og nu er du en hel del klogere på din date – dels har du fået lejlighed til at stille ham nogle spørgsmål, dels har du fået lov til at opleve ham in action. 

Du har set, om han kommer til tiden, om han har gode manerer, om han behandler andre (for eksempel cafepersonalet) høfligt. Det har formentligt enten gjort dig mere interesseret eller frastødt dig helt. 

Inden du træffer beslutningen om, hvorvidt du skal se ham igen, så tænk over de her ting: 

  • Er alt som det skal være? Glem ikke at lytte til din intuition, inden du går på anden date med ham. Selvom du muligvis slet ikke har set nogle faresignaler, du kan sætte en finger på, kan du måske alligevel mærke, at noget er galt.
  • Kan du være dig selv over for ham? Med nogle mennesker kan du hele tiden mærke et pres for at leve op til deres forventninger – med andre kan du bare mærke, at du føler dig accepteret og endda smuk og klog i deres selskab. Kan du være dig selv sammen med ham? Har du det godt i hans selskab? Så er det tid til at fatte telefonen og arrangere andet stævnemøde...

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori