Der fik jeg dig!
Der fik jeg dig!

Scoreguide - fra tanke til handling

Gør dine fantasier til virkelighed og få fat i den mand, du er lun på - læs her hvordan

14. maj 2010 af Karina Kold

Tager du nok initiativ til kærlighed?

Du våger med lidt sommerfugle i maven og overvejer grundigt, hvad du skal have på... for sæt nu, du støder ind i ham der, du er lidt lun på. Men når du så ser ham, tør du så gøre noget for at han lægger mærke til dig? Eller er du som de fleste; rimelig genert og dagdrømmende, når det kommer til dig og ham?

Så skal du tage at læse med her. Woman har nemlig samlet gode råd til dig, der godt kunne tænke sig at være lidt mere modig over for det modsatte køn, blive bedre til at få en flirt i gang og få drømmescenarierne ført ud i virkeligheden. Det handler i bund og grund om at tage chancer i kærligheden, og leve livet mens du har det.

Allerførst skal du dog lige gøre dig klart, at fantasi og virkelighed er to forskellige ting. Det er meget rart at have en flot fyr at gå rundt (eller for den sags skyld ligge) og fantasere om. På den måde kan du tillægge ham alle de bedste egenskaber, du kan komme i tanke om. Han er sikkert bomstærk, god i sengen, omsorgsfuld og intelligent - lige sådan en mand, du har brug for.

Men hvis du har mod på at prøve den virkelige vare af, skal du være forberedt på, at det ikke er sikkert, han kan leve op til alle dine forestillinger. Det behøver nu bestemt heller ikke være et dårligt tegn. Ingen er jo perfekte - og heldigvis for det, for det ville helt sikkert være død-kedeligt. Og hvis du falder pladask for ham, vil du også komme til at elske hans svagheder, lige så fantastisk uperfekte, som de kan være.

Tag initiativ

Det kunne være rart, hvis manden på den hvide hest kom galoperende til dit slot og befriede dig fra din ensomhed med storhed og pragt, meeen sådan foregår det jo mest på film, i bøger eller i dit tankespind. Kvind dig op, og øv dig i at tage initiativ til at score, så der også kan komme en prins og et eventyr ind i dit liv.

Her er et par enkle fifs:

  • Vær mere direkte
    Mænd har ikke lige så fintfølende intuition som os kvinder, så du bliver nødt til at fatte mod og være lidt mere direkte i din flirten. Ellers har han måske slet ikke lagt mærke til, at du er interesseret i ham. Brug eventuelt en række skøre scorereplikker, der kan løsne lidt op i for både dig og ham.
  • Mænd er også generte
    Til gengæld kan mænd være nøjagtig lige så generte som os kvinder. Og ja, så er der nok en del, der vil mene, at det er mændene, der skal tage initiativet til at score dig, for sådan er det bare. Men er det ikke lidt unfair, at det altid skal være dem? Hvorfor skulle du ikke kunne begynde flirten? Hvis du er klar over, hvor mange mænd, der synes, det er frækt, når kvinder tager initiativ og tør vise, hvad de vil have, så ville du nok ikke tøve så meget næste gang.
  • "Han vil nok hellere have en anden..."
    Især hvis den mand, du sukker efter, er eftertragtet og succesfuld, kan du komme til at tænke: ”Han vil sikkert hellere være sammen med en kvinde, der er flottere og mere spændende end mig.” Vrøvl, hvor ofte har du ikke set en mega hot fyr med en knap så køn kæreste. Hvorfor skulle det ikke kunne være dig? Rank ryggen og tro på dig selv. Kærlighed er mere end det ydre. Og du aner jo ikke, hvad hans smag er. Måske er du lige akkurat den kvinde, han drømmer om. Kunne det ikke være spændende at finde ud af?

Bange for at blive såret?

Kærlighed er store følelser. Vi kan blive vanvittig forelskede, men også virkelig kede af det, hvis det ender galt. Derfor er det klart, du har betænkeligheder ved at sætte dig selv i en situation, hvor der er en stor risiko for, at du kan blive såret. Men du er nødt til at satse og give noget af dig selv for at få noget igen. Sådan er livet. Og vil det ikke være ærgerligt, hvis du om nogle år sukkende tænker tilbage på ham den søde fra arbejdet, som du brugte så mange timer på at fantasere om, men aldrig fik gjort mere ved, andet end at sende lange blikke?

Hvis han siger nej, har du i det mindste gjort et forsøg. Selv om det kan gøre ondt, skal du nok komme videre...til den næste mand i dit liv. Uden at spilde timer og nætter med at tænke på ham fjolset, der ikke ville have dig.

Husk: Hellere blive afvist end at gå glip af en fantastisk oplevelse.

Rød i hovedet – og hvad så?

Ingen tvivl, det kræver mod og selvtillid at invitere en, du har et godt øje til, på date. Så inden du kaster dig ud foran din hanløve, må du se dig selv i spejlet, og fortælle dig selv, at du er en charmerende og sej kvinde, som han vil være heldig at få lov at sætte tænderne i. Wrrraaa!

Er det med selvtilliden svært for dig, kan du læse flere tips, til at få selvtilliden i vejret her: Sådan får du selvtilliden i top.

Når du har fanget din hanløve med hjem i kanen til en dejlig omgang lagengymnastik, kan du læse mere om, hvordan du kommer til at føle dig tryg og lækker, når du er helt nøgen, her: Boost din selvtillid i sengen.

Rød i hovedet?
Lækre mænd har det jo med at gøre os kvinder noget forfjamskede og røde i kinderne. Og det er ikke særlig rart, når du ikke helt kan kontrollere din ansigtsfarve og stemmeføring. Tag en dyb indånding og spil cool det bedste du kan.

Skulle du alligevel få svedige håndflader og kludre lidt i sætningerne, kan du tage det med ro. Tænk på, hvordan du selv ville have det med en fyr, der blev en smule nervøs, når han skulle tale med dig?

Hvis han er bare det mindste interesseret i dig, vil han formentlig blive utrolig smigret over din interesse og synes, det er ret kært, du bliver nervøs.

Er han en ordentlig genteman, skal han nok få dig til at slappe af senere hen, så du kan vise mere af dit sande jeg.

Fang hans opmærksomhed

"Halløj lækre, jeg er herovre!" kan siges og vises på mange måder. Her er tre tip til at få ham, du er lun på, til at kigge i din retning:

  • Brug din humor
    Forsøg at sige noget sjovt, når I er i samme lokale, så han lægger mærke til dig, og I kan grine sammen. Den korteste vej mellem to mennesker er et smil. Eller endnu bedre: Dril ham på en kærlig måde. Så kan han drille dig tilbage, og det er faktisk en god måde at begynde en flirt på. 
  • Tilføj ham på Facebook
    Har du været inde på hans Facebook profil for at se, om han er single eller i et forhold? Her kan du jo også lure lidt på hans interesser og ikke mindst billeder. Hvis I ikke allerede er venner, så er det med at tilføje ham, så han også kan få øjnene op for din profil.
    Accepterer han din venne-anmodning, er det et positivt tegn på, at han synes om dig. Skal det være lidt mere tydeligt, hvad din hensigter med manden er, så skriv en sjov hilsen med din venneanmodning, allerhelst med et spørgsmål, som han kan svare på, så har I allerede en korrespondance kørende, som du kan udvikle til en flirt.
  • Tag på aktiv date
    Når du har fået kontakt til den mand, du er varm på, skal I lære hinanden at kende. Find på noget sjovt og aktivt, I kan lave sammen, så I ikke bare skal sidde og se hinanden dybt i øjnene over to lys på et bord - det kan godt blive lidt akavet, hvis I ikke kender hinanden så godt endnu.
    Det er selvfølgelig bedst, hvis du kan finde frem til en fællesinteresse mellem jer. Måske et bestemt band, du kan invitere ham til koncert med? Eller en film, I begge gerne vil se i biografen eller på dvd? I kan også bare gå en tur, købe af cafe latté 2go eller tage ud at bowle.

Få mere inspiration til din date invitation her: Gode idéer til sjove dates.