Mand til crossfit
Det er en kettlebell og ikke os, han kigger efter. Desværre. © Getty Images

13 uundgåelige ting, du sikkert kender, hvis du dater en crossfitter (og ikke selv er det)

En kettlebell kan få ham til at stønne meget højere, end du kan

21. august 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

1. Du har været nødsaget til at lære et helt nyt sprog. Og nej, det er desværre ikke noget sexet som spansk eller italiensk, men når ham den søde ihærdigt fortæller om den AMRAP med DB snatch, CTB og HSPU, han klarede eksemplarisk, er du nødt til at kunne oversætte.

2. Du kan ikke være jaloux over, at han viser sin (flotte) krop frem foran andre. Han smider 100 procent den sveddryppende t-shirt fem minutter inde i træningen sammen med alle de andre sprøde mænd og kvinder (et tip, du jo lige kan give videre til din singleveninde!).

3. Faktisk er du vanvittigt overrasket over, hvor meget den mand kan svede. Har han lige været i bad? Har I stået udenfor i regnvejr i ægte The Notebook-stil? Eller har han bare været en time til crossfit?

4. Du undrer dig også over, hvor meget han kan stønne til crossfit. En kettlebell kan åbenbart få ham til at stønne meget højere, end du kan. Fedt.

5. Når I har datet i noget tid, og de obligatoriske kærestekilo har sat sig, er det ikke nødvendigvis tilfældet på ham. Det eneste, der er blevet større på ham, er hans quads og selvtillid på grund af en ny PR.

6. Han taler meget om sine ømme muskler. Og du får æren af at massere dem. STILLE og roligt!

7. Han skifter sin Netflix-serie ud med CrossFit Games eller CrossFit Open, når det er den tid på året. Champions League for crossfittere verden over åbenbart.

8. På hviledagen gælder nogle helt andre regler, end der plejer. “Bland selv-slik, siger du?”

9. Når han viser dig en video af en øvelse, han udfører til træning, kan du ikke heeelt lade være med at tænke: ‘Det ser da nemt nok ud.’ Tænk det gerne, men lad for Guds skyld være med at sige det højt!

10. Hans mest brugte app er en crossfit-app. Altså hvad er der nu galt med Instagram og Candy Crush?

11. Han synes pludselig, at sjipning er meget sjovt. Det havde han nok ikke troet på, da han som 10-årig blev tvunget til at sjippe i bue med resten af folkeskoleklassen i skolegården...

12. Før i tiden syntes han, at Eminem var fed, men nu sværger han til tramp og dak. Men i stedet for at fyre basarmen af, begynder han at Air Squatte på stuegulvet. Så forvirrende, når du lige troede, I skulle danse.

13. Han ser enhver mulighed for lige at øve en crossfit-øvelse. En væg kan bruges til Handstand Push-Ups, et bord kan bruges til at hoppe op på, og hvorfor dog ikke øve teknikken i dødløft, når han alligevel taber noget på gulvet? 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori