Mand kysser kvinde
© iStock

Den scoring, vi aldrig glemmer

Du kender helt sikkert følelsen af vild hjertebanken og varme kinder, når du har fået en lækker snitte i nettet. Vil du vide, hvordan mænd tænker, når det sker? Ti mænd deler deres bedste scoring med dig her

20. maj 2015 af Anders Stjernholm

Enhver 1.g’ers drøm
“Det var mit første år i gymnasiet, og jeg havde haft lange øjne efter en 3.g'er. Det var sommer, og der var fest på gymnasiet. Hun smed sig rundt på dansegulvet, og mens jeg betragtede hendes smidige bevægelser, gjorde jeg min ven opmærksom på hende og sagde: ‘hende dér er jeg sammen med i aften’. “Men hun er jo 3.g’er”, konstaterede han med et skævt smil.

Efter en god portion øl gik jeg hen til hende, da hun stod i baren og tog en kort pause fra dansegulvet. Vi talte lidt overfladisk sammen, indtil Ricky Martin pludselig dunkede ud fra højtalerne. Vi endte med at danse i flere timer, og til sidst kyssede vi på dansegulvet. Det var helt vildt! Jeg var samtaleemnet på gangene om mandagen og fik virkelig respekt fra de øvrige drenge. Men vigtigst af alt overvandt jeg min teenage-frygt og fik det, jeg gik efter. Hun blev selvfølgelig mobbet for at være sammen med en 1.g’er.”
Jack, 22 år

Fuld, våd og lykkelig
“Jeg stod på en bar og kiggede på damer. Og det kørte virkelig for mig denne aften. En sød blondine havde fanget min opmærksomhed fuldstændig, men i min hårde brandert kunne jeg ikke tage mig sammen til at gå hen til hende. Heldigvis kom hun til mig - og heldigvis var hun lige så fuld som mig. Efter lidt tid besluttede vi at finde noget at spise. Desværre var alt lukket, og regnen silede ned. Efter vi havde kysset i en opgang og droppet at finde en taxa, gik vi hele vejen hjem til hende. Vi var for våde og frosne til at dyrke sex, så vi lå bare i ske hele natten. Senere har vi dog taget revanche på det, for vi er kærester nu.”
Andreas, 26 år

Testikel-tequila gav bonus
“Jeg var godt fuld på en bar, hvor jeg forsøgte at imponere bartenderen. Hun var ufatteligt lækker, så almindelige komplimenter kom jeg ingen vegne med. Men på et tidspunkt fik jeg alligevel hendes opmærksomhed, da jeg tog en testikel-tequila på min ven. Åbenbart var det lidt hot at se mig slikke salt af min vens pung, for de to kvindelige bartendere tog med mig og mine venner hjem til en efterfest. Der sad jeg så mellem de to kvinder. Den ene bagte løs på mig, men det var hendes veninde, jeg var vild med. Og jeg endte da med at bruge formiddagen i sengen med den prinsesse, jeg havde udset mig.”
Karsten, 29 år

Et kys i regnen
“Det var torsdag på Roskilde Festival, og mit humør var i bund efter en dag med mere end 100 millimeter regn. Sammen med mine venner var jeg krøbet i ly under et af koncertteltene og lyttede til en heldigvis god koncert. Mine øjne var dog ikke rettet mod scenen. Blikket var låst på en megaflot blondine, der ikke så ud, som om hun havde været på festivalen hele ugen. Hun var superskøn, og sammen med en ven stod vi komplet fascinerede og så, hvordan den ene mand efter den anden forsøgte at score hende.

Det lykkedes mig at få øjenkontakt med hende et par gange, men det var svært at sige, om det var, fordi hun syntes, jeg var sød - eller om det var fascinationen af min kiksede regnjakke og flade hår. Da koncerten lakkede mod enden, smuttede hun sammen med sine venner. Og da de kom forbi os, lænede hun sig pludselig hen mod mig og tog min hånd! Jeg lænede mig hen til hende, fordi jeg troede, hun ville sige noget, men i stedet kyssede hun mig bare - og smuttede igen. Jeg stod helt betaget og tog imod lykønskninger og respekttegn fra mine venner. Og så blev den regnhærgede dag pludselig tålelig.”
Anders, 27 år

Scoret foran vennerne
“På en ferie til New Zealand var jeg på diskotek med et par venner. Jeg havde gået rundt lidt for mig selv, da jeg så dem bage for hårdt på en supersprød kvinde. Uden at kigge på dem gik jeg hen til hende og præsenterede mig selv, hvorefter hun sagde· ‘Kom, lad os gå over i en sofa’. En halv time senere vinkede jeg farvel til gutterne med hende under armen. Det var noget helt fantastisk fedt over at tage hende ud af hænderne på de andre.”
Rasmus, 25 år

Kongen af natten
“Kvinder er selvfølgelig ikke trofæer. Men en gang imellem føles det som en stor sejr, når man scorer. Jeg var i byen med en ven, og vi endte på en propfyldt bar. Der var tonsvis af kvinder, men en af dem stod bare ud som den lækreste af dem alle. Hun var høj, mørkhåret og havde et fantastisk ansigt. Som en dukke, men med de sødeste smilehuller og en lille kløft i hagen. Det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste, der blev betaget af det ansigt.

Hun nåede at hilse på en halv hær i løbet af natten – og hun afviste hele bundet. Jeg hilste på hende tidligt, da jeg var oppe og købe øl. Senere da promillen var kommet i det røde felt, gik jeg hen til hende og sagde, at hendes hår burde sidde anderledes. Hun blev lidt sur, men samtalen kom i gang. Pludselig snakkede vi om ægteskab, hunde og charterferie - og så kyssede vi. Jeg havde snuppet præmien. Foran alle de andre. En mand kom tilmed hen og spurgte hende, hvorfor hun valgte mig. “Han er det eneste herinde, der er noget værd”, svarede hun ham. Jeg var kongen af natten i det øjeblik.
Dennis, 23 år

Feriekærlighed
“Jeg var på ferie med min familie et sted, hvor der ikke var ikke så mange unge, så jeg havde udsigt til at kede mig i to uger. En dag ved hotellets pool så jeg en gudeflot pige. Hun var et par år ældre end mig (jeg var 16) og væsentligt kønnere. Jeg kom i snak med hende, og vi var i samme situation: Hun var også af sted med sine forældre, og var derfor alene meget af tiden. Jeg skruede al min charme på og fik hende til at grine, og efter en halv time bad hun mig smøre solcreme på hendes ryg. Det gik langt over forventning.

Men så fortalte hun pludselig, at hun havde kæreste på. Jeg blev helt anderledes og tænkte ikke længere på at score. I stedet snakkede vi løst og fast og ærligt om alting hele eftermiddagen og resten af ugen. Vi talte sammen som venner, men sidste dag kunne jeg mærke, hun var anderledes. Da vi sad alene på en tagterrasse, fortalte hun mig, at hun havde fået følelser for mig. Hendes forhold til kæresten gik ikke for godt, og hun vidste ikke, hvad hun ville. Jeg vidste godt, hvad jeg ville: Jeg ville kysse hende. Og gjorde det. Vi udvekslede numre, før hun tog hjem dagen efter, men efter to dage kom der ikke flere sms’er fra hende. Det sluttede der. Men følelsen, da jeg kyssede hende, glemmer jeg aldrig.”
Thomas, 18 år

Hævnen er sød
“En aften på et diskotek talte jeg med en kvinde. Hun grinede konstant og snakken døde aldrig ud. Så forsøgte jeg at kysse hende, men den gik ikke. Hun kiggede på mig, som om jeg var idiot og sagde: ‘Nej, bassemand, det sker ikke’. Det var en afvisning, der sad lige i maven. Jeg var temmelig slukøret, da jeg tog hjem. Weekenden efter var jeg igen på diskoteket - og det var hun også. Det var tid til hævn. Jeg hilste pænt på hende og hendes veninder og gik hurtigt videre.

Senere på aftenen flirtede jeg med den ene veninde og viste gode moves på gulvet. Da jeg stod sammen med en ven i baren, kom hun smilende hen til mig og tog min arm. Jeg kiggede lidt ondt på hende og spurgte, hvad hun havde gang i. Så smuttede hun igen. Det føltes fantastisk at kunne afvise hende så hårdt. Jeg havde fået min hævn. Men det blev lidt sjovere, da hun til sidst på natten kom hen til mig og sagde: ‘Vil du ikke nok tage med mig hjem. Du vil ikke fortryde det’. Den kunne jeg alligevel ikke afvise. Og jeg fortrød heller ikke.
Ole, 28 år 

Puppy love
“En hundehvalp er et fremragende scoreredskab. Og jeg fik syn for sagen en forårsdag, da jeg luftede min et-årige schæfer Ricco. I parken var jeg i gang med at træne Riccos lydighed og havde netop taget snoren af ham, da han spænede af sted. Jeg måtte efter ham og fandt ham snusende til en beagle, hvis ejer var en sød lille blondine med en fantastisk krop. Jeg havde svært ved at kigge væk fra hendes barm, og det lagde hun vist også mærke til.

Jeg beklagede Riccos tilnærmelser over for hende hund, og hun kommenterede rapt, at jeg vist fulgte hans eksempel. En kvinde med humor! Jeg grinede, mens mine ører blev røde. Vi valgte gå med hundene sammen, og den tur blev meget længere, end de plejer. Faktisk var hundene trætte før os. Jeg inviterede hende over til middag samme aften. Hun kom. Og blev i tre dage! Den hund er den bedste investering i mit liv.”
Mikkel, 24 år

En næsten endeløs kamp
“Jeg var smaskforelsket i en pige fra klassen over mig i gymnasiet. Jeg prøvede at score hende allerede ved første fest, så hun vidste det godt. Det gjorde alle faktisk, så det var lidt pinligt. Men jeg blev ikke helt afvist af hende, og når nu alle vidste, jeg var hooked, kunne jeg lige så godt blive ved. Så hver eneste fest gik med at kurtisere hende. Jeg spurgte hende altid om at danse med mig, købte øl til hende og friede også et par gange, når øllet havde godt fat i min hjerne. Heldigvis syntes hun, at det var ganske sjov.

Da foråret kom, og vi kunne spise uden for i frikvartererne, havde jeg for en gang skyld modet til at flirte med hende ædru. Jeg satte mig hen til hende og hendes veninde og fyrede op for charmen. Jeg var kanonsjov. Heldigvis. Og folk omkring os grinte med. Det var en megafed solskinsdag, og alt klappede bare for mig. Til sidst spurgte jeg hende: ‘Hvad skal der til for at forføre dig?’. ‘Det kommer aldrig til at ske’, svarede hun. Men så gav hun mig et kys. Et grundigt tungekys. Folk hujede og klappede, og pludselig var jeg ikke længere til grin. Det blev aldrig til mere, men det kys foran halvdelen af gymnasiet reddede mit forår.
Kim, 21 år

Bragt første gang i Woman nr. 110