Mand og kvinde er sapioseksuelle
Som sapioseksuel er det vigtigt, at ens partner har det helt rette karaktertræk. © Getty Images

Er du sapioseksuel? Så tænder du på særligt én ting

Og det er ikke udseende og køn, der tænkes på

22. februar 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Du kender det måske selv: Der er særligt én ting ved en anden person, som virkelig kan tænde dig. For nogle er det et sæt flotte øjne, et charmerende smil, en god humor eller måske nogle bestemte kropsformer. Nogen tænder på mænd, andre på kvinder, og nogen er glade for begge dele. 

Og så er der dem, der tænder på intelligens! Og dem er der eftersigende mange af. Så mange, at det har fået sin egen seksualitet: Sapioseksuel. 

Uanset om det er første gang, du hører ordet, eller er stødt på det før, men stadig ikke er helt med på, hvad det betyder, så vil vi med hjælp fra sexolog Sara Sofie Vesterholm prøve at gøre dig klogere på, hvad det vil sige at være sapioseksuel. Måske du kan genkende tegnene? 

Som sapioseksuel tænder du på intelligens

Hvis du finder intelligens enormt attraktivt – ja, faktisk som det allermest attraktive ved en anden person – så er du formentlig sapioseksuel. Og det er du umiddelbart ikke alene om. 

Ifølge en undersøgelse med over 200.000 deltagere, så er intelligens en af de mest foretrukne kvaliteter hos en partner – hele 44 procent af kvinderne og 49 procent af mændene placerede intelligens i en top tre over de vigtigste kvaliteter. Derfor er det måske ikke så underligt, at det for nogen er et decideret turn off ved en potentiel kæreste, hvis han eller hun ikke har noget mellem ørerne. 

Ofte spiller personens køn ingen rolle 

Selve begrebet ‘sapioseksuel’ kommer af det latinske ord sapien, der betyder ‘vis’ – koblet sammen med ordet ‘seksuel’ giver begrebet derfor god mening. Sexolog Sara Sofie Vesterholm forklarer, at sapioseksuelle særligt finder det intelligente i et menneske tiltrækkende.

“Det at være sapioseksuel kendetegnes ved, at du tiltrækkes af intelligens. Ofte er det faktisk sådan, at det ikke spiller nogen rolle, hvilket køn det er. Du kan sagtens være kvinde og tiltrækkes af en anden kvinde på grund af hendes intelligens,” fortæller hun. 

Sapioseksuel kvinde spiller skak med sin kæreste
Søger du efter en intelligent kæreste? Så kan du meget vel være sapioseksuel. © Getty Images

Forskellige former for intelligens

Intelligens handler ikke kun om, hvor højt du scorer i en IQ-test, eller om du kom gennem din uddannelse med rene 12-taller. Ifølge Sara Sofie Vesterholm findes der nemlig flere former for intelligens, og hun fortæller, at det i virkeligheden kan være forskelligt fra person til person, hvad de ser som en intelligent kæreste.

En sapioseksuel kan eksempelvis finde det utrolig attraktivt, hvis en person er meget passioneret omkring kunst, vildt god til taktisk udfordrende spil eller elsker at opsøge ny viden. Det handler også om, hvad du selv finder inspirerende.

“Hvis nu du synes, det er enormt inspirerende med mænd eller kvinder, der er rigtig dygtige med økonomi, har en høj stilling og kan tage dybe samtaler om det, ja så er det dét, der tiltrækker. Det er ligesom, hvis en person, der går op i den fysiske tiltrækning, elsker høje kindbind,” forklarer Sara. 

I behøver ikke være passionerede om de samme ting

Hun tilføjer, at det at være sapioseksuel ikke nødvendigvis betyder, at du har samme IQ eller samme intelligens inden for et bestemt fag, som personen, du finder attraktiv. Det kan for eksempel også være din egen passion, der har indflydelse på, hvad du opfatter som intelligens hos en anden person.

Men det kan også være selve måden den anden person er passioneret på, der er tiltalende – uden at det nødvendigvis er en passion, du deler.  

“Du kan også sagtens blive grebet af en persons måde at reflektere over bestemte emner eller når de beskriver, hvad de brænder for, og du virkelig kan mærke deres passion omkring det.”

Mand der er sapioseksuel og tænder på intelligente mennesker.
Intelligens kommer i mange former – for nogen kan det handle om succes på arbejdet. © Getty Images

Sapioseksuel er en nyere seksualitet 

Hvis du aldrig havde hørt om sapioseksualitet før, så er det ikke så underligt igen. Ifølge Sara er det at kalde sig sapioseksuel en forholdsvis ny titel – modsat for eksempel homoseksuel. Hun mener, at det er opstået, fordi det for nogle kan være rart at have en kategori, som de føler, de kan identificere sig med. 

“Der kommer altid nye kategorier, for der vil altid være nogen, som føler, at de ikke kan passe ind i de forskellige bokse – det samme har gjort sig gældende for sapioseksualitet,” fortæller Sara.

Vi har forskellige behov 

“Der er nogen, der stiller mere spørgsmålstegn ved deres seksualitet, og har brug for, at der kommer en titel på. De har måske altid tænkt: ‘Hvorfor er det, at jeg bliver tiltrukket af de her intellektuelle mennesker?’– det er nok de mennesker, som har mest brug for, at der er en titel på det,” forklarer Sara Sofie Vesterholm. 

Ifølge hende, er der dog også mange, som ikke nødvendigvis har et behov for, at der skal en titel på deres følelser – eller som aldrig har tænkt i de baner, selvom de måske altid har følt sig tiltrukket af det intellektuelle.

Sådan finder du kærligheden som sapioseksuel

Kan du genkende dig selv som sapioseksuel? Måske har du allerede været så heldig at have fundet manden eller kvinden, som tænder dig med sin intelligens, men hvis du stadig er på jagt – hvad end det er et seriøst forhold eller en uskyldig flirt, du er ude efter – så har Sara Sofie Vesterholm et par gode råd både til Tinder-profilen og ‘den virkelige verden’. 

“Hvis nu du for eksempel bruger dating-apps, så kan du i sin dating-profil gøre det klart, hvad du er tiltrukket af – så får du lagt ud, at det er dét, du søger. Har du også en eller anden speciel passion eller hobby – det kunne eksempelvis være kunst – så kan du jo prøve at søge, om der ikke er nogle forskellige forums eller kunstudstillinger, hvor du kan møde mennesker, der har samme passion som dig selv,” afslutter Sara. 

Kilder: Urbandictionary.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori