© Getty

Forlæng ferieromantikken

Hvadenten du er single eller i parforhold, kan du også holde den gode kærligheds-vibe fra ferien herhjemme

1. august 2014 af Mette Andrea Boesgaard

Forlæng ferieromantikken


Ferie er lig fed love. Hvad enten du er du single, fri og søgende eller lykkelig sammen med din eneste ene, svirrer amorinerne, når der er sol, strand, sand og vand på programmet. Nu har du nemlig endelig tid til at være sammen med ham, du elsker, eller sætte alt ind på at finde ham. Men næppe har du knaldet kufferten i gulvet hjemme i entreen, før feriestemningen er forsvundet og du kan mærke hverdagens kærlighedsrutiner vende tilbage. De lækre singlemænd er pist borte, og kæresten er en kedelig ka'l, som smider vasketøj over det hele.

Men stop op! Det behøver altså ikke være sådan! Du kan nemlig selv hold liv i den gode, romantiske stemning fra ferien, selv efter det forlængst er blevet hverdag igen. Woman har opskriften...

Hvis du er single...

Ferien har været en festbuffet af oplevelser. Du har haft masser af tid til grillaftener, strand- og byture og cocktails og cafe-dates med veninder. Du har været solbrun og afslappet og følt dig lækker og lattermild. Og på din vej har det sværmet med hotte mænd, som du har savlet over (og måske endda scoret)...

SÅDAN FORLÆNGER DU FERIESTEMNINGEN

Gå ud
Torsdag aften - du har haft en hård uge, og dumper ned på sofaen foran flimmeren. Men hov, vent! Du behøver faktisk ikke sidde der og summe og ærgre dig over, at du aldrig finder dig en kæreste. Gå ud, også selvom det bare er en time på den lokale cafe med en veninde eller en gåtur i parken. Du møder ingen, når du sidder derhjemme, så gå udenfor din dør, også selvom du ikke har den store lyst eller energi. Husk på, at en hyggelig aften ude også kan være en måde at lade op og få overskud på.

Forkæl dig selv
Kan du huske fornemmelsen af at ligge på stranden og nyde solen på dit næsten nøgne korpus? At smøre din solbrune krop ind i lækker bodylotion og trække din lette, flagrende sommerkjole på? Din følelse af lækkerhed og velvære hænger faktisk ikke nødvendigvis sammen med solen og sommeren - du kan sagtens genskabe den ved at pleje og elske dig selv. Gør noget ud af dig selv, selvom du ikke skal noget særligt. Forkæl dig selv med en hjemmespa. Vælg tøj, der får dig til at føle dig lækker og sexet. Og hold af dig selv. Fordi du er det værd!

LÆS MERE Forkæl dig selv med en hjemmespa

LÆS MERE Sådan bliver du sexet

LÆS MERE Elsk din krop

Tag chancer
Da solen bagte og du var langt væk hjemmefra, var du ikke bange for at tage chancen og kysse en fremmed. Derhjemme kniber det mere med modet. For hvad nu, hvis han er en nitte - og du møder ham igen? Hænger du så på ham? Nej, du gør ikke! Spring ud i det, og husk på, at det er en ærlig sag at sige, at gnisten mangler og jeres fling ikke skal gentage sig. Men det er bedre at have prøvet og fejlet, end slet ikke at have prøvet. Ikke?

Hvis du har en kæreste...

Vandreture langs stranden hånd i hånd. Romantiske middage. Lange nætter - og formiddage - i sengen. Ferien har budt på masser af kærestetid, så du har virkelig genopdaget din bedre halvdel og er blevet nyforelsket i ham igen. Og så kommer hverdagen. I har altid travlt - mange forpligtelser og få fornøjelser. I irriterer jer over hinandens dårlige vaner og begynder at småsnerre af hinanden. Og forelskelsen falmer.

SÅDAN FORLÆNGER DU FERIESTEMNINGEN

Sæt tid af til hinanden
Det ferien først og fremmest gav jer, var tid - tid - tid til at være sammen. Men tid kan være en mangelvare i hverdagen, så sørg for at prioritere hinanden. Lav for eksempel en kæresteaften eller -dag en gang om ugen, hvor I virkelig har tid til at kræse om hinanden. Det behøver ikke være det helt store - bare sluk tv'et / computeren / smartphonen, lav lidt god mad og kram på sofaen.

Tal - og lyt - til hinanden
Da I tilbragte al jeres tid sammen på ferien, genfandt I (forhåbentlig!) glæden ved at tale med og lytte til hinanden og ikke bare udveksle almindeligheder om, hvem der laver aftensmad og hvad I skal have. Måske fik I vendt jeres fremtidsplaner - hvad stræber I efter som par? Bryllup, ejerbolig, børn - eller bare en vinterferie sammen? Hvad føler I hver især, der er godt og skidt i jeres liv? Lad være med at tro, at du kender din kæreste til bunds, bare fordi I har talt om jer selv og jeres drømme og fremtidsplaner, da I blev kærester eller i sommerferien, for vi ændrer os hele tiden, så bevar båndet mellem jer ved at tale sammen om de store, dybe ting jævnligt.

LÆS MERE Lær at tale og blive hørt

Gør noget sammen
En ting, der gjorde ferien til noget særligt, var, at I gjorde en masse ting sammen. Gik ud og spiste. Var i biffen. Gik ture. Når hverdagen begynder, falder I ofte ind i en trummerum, hvor I gør de samme ting på samme tidspunkt af ren og skær vane. Men hvem siger, at I ikke kan gå ud og spise en helt almindelig onsdag aften? At I skal se søndagsfilm på fjerneren i stedet for at elske hele aftenen? Bryd vanerne og gør noget sammen!

Dyrk sex
Sex er limen i jeres forhold. På ferien havde I masser af tid til at elske, udforske og nyde, i hverdagen kniber det mere, både med tiden og lysten. Men tag jer alligevel tiden til at elske. Det behøver ikke tage mere end et kvarter (selvom det meget gerne må gøre det), og hvis I først går i gang med at kysse og kærtegne, skal lysten nok komme. Husk på, at mere vil have mere. Så bare gør det.

LÆS MERE Få lyst til sex igen

LÆS MERE Tag et frækt lynknald

Genoplev ferien
Kan du huske hvordan sommerfuglene baskede i maven, da du så din hotte kæreste i badebukser på stranden? Hvor lykkelig du var, da I spiste middag på den lille restaurant på hjørnet? Hvor berusende jeres vilde sexeskapader var? Tænk tilbage på ferien - dvæl ved minderne og snak om dem, så holder I den lille flamme indeni i live.