Hvis du er en aktiv scroller på TikTok, har du nok lagt mærke til, at det er blevet mere og mere normalt for folk at diskutere og udlægge deres dating- og kærlighedsliv på sociale medier. I den forbindelse har du måske også stiftet bekendtskab med begreberne red flag og green flag, som beskriver enten en god eller dårlig egenskab, som et menneske kan besidde.
Nu er et nyt begreb så blevet føjet til dating-ordbogen – det såkaldte beige flag. Hvis du er lidt forvirret over farvepaletten af flag, er du bestemt ikke alene. Derfor har vi lavet en grundig gennemgang af det nye begreb, så du kan føle dig opdateret igen. Bliv klogere på det her.

Først og fremmest, så lad os lige få styr på red flags og green flags for bedre at kunne forstå det nye begreb, beige flag. Alle “flagene” hentyder ofte til en romantisk relation og kan være med til at forklare, om en person er god eller dårlig for dig.
Hvad er et red flag?
Et red flag beskrives som adfærd, du skal undgå. Det kan for eksempel være, hvis din flirt stadig har Tinder installeret på sin telefon og undskylder det med, at han eller hun “bare ikke har fået det slettet”, eller hvis han eller hun ikke vil lade dig møde sin familie, på trods af at I har datet længe. Du kan se et red flag som en rød advarselslampe, der lyser for at signalere, at du burde få dig selv væk fra situationen.
Det er dog vigtigt at sige, at et enkelt red flag ikke betyder, at du behøver at afbryde jeres relation – der kan være mange grunde til, at folk gør, som de gør. Det kan dog være en god idé at holde øje med eventuelle andre red flags.
Hvad er et green flag?
I den helt anden grøft har vi green flags. Et green flag er kendetegnet ved god opførsel fra din flirt eller kæreste. Det kan for eksempel være, hvis din kæreste virker engageret i jeres forhold, hvis personen er god til at udtrykke sine følelser, eller hvis din kæreste støtter og hjælper dig med at opnå dine drømme.
Green flag beskriver altså god opførsel, som gør, at du føler dig tryg i jeres relation og føler, at du kan stole på vedkommende.

Hvad er et beige flag?
Nu når vi til det – den mærkelige gråzone, som beskriver en opførsel midt imellem green og red flags. Et beige flag karakteriseres altså hverken som en speciel god eller dårlig egenskab.
Et beige flag beskrives som en sjov eller mærkelig egenskab, som din flirt eller kæreste besidder – eller nærmere bestemt en specifik ting, han eller hun gør, som ikke ligefrem er en deal breaker for dig, men heller ikke er et plus. Det kan beskrives som en ting, han eller hun gør, som kort får dig til at stoppe op, kigge på vedkommende og undre dig, men tingen er ikke “mærkelig nok“ til, at du tænker mere over det.
Et eksempel kunne være, hvis din kæreste altid dypper sine Oreo's i vand i stedet for mælk, hvis han eller hun altid bruger mayonnaise i stedet for smør, eller hvis din flirt altid drikker energidrik i stedet for vand, fordi “vand smager kedeligt”. Eller sover med strømper på, uanset om det er sommer eller vinter...
Med andre ord: Det er mange små ting, der kan udgøre et beige flag, og definitionen af et beige flag er forskellig fra person til person. Hvis du for eksempel også elsker Oreo's med vand, er I jo bare et match made in heaven!