Mand og kvinde lever i polyamorøse forhold
Du skal ikke være jaloux anlagt, hvis du vil leve i et polyamoriøst forhold. © Getty Images

Hvad er polyamori? Bliv klogere på det utraditionelle kærlighedsforhold

At elske flere på én gang

28. januar 2019 af Simone Overgaard Aaberg

‘Poly-ah-hva-for-noget’ tænker du måske... Hvad er det nu liiige, det er? 

Du kender det måske bedre som et ‘åbent parforhold’. Det handler nemlig om, at du kan have flere kærlighedsforhold end ét. Men der er alligevel lidt forskel på den definition, vi måske umiddelbart forbinder med et åbent forhold, og så det, som polyamori dækker over. 

Vi har her samlet fem punkter, der kan gøre dig klogere på det polyamorøse parforhold. 

1. Polyamori kan ses som et alternativ til monogami

Den klassiske type af parforhold, som de fleste kender til, er monogami. Her har du én fast partner, som du holder dig til. Polyamori kan ses som et alternativ til det klassiske monogame forhold. Her er du nemlig ikke ‘bundet’ til en partner, men kan – hvis alle involverede er med på den – have flere kærlighedsforhold.

Folk, der lever i polyamorøse parforhold, mener ofte, at et forhold til én person ikke er nok, og derfor ønsker de flere (og gerne længerevarende) forhold, der allesammen indeholder tillid og kærlighed. 

Mand og kvinde lever i polyamori
Nogen trives bedst i polyamorøse parforhold – men det er ikke for alle. © Getty Images

2. Polyamori adskiller sig fra polygami 

Hvis du lever i et polygamisk forhold, så betyder det kort fortalt, at du indgår i et ægteskab med mere end én person. Helt så ‘fasttømret’ er polyamorøse forhold ikke nødvendigvis – her indgår du som udgangspunkt bare i et romantisk forhold med flere mennesker, der alle er bevidste og accepterende for forholdene.  

3. Flere former for polyamorøse parforhold

Den type af åbent forhold, som vi blandt andet blev klogere på gennem DR3s Ku' godt må godt – fortælling fra et åbent parforhold, kan for eksempel ses som én form for polyamori. Serien handler om to personer, der er i et forhold med hinanden, men som samtidig har givet hinanden plads til at have hver deres forhold ved siden af deres eget.

En anden type af polyamori kan være, når flere personer vælger at indgå i et fælles parforhold, hvor der ikke er flere forhold uden for det eksisterende forhold (der eksempelvis kan bestå af tre, fire eller flere personer). Denne type forhold kaldes også polyfidelity. 

To mennesker der indgår i polyamori
Polyamori er ikke kun seksuelt – det handler om tillid og kærlighed. © Getty Images

4. Polyamori er ikke utroskab 

Hele idéen med at alle der indgår i polyamorøse forhold er indforståede med præmisserne, gør, at der ikke er tale om utroskab. Når du er utro, så bryder du nogle uskrevne regler, som i et monogamt parforhold ofte betyder, at du ikke har sex eller bliver følelsesmæssigt involveret med andre end din partner – dette gør sig ikke gældende i polyamorøse forhold. 

Polyamori er, som vi tidligere har beskrevet, en fælles forståelse af, at du godt kan have flere kærlighedsforhold end ét. Men hvis du lever i den form for polyamoriøst forhold, hvor du er i et fast forhold med flere personer, så kan der være lavet regler i forholdet, der gør, at det ses som utroskab, hvis du er sammen med andre, der ikke er en del af jeres polyfidelity-forhold. 

5. Hvordan ved du, om polyamori er noget for dig? 

Lad os slå det fast med det samme: Polyamorøse forhold er ikke for alle. Når det så er sagt, så er der flere undersøgelser, som peger på, at folk i åbne parforhold er lykkeligere end folk i monogame

Hvis du lever i et monogamt forhold, men synes, at idéen om polyamorøse forhold lyder spændende, så har vi her samlet en række fordele og ulemper ved et åbent forhold. Forhåbentlig kan det være med til at gøre dig klogere på, hvad der er det rigtige for dig. 

Kilder: Researchgate.netWomanshealthmag.orgDictionary.com

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori