Par på valentinsdag
Der er mange idéer til aktiviteter, I kan tage jer til på valentinsdag.


© Getty Images

20 hyggelige ting, I kan lave på valentinsdag

Har du lagt store planer på valentinsdag, eller venter du på en overraskelse?

4. februar 2022 af Simone Overgaard Aaberg

Valentinsdag venter lige om hjørnet, og det betyder en hel dag i kærlighedens tegn. Har du tænkt over, hvad dig og din kæreste skal lave? Eller er du helt blank, når det kommer til idéer til valentinsdag?

Hvad end du er en kæmpe fan af romantik eller foretrækker at holde den romantiske del lidt nede, så kan du med garanti få inspiration til hyggelige ting, I kan lave til valentinsdag i artiklen her. Vi har nemlig samlet intet mindre end 20 idéer til en valentinsdag lige efter jeres smag. 

De romantiske idéer til valentinsdag 

Vi starter i det helt pladderromantiske og disker op med en række idéer, som varmer enhver romantikers hjerte. Uanset om det kun er den ene af jer, der er vild med romantik i stor stil, så kan I næsten ikke undgå at komme i en sand kærlighedsstemning med disse romantiske valentinsdag idéer.  

  • Spabad – bobler (både i vandet og i glasset) og ren afslapning. Perfekt!
  • Restaurantbesøg – tag ud og spis på jeres yndlingssted eller prøv noget helt nyt.
  • Biograftur – på parsæder, selvfølgelig!
  • Tag i Zoo – der er altså noget romantisk over en hyggelig gåtur blandt vilde dyr.
  • Tag til Paris – en af de dyrere dates til valentinsdag, men også top romantisk!

Par på café som en af de romantiske valentinsdag idéer
Inviter din kæreste ud på kaffe eller middag, hvis du er til de romantiske valentinsdag idéer.© Getty Images

De mindre romantiske idéer til valentinsdag 

Der er også nogle ret anti-romantiske valentinsdag idéer, som I kan lade jer inspirere af. De er både hyggelige og sjove!

  • Ansigtsmaling – hvorfor ikke få lidt sjov ud af behagelige berøringer?
  • Gokart – sæt fuld fart på jeres valentinsdag med en gokart-date.
  • Tag på klatretur – find en klatrevæg eller måske endda en hel klatrebane.
  • Gyseraften – sæt de uhyggeligste gyserfilm på (hvis I tør!).
  • Dansedate – find et dansekursus med gang i – som hip hop eller breakdance!
Klatring som en af de aktive valentinsdag idéer
Tag på en aktiv klatredate på valentinsdag. © Getty Images

De aktive idéer til valentinsdag 

Er I typerne, der gerne ser, at I er i bevægelse, når I skal på date? Så er de aktive valentinsdag idéer perfekte til jer (og hvis det er, så kan de jo altid kombineres med afslapning bagefter).

  • Skøjtning – find en skøjtebane nær jer og test jeres evner på isen.
  • Sightseeing i egen by – en både aktiv og hyggelig date idé.
  • Tivolitur – køb turpas eller tag blot et slentretur med noget varmt at drikke.
  • Shoppetur – en hel dag med shopping og hinandens selskab = perfekt kombi.
  • Kanotur – pak jer godt ind og medbring tæpper, snacks og varm kakao.

Par i tivoli på valentinsdag
Tag det varme tøj på, og hyg jer med en af de aktive valentinsdag idéer.© Getty Images

De billige idéer til valentinsdag 

Der er ingen, der siger, at dates skal være dyre! De her billige valentinsdag idéer kan de fleste være med på – og de er stadig top hyggelige (og romantiske, hvis I gør det til det). 

  • Netflix og chill – kræver kun en bunke gode Netflix film og snacks!
  • Gåtur i naturen – en varm kaffe i den ene hånd og din kæreste i den anden. 
  • Cykeltur – tag ud i det blå med eller uden en destination i tankerne.
  • Massageaften – en massage guide og hinandens kroppe er alt, I behøver.
  • Brætspilsaften – find de bedste brætspil frem (og snacks. Altid snacks).

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.