Som 19-årig mødte Anette den 11 år ældre Fredric første gang. Først da hun fyldte 30 år, erkendte hun, at det var Morten, hun ville leve sammen med, og lod sig skille fra sin mand.
Hvordan mødte I hinanden?
Anette: “På færgen mellem Rødby og Puttgarden i 2003. Jeg var den, der sagde: ‘ti minutter til havn’ og ‘velkommen om bord’ over højtaleren, og Fredric var styrmand. Vi snakkede godt sammen og havde den samme humor. Vi klikkede vildt godt, men der var ikke noget flirt. Han havde kone og børn.”
Fredric: “I mine øjne var Anette alt for ung, så der var ikke noget i det. Men hun var sød og tiltalende.”
Anette: “Jeg var lige flyttet til København og kendte ikke nogen, så en aften ville Fredric vise mig byen. Vi blev fulde og endte hjemme hos mig. Om morgenen tænkte jeg: ‘Hvad har jeg dog gjort?’. Det lå så langt fra min moral, for han var jo gift! Men alligevel var der noget i mig, der havde lyst til at se ham igen. Vi fortsatte i et år, hvor vi var sammen cirka hver anden uge. Det var altid ham, der kontaktede mig. Engang spurgte han mig, om jeg var forelsket. Det svarede jeg nej til, for han havde tidligere sagt, at jeg ikke måtte falde for ham. Men jeg var forelsket. Meget.”
Fredric: “Jeg var faktisk blevet skilt fra min kone, to år inden jeg mødte Anette, men jeg flyttede først endeligt fra hende i 2005. Jeg er fra Færøerne, og der går du ikke bare fra din familie. Det var en hård tid. At være sammen med Anette var ligesom en oase. Jeg følte mig ønsket hos hende, men hun var ung, og jeg tænkte, at hun ville blive træt af mig. Jeg havde også dårlig samvittighed over for mine børn. Så efter et års tid stoppede jeg med at ringe til hende.”
Hvor længe var I fra hinanden?
Anette: “I fire år. Jeg havde fundet en ny kæreste, men jeg tænkte på Fredric hver eneste dag. Fire år senere ringede han til mig. Det var et opkald, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og jeg var ved at blive kvalt.”
Fredric: “Jeg havde brug for at vide, hvordan hun havde det, og hvor hun var i verden. Derfor ringede jeg.”
Anette: “Vi mødtes en enkelt gang, men det var meget akavet, og vi var helt fremmede over for hinanden. Vi sad i hver vores sofa og talte sammen i fem-seks timer, og da jeg gik hjem, græd jeg. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vidste, at det var Fredric, jeg ville være sammen med, men hjemme havde jeg en kæreste, der gik og gjorde vores lejlighed i stand. Derefter gik der fire år mere. Jeg var i mellemtiden blevet gift med min kæreste af praktiske årsager, men det var ikke ham, jeg elskede. En dag fortalte en af mine venner mig, at han var gået fra sin kæreste, fordi han ikke kunne se dem blive gamle sammen. Det var nøjagtig sådan, jeg havde det. Jeg havde tit tænkt på at kontakte Fredric, men nu fik jeg modet til at gøre det. Jeg sendte en sms til ham fra en computer, så den var uden afsender. Kort efter fik jeg en mail fra Fredric, og mit hjerte sad igen helt oppe i halsen. Jeg kunne slet ikke få vejret. Da jeg fik hans hurtige svar, vidste jeg med det samme, at det skulle være os. Og det har det været lige siden.”
Fredric: “Jeg vidste, det var hende jeg ville have. Og jeg kunne ikke bære at lade hende slippe væk igen.”
Hvad vil du sige til andre kvinder i din situation?
Anette: “Du er nødt til at kaste dig ud i det, ellers kan du gå og ærgre dig resten af livet over, du ikke gjorde noget. Nogle gange fortryder jeg, at jeg ikke kontaktede ham allerede for 8 år siden, men hvem ved, om tiden så havde været rigtig?”
Bragt første gang i Woman nr. 104.
