Mænd spiller playstation
© iStock

Min kæreste prioriterer venner og sport før mig – hvad gør jeg?

Få ekspertens bedste råd til at forstå ham – og fortælle ham det – her

11. marts 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Det er torsdag aften. Du glæder dig til at komme hjem til din kæreste, så I kan hygge. Din kæreste har dog ikke helt samme planer som dig, for der er åbenbart en Real Madrid-kamp i fjernsynet, som naturligvis skal ses i selskab med drengene og en Heineken-sixpack.

Hvis du føler, at din kæreste ofte prioriterer sport, venner og andre ting over dig, kan det være svært at få det fortalt. Derfor har vi talt med coach, mande- og parterapeut Tomas Friis, som hjælper os med at blive en smule klogere på de kære mandfolk. 

Mænd har brug for at gøre noget med gutterne

Selvom vi som personer er meget forskellige, er der alligevel nogle klare forskelle mellem, hvordan mange mænds og mange kvinders personlighed fungerer.

“Mænd i gennemsnit er mere udadrettede end kvinder er i gennemsnit,” fortæller Tomas. Mænd har brug for at gøre noget med gutterne. Til gengæld er kvinder ofte mere familieorienterede og tænker meget på emner som parforhold, veninder og relationer. 

Du har ikke lyst til at lave ham om til en af dine veninder

Det er sandsynligvis ikke dig, der er forkert, hvis din kæreste ikke prioriterer al sin tid med dig. “Og det er heller ikke, fordi han ikke kan lide dig, eller fordi du ikke er dejlig nok. Han er bare en fyr, der – heldigvis – fungerer anderledes, end du selv gør.” Derfor er det en god idé at tænke på, at du ikke har lyst til at lave ham om til en af dine veninder. Anerkend, at han er noget andet og kan noget andet, og brug dine veninder til de lange snakke.

Vær gavmild med at rose ham, og sig tak, når han gør noget, du gerne vil have mere af. Du får det, du fokuserer på, så hvis du hakker på ham, fordi han er en idiot, så får du mere idiot, fortæller Tomas.

Sådan forklarer du ham om dine bekymringer

Hvis du føler, at din kærestes prioritering er forkert, kan det være utroligt svært at fortælle ham det, fordi du sandsynligvis ikke vil lyde kontrollerende og ‘holde ham tilbage.’ Derfor har vi spurgt Tomas om gode råd:

  • Sig til ham, at du bliver glad, når bare han lytter. Der er ikke noget, han skal fikse eller løse for dig. Det er bare hans opmærksomhed, du har brug for – selvom han måske ikke er vildt interesseret, så er det dejligt, hvis han bare lytter.
  • Giv ham en idé om, hvor længe I skal snakke. Hvis du siger: “Jeg vil gerne snakke,” hører han det måske som “...resten af aftenen.”  Så fortæl ham, at du gerne vil have hans opmærksomhed uden playstation, mobil eller Facebook eksempelvis de næste 10 eller 20 minutter – og giv så slip på ham igen.
  • Formuler dig, så det er tydeligt, at det er DIG, der har behovet – og ikke, at det er HAM, der er forkert eller en idiot. Rigtigt mange mænd reagerer på kritik – eller det de opfatter som kritik – ved at trække sig eller lukke af og gøre noget andet.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?