Måske ved du allerede hvilken vej, vinden blæser – du er ved at være færdig med dit forhold. Men måske er du i tvivl? Skal du blive og kæmpe videre, eller skal du give op? Kan du holde til at blive konfronteret med den hårde sandhed? Woman hjælper dig på vej ud af uklarheden.
Læs med her, og se om dit forhold viser tegn på, at du skal gå.
1. Du bliver let irriteret
Det går dig på nerverne, når du ser din kæreste spise/klø sig/grine/og så videre... Og synes, han eller hun kan være noget af det mest irriterende, du nogensinde har været i nærheden af. Når I er sammen med andre mennesker, krummer du nærmest tæer, fordi du synes, det er så nederen at blive set sammen. Du smiler heller ikke længere, når du ser billedet af ham eller hende på din telefon.
Spørg dig selv: Er du stadig forelsket? Kilder det i maven, når du tænker på at I skal være sammen? Overvej, hvorfor I stadig er sammen. Er irritationerne nogle, du kan lære at se bort fra? Hvis du ikke længere kan se de gode sider og kun kan komme i tanke om, hvor irriterende din partner er, er det ikke sikkert, at forholdet er holdbart.
2. Du bliver taget for givet
Du får ingen komplimenter. Ingen gaver. Ingen kærtegn. Ingen bekræftigelse overhovedet. Din kæreste tager ikke hensyn til dig og dine følelser, og gør sådan set, lige hvad der passer personen uden at overveje, hvordan du måtte have det. Han eller hun er der aldrig for dig, for hvorfor skulle det dog være vigtigt?
Din partner er nemlig stensikker på, at du bliver på din pind uanset hvad, mens du efterhånden tvivler på om din kærlighed er gengældt. Når du gør opmærksom på problemet, bliver der sagt et par søde ord og efterfølgende opstår den samme adfærd som før.
Spørg dig selv: Fortjener du ikke bedre? Hvis din partner ikke kan finde ud af at sætte pris på, hvor fantastisk du er, må det blive hans eller hendes tab. Du ender med at blive ulykkelig i dit forhold, hvis din partner aldrig gør noget for at gøre DIG glad. Overvej om det er noget, du vil blive ved med at finde dig i.

3. Du bliver løjet for
Du opdager pludselig, at din partner slet ikke har været der, hvor han eller hun sagde. Der bliver løjet om små og store ting og helt basalt, bliver du holdt for nar. Det kan være du får at vide, at din kæreste har sovet hjemme, mens sandheden er at han eller hun har været i byen med vennerne. Det kan også være din kæreste er dig utro, og du stoler ikke længere på vedkommende. De mange mærkelige søforklaringer frustrerer dig. Det behøver ikke kun at handle om utroskab, måske er der tale om en afhængighed som stofmisbrug eller ludomani.
Spørg dig selv: Om du gider at blive hængende længe nok til at finde ud af, hvor meget du er blevet løjet for. Ærlighed er altafgørende, hvis et forhold skal være sundt og levedygtigt. Hvorfor bliver sandheden ikke bare fortalt? Jo flere og større løgnene bliver, jo mere ondt kommer det til at gøre i sidste ende.
4. Du er ved at miste dig selv
Du har ikke så meget kontakt til dine veninder længere, og du kan mærke, at du og dine veninder ikke er lige så tætte, som I var, før du fik en kæreste. Du bruger ikke længere tid på ting som interesserer DIG, men kun på noget som du og kæresten kan gøre i fællesskab. Du føler dig tit ked af det, fordi du er ved at miste din selvstændighed og selvtillid. Du gør ikke så meget ud af dig selv længere, og dit ambitionsniveau er faldet. Det kan for eksempel være, at du har opgivet et studie eller en karriere for at blive i samme by som kæresten.
Spørg dig selv: Hvem var du før forholdet begyndte – vil du gerne være den person igen? Det er let at falde i tosomheds-fælden, når man får en kæreste. Desværre kan det tage så meget overhånd, at du efter et stykke tid ikke længere kan kende dig selv.
Husk på, at det er DIG, der skal definere, hvem du er – du er din egen person. Hvis din kæreste forhindrer dig i at være den, du er, kan du enten forsøge at genfinde dig selv, mens du er i forholdet, eller du kan gå.

5. Du bliver psykisk misbrugt
Din kæreste behandler dig dårligt og er nedladende, aggressiv og udøver psykisk vold mod dig. Du bliver misbrugt verbalt, emotionelt eller fysisk – eller måske alle dele. Du bliver skræmt og adlyder som en lille hund for ikke at gøre din kæreste vred, for hans eller hendes lunte er kort.
Føler du, at din partner manipulerer med dig, så du bliver i tvivl om dine følelser, tanker og holdninger? Så kan det være, at han eller hun har narcissistiske træk, og at du bliver udsat for gaslighting.
Spørg dig selv: Har du brug for hjælp? Har din partner? Din situation er uholdbar og kan være meget farlig. Hvis du er bange for din kæreste, har du så egentlig et valg, eller er du nødt til at forlade personen?
6. Din kæreste vil ikke binde sig
Din kæreste vil ikke flytte sammen med dig. Personen involverer sig ikke helt i forholdet, og når du begynder at snakke om fremtidsplaner med børn, villa og vovse bliver han eller hun fjern og snakker udenom. Din kæreste vil dig gerne. Men ikke helt, for din partner kan nemlig ikke slippe tanken om, at der er så mange andre fisk i havet, som jo måske kunne være bedre end dig.
Spørg dig selv: Er det realistisk at tro, at din kæreste bliver parat til at binde sig lige foreløbig? MANGE har problemer med at binde sig. Så hvis du selv føler, at du er klar til et seriøst forhold nu, kan det være du skal gå efter én, der er mere moden følelsesmæssigt og som også selv har et ønske om at få et seriøst forhold.

7. Du kender ikke længere din kæreste
Din kæreste er nærmest blevet usynlig. Jeres forhold er ren rutine, og du føler ikke at i er tæt på hinanden længere. I er nærmest som fremmede for hinanden, og han eller hun fortæller dig ikke vigtige ting. Du ved faktisk ikke rigtig, hvad din kæreste går og laver. Hvis I bor i samme by, men alligevel stort set aldrig ser hinanden, kan det være, at interessen for dig er ved at glide ud.
Spørg dig selv: Kan du være i et forhold med en, du ikke ved, hvem er? Du har måske allerede indset, at det er ved at være slut, fordi det slet ikke er det samme længere. Gør op med dig selv, om I har brug for at blive tætte kærester igen, eller om det er på tide at give slip.
8. Din kæreste er altid jaloux
Besidderiske personer har eksisteret siden tidernes morgen. Du har fundet dig en, som har fanget dig! Din jaloux kæreste kimer dig ned, når du er uden for rækkevidde. Og når I er sammen, skal det bare være jer to og ingen andre.
Du får kvælningsfornemmelser, fordi han eller hun er over dig hele tiden, og du har kronisk dårlig samvittighed over ingenting, fordi du konstant bliver anklaget for ting, du ikke har gjort. Han eller hun vil binde sig lynhurtigt og vil også bestemme, hvad DU skal med DIN fremtid. Din partner synes nemlig, det er en meget bedre idé, at du sidder hjemme på sofaen sammen med ham i stedet for at følge din drøm.
Spørg dig selv: Er det din kæreste eller din fangevogter? Det kan være svært at komme ud af denne type forhold, for du føler, du skylder personen noget. Men du har brug for din frihed, lige som alle andre har. Og skal en anden end dig bestemme, hvordan dit liv skal forme sig, eller skal du selv?
Husk på, at ikke alle forhold varer evigt alligevel. Måske ender du med at blive bitter, fordi du ikke tog chancerne, mens de var der.

9. Du er ulykkelig
Hvis du er ved at græde hele tiden, er det et tegn på, at du skal gå fra din kæreste. Du bliver såret konstant, og du føler, du er ved at glide ind i en depression. Du er ulykkelig i dit forhold, og hvad end årsagen til det er, så ved du godt, at det ikke er holdbart.
Spørg dig selv: Er det virkelig det værd? Ingen mennesker kan holde til at have det dårligt hele tiden. Måske er du stadig forelsket, men gider du spilde din tid på at gå rundt og være trist hele tiden? Kan du holde til det? Måske har du brug for en kæreste, der er mere følsom og hensynsfuld, lige som du er.
10. I har ikke sex
Dette gælder ikke, hvis der er tale om medicinske årsager og lignende! Men hvis I plejede at have sex og prøve alverdens sexstillinger, men ikke har det længere, er det klart, at du tænker 'Skal jeg slå op?’ Begæret er måske helt væk. Du fantaserer aldrig om din kæreste længere, og du kunne skrive en hel liste af andre, du hellere ville have sex med.
Spørg dig selv: Er der tale om lavvande eller tørken? Kan I arbejde jer ud af denne sexkrise? Gider din kæreste gøre noget for det? Gør du? Hvis I har været sammen et stykke tid, er det normalt, at I ikke har lige så meget sex længere, som I havde i starten, men nul sex kan være et ret stort problem, hvis der ligger nogle særlige årsager bag. Overvej, om du stadig er interesseret i din kæreste, og om din kæreste er interesseret i dig. Livet er for kort til cølibat, hvis du som person vægter sex rigtig højt! Her er vores bedste råd til at få sexlysten tilbage.