Lad os være ærlige – du har en eller flere gange taget dig selv i at gøre nogle af de her ting. I dit nuværende parforhold eller i et tidligere. Og du har måske også kunnet mærke, at det ikke ligefrem har gjort noget godt for gnisten i dit parforhold.
Selvom du og din kæreste virkelig elsker hinanden, så vil der være bump på vejen, og desværre er det ofte jer selv, der skaber bumpene, uden at I nødvendigvis tænker over det. Her er 10 ret almindelige ting, som kan skabe udfordringer i jeres forhold.

1. Du tjekker din kærestes sms’er og Facebook-beskeder, fordi du leder efter et tegn på, at vedkommende skjuler noget for dig. Og så bliver du nærmest skuffet, når du finder ud af, at han eller hun faktisk er trofast og fortæller dig alt.
2. Du lader det gå ud over din kæreste, hvis du har haft en dårlig dag på jobbet, på studiet, eller bare hvis din veninde har været tarvelig overfor dig. På sådan en dag kan det være svært at lægge mærke til noget som helst andet end din egen frustration. Men prøv alligevel at ryste din møgdag af dig og lade din partner være dit frirum – der er noget befriende over at vende din opmærksomhed udad, når det kun gør dig i dårligt humør at vende den indad.
3. Du sammenligner jeres forhold med andres og fokuserer selvfølgelig på alt det, I ikke har, alt det, din kæreste mangler, og alt det, du ikke får. Nogle gange overser du endda de altoverskyggende problemer, der er i det forhold, du sammenligner dit eget med. Det er ret naturligt at se græsset som værende grønnere på den anden side, men det er også nemt at komme til at overse alle de fantastiske kvaliteter, der kendetegner jeres parforhold.
4. Du fortæller ikke din kæreste, hvad der går dig på. Han eller hun kan godt mærke, når der er noget, der nager dig. Men hvis du ikke fortæller din kæreste, hvad der gør dig i dårligt humør, kan din kæreste jo kun gætte – og sandsynligheden for, at vedkommende gætter forkert, er ret stor. Det skaber en misforstået bitterhed mellem jer, som du kan undgå ved at være åben og sige dine tanker højt.

5. Du overbeviser dig selv (og andre) om, at du gør en større indsats, end din partner gør. Din frustration vokser og vokser over, at det altid er dig, der skal gå på kompromis, lave de huslige pligter eller lægge ud for middagen – og til sidst overskygger frustrationen alt.
Fortæl din kæreste det stille og roligt i stedet for at sige det til alle andre. Og husk, at der altid er to sider af en sag. Din kæreste gør sikkert en masse søde ting, som du slet ikke opdager, fordi du er så indebrændt.
6. Du er skeptisk over for kærestens drømme og ambitioner. Om din kæreste vil være rockstjerne, undertøjsmodel eller bankdirektør, så tro på, at han eller hun kan udleve sin drøm – også når din kæreste ikke selv tror på det. Du vil blive elsket endnu mere for det.
7. Du involverer dine veninder i alle jeres problemer. Det er forståeligt, at du har brug for at snakke med andre om det, der er svært, men det kan også være utroligt ødelæggende for dit parforhold altid at involvere veninderne. Dine veninder er jo langt fra objektive, når du fortæller dem, hvor tarvelig din kæreste var over for dig i går, så det eneste, de kan give dig, er bekræftelse (også selvom det måske er dig, der har været urimelig). Samtidig begynder dine veninder at se din kæreste i et helt nyt og mere kritisk lys, hvilket ikke altid er superfedt for dig selv eller din kæreste.
8. Du prøver at ændre på din kæreste – om det er tøjstil, krop eller ambitioner, så er det altid en farlig mission at prøve at ændre på den, du elsker. Husk, at det, du prøver at ændre på, var og er en del af den person, du blev forelsket i.

9. Du glemmer at prioritere kæresten i din hverdag. Især hvis du og din kæreste bor sammen, kan du nemt glemme at gøre plads i kalenderen til rent faktisk at være sammen med din kæreste. Ikke bare lige 30 minutter mellem aftaler her og der, men virkelig være sammen med ham eller hende. Lad være med at tage din kæreste for givet – han eller hun har også brug for at mærke, at du elsker og sætter pris på jeres tid sammen. Kvalitetstid er nøgleordet!
10. Du giver ikke plads til, at din kæreste kan lave noget uden dig. Tro os, du har ikke lyst til at være klister-kæresten, der aaaltid skal være med, når din partner er sammen med sine venner. Måske vil han eller hun gerne have dig med overalt, men måske har din partner det bare skidt med at sige nej til dig – ligemeget hvad er det sundt for jer at have hver jeres interesser og hver jeres venner. Hvad skal I dog også snakke om, hvis I gør alting sammen?
Men husk, at det selvfølgelig ikke alene er dig, der er roden til problemerne. Der skal to til at danse tango.