Carrie og big
© New Line Cinema, Home Box Office (HBO), HBO Films, Village Roadshow Pictures

15 grunde til, at han er værd at gifte sig med

Intet siger ‘jeg elsker dig’, som når han lader dig styre fjernbetjeningen

27. maj 2019 af Diana Bjerregaard Kristensen

1. Han kommer med tømmermændsmad, når du er allermest ynkelig og virkelig har brug for det – og så har du ikke engang bedt ham om det! 

2. Han forstår altid at gøre dig glad, når du er ked af det. Han trøster dig ikke på den der mor-agtige måde, men han kan seriøst altid trylle smilet frem hos dig igen.      

3. Han kan rent faktisk holde dig ud, når du 100 procent godt ved, at du er fuldkommen urimelig, men bare har en ekstrem lortedag. Engang imellem går det ud over ham, men han kan tåle det.

4. Han er din absolut største fan. Han er altid den første, der ringer eller skriver, når du har været til jobsamtale eller eksamen. Og der skal alligevel noget til at komme før din mor...

5. Han kender dig godt nok til, at når du siger, at du ikke vil have noget med fra Netto, kommer han alligevel hjem med en Pepsi Max og en pakke mælkesnitter til dig. Aka lige det, du havde lyst til! Det er næsten, som om han kender dig bedre, end du selv gør.

6. Han er en af de få mennesker, der kan lokke dig med på noget vildt og spontant – helt uden for din komfortzone. Men du føler dig altid kun tryg og sikker i selskab med ham.

7. Han kan finde ud af alle de dumme ting, som du synes er besværlige. Nok er du en stærk og selvstændig kvinde, men derfor er det stadig fedt, når han samler din Ikea-reol eller skifter dækkene på din bil og cykel.

8. Han ved altid, hvad han skal svare, når du spørger (meget) ledende, om han kan lide din nyerhvervede og ret dyre kjole. “Jeg er vild med den, og du ser knaldgodt ud!” Egentlig sært, det er så svært for andre mænd at regne ud, at det er DET ENESTE RIGTIGE SVAR.

9. Han lader dig have kontrol over fjernbetjening. Større kærlighedserklæringer fås næsten ikke, for jeres smag i Netflix-serier er ikke nødvendigvis heeelt ens.

10. Han griner sødt af dig, når du kommer hjem med en lillebitte lyserød designerelkedel, og aftalen var, at du skulle købe en ny støvsuger. “Jamen hvad skulle jeg gøre? Den er jo lyserød!”

11. Han henter og bringer dig, når du beder om det. Selvom han i stedet for kunne sove længe eller ligge i sofaen og spille Fifa.

12. Han har maden klar til dig, når du kommer hjem fra en hård og lang dag med arbejde, træning og indkøb. Der er nu ikke noget som en mand, der kan lave mad. 

13. Han er den eneste, du behøver at have med til arrangementer, du virkelig ikke har lyst til at tage med til. Så længe han er ved din side, kan du lige overskue at smalltalke med tante Gertrud.

14. Han fortæller dig, du er smuk. Også – ja, faktisk især – når du lige er stået op, har søvn i øjnene, morgenånde og er iklædt din gamle forvaskede trøje, fra dengang du spillede fodbold.

15. Han griner af dine lidt platte jokes, og du griner af hans. Og er det ikke noget med, at par, der griner sammen, bliver sammen?

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori