Rachel og Ross i chok
© Bright/Kauffman/Crane Productions / Warner Bros. Television

15 ting, som kun kvinder i lange forhold forstår

Du glæder dig til at date en rynket bedstefar – så længe det bare er ham!

13. juli 2019 af Rikke Hovn Poulsen

1. En fleecetrøje med krummer og madpletter behøver ikke udelukke sex – hverken når den sidder på ham eller dig.

2. At du sidder i sofaen kun iført trusser behøver på den anden side ikke være en invitation til sex. Det kan lige så godt betyde, at du simpelthen var for sulten til at vente med nutellamadderne, til efter du havde taget tøj på.

3. Hans familie – din familie. Potato potato.

4. Det er acceptabel adfærd at svare på sms'er på hinandens vegne. Han var jo på toilettet (hvilket erfaringen siger dig tager minimum tre kvarter), og der var da ingen grund til at efterlade hans ven Carsten i limbo så længe. Du ved jo, at din kæreste ikke skal noget på fredag, så han vil helt sikkert gerne være ork til rollespilsaften.

5. Når en mand svarer en sms med et enstavelsesord, betyder det ikke nødvendigvis, at han er sur. Du bliver faktisk mere urolig, hvis der kommer en lang smøre tilbage med smileys og hele svineriet. Det kan kun betyde en ting: Han sidder på toilettet og har ikke andet at lave.

6. Du har fået nye prioriteter. Selvom du hele din ungdom har holdt feministiske dundertaler for din mor angående arbejdsfordelingen i hjemmet, er det nu helt okay, at det altid er dig, der lægger vasketøj sammen. Så længe han fjerner dine hår fra afløbet, føler du, at du har fat i den lange ende.

7. Det er meget retfærdigt, at du bruger hans opsparing. Enhver ved, at mænd ikke har brug for nær så mange penge som kvinder!

8. En tallerken i vasken eller en forkert slags havregryn er da totalt værd at flippe ud over. Dit single-jeg havde virkelig ingen selvindsigt, når hun talte om, hvor afslappet en type, hun var!

9. Den sværeste dør at lukke i hele huset er uden sammenligning jeres toiletdør. Du orker det bare ikke, hvis du kun skal tisse!

10. Det er rarere for to mennesker at sove i hver sin ende af sengen end at ligge klistret op ad hinanden. Hvordan holder nyforelskede mennesker dog varmen ud?

11. Når du vil fortælle om dine problemer, behøver du ikke sige andet end “Lone vil heller ikke...” - så har han fattet, at din chef er dum og nægter at lade dig tage til den der konference i Geneve til juni, at din computer gik ned, og at du i øvrigt spiste alt for mange fritter til frokost i kantinen. I kunne jo optræde med det der tankelæsning!

12. Hvem sagde, at det var sørgeligt at sidde ene kvinde fredag aften og se X Factor? At være alene hjemme er intet mindre end fantastisk.

13. Man kan godt dyrke sex igen efter at have pruttet en enkelt gang eller to foran hinanden. Okay, det sker nok i gennemsnit en gang i døgnet. Men for fa’en... luften skal jo ud!

14. Det er okay at fortælle dine veninders hemmeligheder videre til din kæreste. De må jo vide, at I kun tæller som en person i hemmelighedssammenhænge.

15. Du glæder dig til at date en rynket bedstefar – så længe det bare er ham!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori