© iStock

8 tegn på, at du ikke er sammen med den rigtige mand for dig

Tegn #1: Du tør ikke læse artiklen, fordi du godt ved, at alt for mange punkter vil passe på dig

24. august 2015 af Sara Møller Christensen

1. Du er ikke 100 procent dig selv i hans selskab. Kompromiser er én ting, og dem skal alle indgå i et forhold. Men hvis du undertrykker dele af din personlighed eller lader, som om du er noget, du ikke er, er forholdet virkelig usundt for dig i længden.

2. Du er konstant i tvivl om, hvorvidt I skal være sammen eller slå op. Sker det på ugentlig basis, bør du nok hælde mod det sidste.

3. Du holder visse dele af jeres forhold skjult for dine veninder, fordi du ved, at de ikke vil bryde sig om dem. Dine veninder vil dig det bedste, så hvis du er nødt til at skjule noget over for dem, ved du nok godt selv, den er gal.  

4. Du bliver tit tiltrukket af andre mænd. Du går ud og flirter og har god kemi med en anden = helt okay. Du tænker på den anden flere gange efterfølgende og vil egentlig hellere være sammen med ham end din kæreste = problematisk.

5. Jeres forhold gør dig oftere ked af det, end det gør dig glad. I så fald gælder det højst sandssynligt jer begge, og I har fortjent noget bedre!

6. Du ved, der er store ting i jeres fremtid, I ikke er enige om, men du tør ikke tage emnet op. Børn eller ingen børn. Land eller by. Arbejde meget eller så lidt som muligt. Hvis I ikke engang kan tale om den slags dilemmaer nu, er chancen for, at I løser dem i fællesskab senere, ikke skidegode.

7. Du håber ubevidst på, at noget bedre dukker op. Du vil bare ikke være alene, mens du venter. Ingen bør være sammen, bare fordi det er praktisk eller trygt, hvis de ved, det ikke er det rigtige.

8. Du har følt dig ramt af flere af punkterne på denne liste. Måske er det på tide at se, hvad der ellers er derude? For jeres begges skyld.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.