Åh Gerda - har vi det ikke bare hyggeligt?
Åh Gerda - har vi det ikke bare hyggeligt?© iStock

Bliv et hit hos svigerforældrene

Det er aldrig let at møde hans forældre - følg et par simple regler, så går det ikke galt

9. oktober 2009 af Rikke Hovn Poulsen

Bliv et hit hos svigerforældrene


Du har garanteret hørt de første hundrede historier om, hvordan det første møde med svigerforældrene kan gå galt: Numse-klaskende fædre, territoriale mødre og svigerdøtre, der går kolde på toilettet inden hovedretten.

Men bare rolig, det første møde med svigerfamilien behøver ikke ende som i Meet The Parents. Det er nemlig slet ikke så svært at gøre et godt indtryk på svigerforældrene; du skal bare finde den rette balance mellem at opføre dig høfligt og at være dig selv. Vi giver dig opskriften, så du er sikker på succes!


Bare rolig


BARE ROLIG
Først og fremmest skal du huske på, at myten om den forfærdelige strigle af en svigermor er stærkt overdreven; de fleste mødre er glade, når deres børn har det godt, så hvis hun kan se, at du gør hendes søn lykkelig, er du allerede et godt stykke på vej til et godt sviger-forhold.

Hvis du er nervøs, kan det måske hjælpe dig at huske på, at din nye svigerfamilie også er super spændte på at møde dig. Medmindre du er den syttende pige, din kæreste præsenterer for dem denne måned, har de garanteret udspurgt ham i ugevis og plaget om at få lov til at møde hans nye kæreste. De er lige så opsatte som dig på, at det skal gå godt.

Research


RESEARCH
Det er en god idé på forhånd at sætte dig ind i, hvad det er for en familie, du skal besøge - og heldigvis har du en førstehånds kilde: Din kæreste. Undersøg for eksempel:

Arrangement
Er det en eksklusiv middag for den nærmeste familie,
du er inviteret til, eller kommer der 20 mennesker til middag?

Navne
Det er rigtig god stil at lære navnene på forhånd på de mennesker, du skal besøge, så du ikke konstant omtaler dem som ’svigermor’, ’svigerfar’ og ’bedste’. Hvis det er et større familiearrangement, kan du bede din kæreste om at vise dig billeder af familien på forhånd, så du ved, hvem der er gift med hvem og så videre.

Takt og tone
Er det en meget formel familie, du er på vej ind i, eller er de super afslappede? Har de nogen skeletter i skabene? Og er der nogen emner, der er ekstra følsomme, som du skal passe på med at bevæge dig ind på?

Det rigtige outfit


DET RIGTIGE OUTFIT
Her gælder det om at finde den gyldne middelvej - du har hverken lyst til at se sjusket ud eller være fuldstændig overdressed. Et par gode huskeregler er:

Lyt ikke til ham
Hvis han er som mænd er flest, har han ikke en klap forstand på tøj! Han forstår ikke, hvorfor du går så meget op i det, og derfor mener han sikkert også, at hans forældre er ligeglade. Det er de ikke!

Ikke for meget hud
Husk på, at din kæreste er deres lille dreng, og derfor vil de gerne have en moden og ansvarsbevidst kvinde som svigerdatter, der vil tage sig godt af ham. Så selv om han sikkert synes, du ser bedst ud i korte skørter og nedringet bluse, er det bedre at være lidt mere konservativt klædt til lejligheden. Synlige bh-stropper er også et absolut no-go!

Klassisk og dydig
Et sikkert hit hos svigerfamilien er den knælange nederdel. Den er klassisk og enkel, og du kan sætte den sammen med en skjorte, en t-shirt eller en cardigan, alt efter hvad det er for en familie, du skal besøge (og det ved du jo alt om efter din grundige research, ikke?).


 Lige meget hvad skal du kun vælge tøj, du føler dig godt tilpas i - sitationen er anstrengt nok i forvejen, så der er ingen grund til, at du også skal bekymre dig om mavedeller og tårnhøje hæle.

Vis dine fortrin
Der er ikke noget i vejen med at vise din figur, så længe det ikke bliver slutty. Hvis du har gode gener, skal du endelig vise dem frem - når alt kommer til alt, er det jo også deres slægts videreførelse, det handler om...

Vis personlighed
Selv om tøjet er forholdsvis konservativt, kan du godt skeje lidt ud med accessories. En sjov taske eller et par skøre øreringe viser, at du har humor - og det kan være et udmærket samtaleemne senere på aftenen.

Se sund ud
Det lyder som logik for burhøns, men der er overraskende mange, der glemmer en helt basal ting som at rense negle, når de vil gøre et godt førstehånds-indtryk. Lad være med at tage for meget makeup på; især hvis der er bedsteforældre til stede. Ældre mennesker finder ofte den slags en lille smule upassende.

Førstehånds-indtrykket


FØRSTEHÅNDS-INDTRYKKET
Alle undersøgelser viser, at det kun tager to minutter for os at bestemme, om vi kan lide et andet menneske. Derfor er det super vigtigt at gøre det første møde med svigermekanikken til en god oplevelse for alle parter.

Kom til tiden
At komme for sent er et tegn på manglende respekt for andre mennesker og deres tid. Hvis du alligevel ender med at være sent på den, er det en god idé at ringe og undskylde og fortælle, hvornår du kan være der.

Værtindegave
Det er altid en god idé at have en lille gave med. En blomst eller en flaske vin falder altid i god jord - eller hvad med en æske lækker, dyr chokolade?

Ingen knus
Det gode, gamle håndtryk er ideelt, når du første gang møder din nye svigerfamilie. Hvis I skal være på knus, er det dem, der begynder!

Ingen tømmermænd
Det kan godt være, du tror, at de ikke kan se på dig, at du var i byen til klokken halv fem i går aftes. Men guess what? Det kan de! Så sig nej til den bytur, hvis du mener det seriøst med din kæreste.

Samtalen


SAMTALEN
Det vigtigste er selvfølgelig, at du er dig selv og viser, hvem du er. Men samtidig er det en god idé lige at tænke over, hvad du siger, så du ikke fornærmer nogen.

Farlige emner
Politik og religion er ømtålelige emner, som du skal være meget påpasselig med at bevæge dig ind på. Der er ingen grund til at underholde med beretninger fra Enhedslistens landsmøde, hvis forældrenes medlems-bevis til Dansk Folkeparti hænger på væggen. Hvis du ikke er enig i de synspunkter, der bliver luftet i løbet af aftenen, er det høfligste at forholde dig tavs - du kan jo altid tage diskussionen op en anden gang, når I kender hinanden bedre, ikke?

Det er heller ikke nogen god idé at snakke om sex - og du skal slet ikke prøve at antyde, at det er noget, du dyrker med deres lille søn!

Ingen blær
Der er ingen, der kan lide en blærerøv! Du må gerne nævne din fine uddannelse eller dine flotte sports-præstationer, men der er ingen grund til at snakke løs i timevis om dine egne bedrifter.

Det er heller ikke nogen god idé at beklage dig over alle de ting i dit liv, der ikke spiller. Prøv i stedet at involvere hele familien i samtalen - spørg interesseret, og lyt til, hvad de fortæller.

Lad dig ikke provokere
Det er muligt, at du fornemmer en smule passiv aggressivitet fra din nye svigermors side - du er jo trods alt i gang med at tage hendes lille dreng fra hende. Ignorer det! Jo mere fjendtlig, hun er, jo mere høflig og tiltalende skal du være. Hvis alt går godt, kommer I til at se meget mere til hinanden fremover, så det vil være usandsynligt dumt af dig at lægge dig ud med hende helt fra begyndelsen.

Almindelig høflighed


ALMINDELIG HØFLIGHED
Nu er der kun et par enkle regler tilbage at huske på:

Sluk mobilos
Der er ikke noget mere uhøfligt ind at sms’e, mens andre forsøger at holde en samtale kørende. Sluk den! Fester og venindesladder kan sagtens vente til i morgen.

Giv en hånd
Det er god stil at hjælpe med at tage ud af bordet og give en hånd til med opvasken, og din svigermor vil elske dig for det. Men lad være med at komme med alternative forslag til madlavning eller borddækning - det er hendes hus, du besøger, og derfor også hendes måde at gøre det på, der er den rigtige.

Sig ja tak
Du må kun sige ’nej tak’ til mad og drikkevarer, hvis der er en seriøs risiko for, at du brækker dig ved at spise det. Kræsenhed giver meget sjældent plus’er på kontoen hos svigermekanikken.
Eneste undtagelse er alkohol - hvis du mærker, at du er ved at blive lidt snaldret, skal du straks hoppe på vandvognen.

Smiger
Ja, det virker et godt stykke hen ad vejen - især hvis du komplimenterer dem for opdragelsen af den usædvanligt fantastiske mand, du kommer sammen med. Maden og indretningen kan du også godt rose, men husk endelig kun at komme med komplimenter, du virkelig mener - enten gennemskuer de dig, eller også ender du med rædselsfulde jule- og fødselsdagsgaver de næste 30 år!

Så er du parat til at gå ud og møde din nye, vidunderlige svigerfamilie.

Held og lykke!