Prøv noget nyt sammen.
Tryghed er fantastisk, men det kan resultere i endeløse aftener på sofaen i joggingtøj. Lav noget nyt med din kæreste – tag for eksempel en weekendtur i en storby, hvor I ikke har været sammen, eller arrangér en anderledes date end den typiske tur i biografen.
Giv ham et langt snav
Forskning har vist, at lange kys stimulerer områder i hjernen, som hænger sammen med sexlyst, romantik og tilknytning. Så lad læberne hvile på kæresten lidt længere, end du plejer.
Gør noget ud af dig selv
Jo, din mand elsker dig også, når du tømmermændsramt går rundt i hans AC/DC-T-shirt. Men mænd er mere visuelle end os, så husk at blive ved med at gøre dig umage. Sæt dit hår, fjern afskallet neglelak, hold træningen ved lige eller pir ham med en rød læbestift.

Lav en playliste
De fleste gode minder har et soundtrack. Forbered en lækker middag, og sæt prikken over i’et med musik, som får jer til at mindes. Hvilken sang dansede I til første gang? Og hvad var landeplagen den sommer, I blev forelskede?
Brug tid hver for sig
Besøg din veninde i den anden ende af landet, eller tag med dine forældre i sommerhus. Det er nemlig romantisk at savne. Vi lover, at din kæreste er endnu lækrere, når du ser ham igen.
Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.