Kærestepar holder om hinanden og smiler
På overfladen ser det lykkeligt ud – men i virkeligheden er der ofte knas i kærligheden. © Getty Images

Derfor lyver vi om vores ulykkelige parforhold

Parterapeuten giver dig svaret

23. august 2018 af Michelle Andersen

Der er så meget prestige i at have det perfekte parforhold, at vi danskere er verdensmestre i at bilde os selv og alle andre ind, at alt er lykkeligt – selvom der i virkeligheden er knas i kærligheden. 

En undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som blev offentliggjort tidligere i år, viser, at 7 ud af 10 danskere er ‘meget glade’ for deres parforhold. Alligevel vælger mere end 15.000 danske par årligt at skilles fra hinanden – og hvordan hænger det så sammen? 

Vi lyver om vores parforhold for at gøre det bedre

Ifølge parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht er det meget simpelt. Vi lyver om vores parforhold for at gøre det bedre, end det i virkeligheden er: 

“I vores kultur er vi i høj grad styret af et ideal om det perfekte parforhold, hvor vi aldrig skændes, er fyldt med overskud til vores børn, har et fantastisk sexliv og generelt er glade sammen – hele tiden. Det er sådan, vi rigtig gerne vil beskrive vores parforhold både overfor os selv men også overfor vores omgangskreds, som når vi nu eksempelvis vender tilbage på jobbet efter sommerferien og fortæller rosenrødt om en skøn ferie med vores partner og familie – også selvom den måske var alt andet end rosenrød.” 

Kærestepar ligger i en seng og kvinden ser betænksom ud
Vi lyver om vores parforhold for at gøre det bedre, end det i virkeligheden er. © Getty Images

Pak glansbilledet væk

Parterapeutens vigtigste råd er, at vi skal blive bedre til at bryde med idealet om det perfekte parforhold og pakke glansbilledet langt væk. Vi skal tage ansvar og mærke efter, hvordan vi har det i vores parforhold. Og så er det vigtigt at snakke med din partner om parforholdets problemer, inden de vokser sig så store, at det er for sent at løse dem. 

Christiane Meulengracht siger: “Af frygt for at bryde med glansbilledet af det perfekte parforhold undlader mange helt at mærke efter og adressere problemerne, som derfor gradvist blot får lov at vokse sig større, indtil de til sidst har skabt så mange knuder, at skilsmisse er den eneste udvej.”

Hvor glad er du i dit parforhold?

Hvis du vil finde ud af, hvor glad du egentlig er i dit parforhold, så kan du overveje de her fem punkter:

  1. Glæder du dig til at komme hjem til din partner, kæreste eller familie efter en lang dag på jobbet? Der skal selvfølgelig være plads til konflikter, men oplever du ofte, at du ikke har så meget lyst til at træde ind ad døren derhjemme, så er det en god idé at overveje, hvorfor det mon er tilfældet.
  2. Har jeres morgener for vane at starte skævt? Hvis du tager den dårlige energi med dig resten af dagen, så er der god grund til at snakke med din partner om jeres forhold.
  3. Får I løbende talt med hinanden om, hvordan I har det sammen som par – og hvad det gode parforhold betyder for jer? Det lyder måske enkelt, men faktisk lider mange parforhold under dårlig eller manglende kommunikation.
  4. Prioriterer du dine børn over dit parforhold, er der samtidig grund til, at dine alarmklokker skal ringe. Du skal nemlig se dit parforhold som en pyramide, hvor du og din partners relation er det nederste lag, mens alt andet kommer ovenpå. Hvis dit parforhold skal fungere godt, skal du prioritere det først.

  5. Lider intimiteten og sexlysten, kan det være et symptom på, at jeres nære kontakt og følelse af accept også lider.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori