Forelsket par
Læs Linas historie.© Getty Images

“Derfor var jeg sammen med optagede mænd”

Lina gjorde det af kærlighed. Hør hendes historie her

26. november 2015 af Sara Møller Christensen

Første gang Lina var sammen med en optaget mand, var hun sikker på, han ville gå fra kæresten. Men efter tre længevarende forhold til optagede mænd har hun efterhånden lært, at det altid er elskerinden, der ender med at blive droppet. 

Hvordan startede det? 

“Jeg mødte en mand gennem arbejdet. Han var sød, men efter et par gange nævnte han, at han havde en kæreste. Så bakkede jeg lidt ud. En dag ringede han fra sit job, og vi begyndte at snakke hver dag. Jeg sagde: “Vi skal ikke lave noget, du har en kæreste.”

Hvad skete der så? 

“Vi jokede med, at han ikke turde tage mig med ned i kælderen på sit arbejde. Men en dag endte vi dernede og kyssede for første gang. Der gik to måneder, før vi kyssede, og fem måneder, før vi gik i seng med hinanden. Forholdet varede halvandet år.”

Hvad lavede I sammen? 

“Han ringede til mig, og vi så hinanden hver dag. Det føltes som et rigtigt forhold. Det var vildt spændende, fordi det var forbudt. Men lige så meget som jeg glædede mig til at se ham, lige så meget hadede jeg det, når han tog af sted igen. Jeg vidste jo godt, at han skulle hjem på sofaen og se film med kæresten, og det var det, jeg gerne ville.”

Læs også: Hjælp, mit drømmestudium er et mareridt

Hvad håbede du, der ville komme ud af det?

“Jeg håbede selvfølgelig, han ville gå fra sin kæreste. Jeg var vildt forelsket, og det tror jeg også, han var. Han sagde aldrig direkte, at han ville gå fra hende, men han sagde, at han elskede mig, og at det ikke gik godt derhjemme. Det er en klassiker, har jeg senere fundet ud af. Det irriterede mig, men jeg var vanvittigt forelsket og tænkte: ‘Selvfølgelig går han fra sin kæreste’.” 

Hvordan sluttede det?

“Han kom til at tale over sig en dag derhjemme. Så ringede han til mig og sagde: ‘Lina, det er slut. Vi kan ikke se hinanden mere’. Jeg blev selvfølgelig enormt ked af det og savnede ham helt vildt. Jeg lavede de sidste krampetrækninger og ringede til ham hele tiden og sagde: ‘Jeg vil så gerne se dig’. Vi mødtes nogle gange derefter, men så fik jeg et nyt job og mødte en mand der, som jeg blev rigtigt glad for. Han var gift. Så de overlappede hinanden, og det var sådan, jeg kom ud af det.”

Hvordan havde du det efter de første to gange?

“Da svor jeg, at jeg aldrig ville gøre det igen. Det er ikke fedt. Jeg gider ikke, at en mand skal få mig til at slå mig selv i hovedet og tænke: ‘Hvor er jeg også dum’.”

Læs også: “Sådan tacklede jeg min kærestes krise”

Hvorfor gjorde du det igen?

“Jeg har været forelsket i alle tre mænd, og de har givet udtryk for, at de ville gå fra deres kærester. Ellers havde jeg aldrig indledt noget! Jeg har et princip om, at jeg ikke lægger an på en optaget mand, men når jeg ved, der ikke kan ske noget mellem os, slapper jeg af, og så opstår kemien. Det er altid startet med venskab, der bliver til forelskelse, men jeg prøver samtidig at sige: ‘Det går ikke. Du har en kæreste’. Men mændene er blevet ved med at kontakte mig i månedsvis, og så har jeg tænkt: ‘Det må være, fordi han vil mig’, og givet efter. Nu ved jeg, at de aldrig går fra deres kærester.”

Hvordan føltes det at være elskerinden?

“Det var frustrerende, for jeg var ked af det og savnede en masse ting. Hver gang jeg skulle til familiefødselsdag eller holde jul, var jeg alene. Det irriterede mig grænseløst at tænke på, at han var ude for at finde en fin gave til sin kæreste, når jeg ikke fik noget. At være elskerinde er ikke ligesom på film, hvor man bliver overdænget med blomster og gaver. Det er der ikke noget af. Og samtidig gav jeg også afkald på at finde en anden.”

Hvorfor gik du ikke fra dem? 

Jeg var glad og forelsket. Det var først, når der gik et par dage imellem, at jeg blev irriteret. Jeg har altid troet, at det var mig, der bestemte, men det var det ikke. Når jeg fortalte mine veninder om det, sagde de: ‘Kan du ikke se, han bare leger med dig?’ Og det kunne jeg jo godt! Hvis han så ikke lige ringede, tænkte jeg, at han må være sammen med kæresten. Men hvis jeg så ham ofte, nåede jeg ikke at tænke de tanker.”

Hvordan har mændene haft det?

“Den første, jeg var sammen med, var samvittighedstynget. Den anden havde været utro før, så jeg tror ikke, han lagde så meget i det. Den sidste havde ingen skrupler overhovedet, og jeg fandt også ud af, at jeg ikke var den eneste, han sås med.”

Hvordan har det påvirket dit forhold til mænd?

“Det er ikke nemt for mig at stole på mænd. Jeg har været sammen med tre, der havde kærester, og jeg har fået mange tilbud derudover. Hver gang giver det lidt næring til den spire, der har ligget derinde siden første gang, som siger: ‘Kan jeg stole på en mand? Findes der en mand derude, som aldrig ville være sin kæreste utro?’. Det er skidehårdt.”

Har du haft dårlig samvittighed?

“Ja. Jeg håbede hver eneste dag, det ville blive opdaget. Ikke kun for at jeg kunne få ham, men for at retfærdigheden skulle ske fyldest. Hvis det var min kæreste, ville jeg gerne vide det, så jeg selv kunne vælge, om jeg ville blive sammen med ham. Det samme valg synes jeg, andre kvinder skal have. Men jeg ville aldrig kunne tilgive det. Jeg ved jo, hvad der sker hos den anden kvinde, og hvor mange følelser der er involveret.”

Hvad kommer der ud af at være sammen med en optaget mand?

“Ikke noget godt. Elskerinden får ikke det forhold, hun gerne vil have. Hans kæreste har ikke den kæreste, hun gerne vil have, og hvis manden har bare en smule samvittighed, går han jo også og grubler og har det dårligt.”

Kunne du finde på at gøre det igen?

“Det håber jeg virkelig ikke. Jeg har fået min egen kæreste nu og lært, at det godt kan betale sig, for så får jeg alle de ting, som jeg nu ved, jeg ville have. Det er ikke kun sex, men også hygge i sofaen, nærhed og følelsen af at være elsket." 

Læs også: Har du også mistet sexlysten?

Linas råd: Forelsket i en optaget mand? 

  • Vær ikke venner. Du narrer dig selv, hvis du tror, du kan være venner med en mand, du er forelsket i. Først når du cutter kontakten helt, kan du løsrive dig.
  • Brug veninderne. Dine veninder synes, du har fortjent bedre, så lad dem støtte dig. Bind dig til aftaler med dem, så du ikke bliver fristet til at mødes med ham.
  • Bliv bevidst. Er det behovet for bekræftelse eller begær, der får dig til at gå i fælden? Find ud af det, så du lettere kan stå imod og eventuelt få dine behov dækket et andet sted. 

Bragt første gang i Woman nr. 160. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.