Et kærestepar er turister sammen
Der er masser af gode grunde til at pakke tasken og tage på kærestetur. © Getty Images

10 gode grunde til, at I skal tage på kærestetur

I kan teste jeres forhold af

6. oktober 2018 af Michelle Andersen

En kærestetur er sjældent en dårlig idé, hvis du spørger os. Hvad end det drejer sig om en kort weekendtur til mormors sommerhus i Sverige eller den helt store rejse med alt inkluderet på Mallorca, så kan de der kæresteture et eller andet.  

Uanset om du og din kæreste aldrig har været afsted sammen før, eller om I bare mangler en undskyldning (eller ti) for at tage afsted snart igen, så har vi herunder samlet alle de gode grunde, der bør overbevise jer om, at I bare skal pakke kufferten og hoppe afsted lige så snart I kan. Bon voyage!  

1. I lærer hinanden bedre at kende

Når du og din kæreste tager på tur sammen, lærer I virkelig hinanden at kende. I synes måske, at I kender hinanden rigtig godt i forvejen, men der vil helt sikkert dukke nogle situationer op, hvor I lærer noget nyt om hinanden – både på godt og ondt. Det kan for eksempel være, at du finder ud af, at han bare er vildt god til at finde vej... Eller han finder ud af, at du meget nemt bliver køresyg... 

2. I kan skabe nye minder sammen

Hvad end I smutter en tur i sommerhus, kører ned gennem Europa eller flyver til Thailand, så vil I med garanti få fyldt rygsækkene op med masser af minder. Verden byder på så mange uforglemmelige steder, I kan opleve sammen – og så kan I til enhver tid hive minderne frem, når I kommer hjem. Det vil helt sikkert styrke jeres forhold, at I har fælles oplevelser at se tilbage på. 

Når I kigger på billeder og videoer fra turen, vil det med garanti også føre til masser af gode grin og sjove historier. Gør derfor jer selv den tjeneste at tage nogle øjebliksbilleder undervejs – de er også dekorative at ramme ind og stille frem, når I kommer hjem.

Et kærestepar krammer hinanden på en strand
En kærestetur vil give jer masser af nye minder med hjem i rygsækken. © Getty Images

3. I kan teste jeres forhold af

Hvis I har kendt hinanden i hundrede år og en madpakke, så ved I nok allerede, om I kan holde hinanden ud i flere dage i træk eller ej. Er jeres forhold derimod lidt nyt, så er en kærestetur en super god måde at teste jeres forhold af på. 

På en kærestetur finder I virkelig ud af, hvordan jeres forhold fungerer, når I er sammen hele tiden. Bliver I trætte af hindanden efter tre dage, eller har I lyst til at blive på ferien en uge længere? 

4. I finder hver jeres roller 

I har garanteret allerede en ret klar rollefordeling, når I er hjemme: Du er måske den, som ordner badeværelset, og han fikser alle de ting, der går i stykker – eller omvendt. 

Men når I tager på kærestetur, dukker nogle helt nye roller op, som I måske ikke nødvendigvis har tænkt over i hverdagen. For hvem af jer er egentlig den praktiske? Hvem har styr på alle rejsedetaljerne? Hvem er den impulsive? Og hvem er den eventyrlystne? 

5. I får dyrebar alenetid

På kæresteturen kan I nyde hinandens selskab uden nogen som helst forstyrrelser. Det er kun jer to, som er i fokus – og der kommer ikke pludselig en aftale med gutterne eller en veninde-krise i vejen. Kæresteturen giver jer virkelig mulighed for at bruge kontoen med tid til hinanden helt op og blive bedre kærester – og når I så kommer hjem, er der masser af tid og ny energi til venner og veninder. 

Hvis I har børn, så er kæresteturen også den perfekte måde at få en pause fra hverdagens pligter og ture til daginstitutionen. Og så er I sikkert nogle helt vildt overskudsagtige forældre, når I kommer hjem. 

6. I kan tage søde parbilleder

Det er bare, som om det er lidt sjovere (og lidt mere romantisk) at tage parbilleder foran Eiffeltårnet end hjemme i sofaen foran Netflix. På kæresteruren får I rig mulighed for at tage både søde, skøre og sjove parbilleder, som I med stor glæde kan kigge på, når I kommer hjem igen (eller smide på Instagram, selvfølgelig).

En kvinde og en mand sidder foran Colosseum i Rom og tager parbillede
På kæresteturen får I rig mulighed for at tage søde, skøre og sjove parbilleder. © Getty Images

7. I kan dyrke hed sex nye steder

... og det er jo aldrig en dårlig ting! Skift sengen hjemme i soveværelset ud med hotelsengen i Spanien eller badeværelset i sommerhuset og få en fed, fræk tur. Når I rejser sammen, bliver I automatisk mere spontane, eksperimenterende og afslappede, når det kommer til lagengymnastikken – og det vil i den grad gavne jeres sexliv. 

Hvis I bliver helt vilde med at tage på kærestetur, kan I jo begynde at føre regnskab med, hvor mange forskellige lande I har dyrket sex i. På den måde bliver der en sjov, lille leg ud af det. Hvis du har lyst, kan du også forberede en fræk overraskelse, som du kan forkæle din kæreste med på turen. 

8. I kan tale dybe snakke

Apropos punkt fem, så betyder den dyrebare alenetid på kæresteturen, at I får mulighed for at snakke dybe snakke, som I måske ikke lige får taget jer tid til i hverdagen. Når I er på tur sammen, er I (forhåbentlig) afslappede, glade og overskudsagtige, og netop derfor har I begge masser af mod på at tage de dybe snakke – og vise at I virkelig elsker hinanden

Et kærestepar går en tur på en strand
Kæresteturen sætter hverdagen på pause og giver jer tid til at snakke dybe snakke. © Getty Images

9. I lærer at arbejde sammen 

Hvad end det handler om at købe souvenirs, booke en udflugt, bestille roomservice eller handle ind til sommerhuset, så vil en kærestetur virkelig lære jer at arbejde sammen. Hvis I allerede er nogle hajer til det i forvejen, så kan I alligevel være sikre på, at kæresteturen vil gøre jer endnu bedre. Når I er afsted alene, er I nemlig afhængige af hinandens hjælp til turens forskellige gøremål. 

10. I styrker jeres forhold

Hvis du har læst punkt ét til ni, så kan du sikkert sagtens gennemskue, hvorfor en kærestetur vil styrke jeres forhold. Desuden kan det være, at kæresteturen udsætter jer for nogle uforudsete ting, som I skal klare sammen, og det vil i den grad styrke jeres tillid til hinanden. 

Hvis ikke I allerede elsker hinanden helt usandsynligt meget nu, så gør I det i hvert fald, når I kommer hjem fra romantisk kærestetur. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori